Hannæsbonden
I Sdr. Arup i den gamle Gaard, hvor man særlig
lagde Mærke til det smukke rummelige Stuehus med
Aarstallet 1828, henlevede Chr. Jørgensen sit Livs
Dage. Han døde d. 30. Decbr. 1881. En ret mærkelig
Mand var han; baade i Kundskaber og i
Fremskridtsvilje gik han foran de fleste af sine
Jævnlige paa sin Egn. Altid higede hans Aand fremad;
altid tumlede han med de nye Tanker og Ideer, der
skød frem med den ny Tid. Mange Gange blev han
paa Grund af sit kantede Væsen misforstaaet af sine
Standsfæller, som ikke kunde eller turde følge ham,
men han gik støt sin egen Vej, vis paa at den Dag nok
kom, da de fulgte efter. Han var Foregangsmanden,
der saa, at det var Fremskridt og Dygtighed, der
skulde hjælpe Bondestanden fremad.
Stejl og stridbar kunde han være. Han holdt paa sin
Ret, fordrede den uden Omsvøb, men undte ogsaa
andre deres. Ofte var han indviklet i Processer; han
sagde da gerne, naar han fik saadan en Sag: ”A vil si’,
hvordan de’ ka’ go”.
Engang var han og Sønnen Anders, der overtog
Gaarden efter ham og ogsaa var en meget oplyst Mand
efter sin Tid, blevet uenige om et eller andet
Spørgsmaal, vistnok om Ordlyden af et Skriftsted.
Den gamle blev hidsig og raabte: ”De’ gælder s’gu
mi’ Knap, Ajs!” Det viste sig, at Anders havde Ret,
men han var alligevel saa hensynsfuld at lade den
gamle beholde Knappen.
Chr. Jørgensen var en stor Regnemester. I
Gaardens Dagligstue hang altid en Regnetavle med
Griffel, saa han til enhver Tid kunde gaa i Lag med de
Udregninger og Planer, han altid gik fyldt med. Og
han kunde godt lide, at Gaardens Folk ogsaa benyttede
Tavlen, og han gav dem undertiden Regnestykker for,
f. Eks. ang. Gaardens Drift eller lignende. Han skal
endogsaa have anskaffet sig matematiske Lærebøger
for at sætte sig ind i Matematikkens Mysterier og
prøve paa at finde x og y, men det vilde nok alligevel
ikke rigtig lykkes for ham.
Han læste ogsaa meget, ogsaa paa sine gamle
Dage. Engang som ældre Mand sagde han: ”Ja, a
rejser for Tiden i Afrika”; han læste nemlig
Rejsebeskrivelser.
Og saa skrev og noterede han meget flittigt. Hans
efterladte Papirer7) tæller foruden Dagbogen og
Regnskaberne flere Hundrede Breve, Ansøgninger,
Dokumenter og Kopier; han tog altid Afskrift af, hvad
han skrev.
Som det kan ses af hans Dagbøger gjorde han
mange Rejser, ofte ledsaget af Sønnen Anders; han
7 Hans efterladte Papirer, der nu ejes af Læge Roelsgaard, Vejle,
danner hovedsagelig Grundlaget for denne Skildring. En Del
Træk fra hans Liv er fortalt mig af ældre Folk her paa Egnen;
Folk, der har kendt ham som ældre Mand eller tjent ham som
Drenge.
vilde ud at se og lære noget. Paa sine mange Ture i
Omegnen kørte han i nogle Aar med et stort knoklet
Øg, der hjemme i Gaarden gik under Navnet
”Mazurka”. Men ellers kørte han jævnlig løbsk; vel
sagtens fordi hans Tanker altid tumlede med et eller
andet Problem, saa han glemte Hestene. En mørk
Aften kørte han løbsk ved Østerild, da han kom fra
Thisted Marked, og Hestene løb helt hjem til Arup.
Hans Døtre, som var med, mistede nogle
Silketørklæder, de havde købt paa Markedet, men
ellers kom ingen til Skade.
Engang, da der skulde være Folketingsvalg paa
Bjerget, var Gaardmændene forsamlede i Skolen for at
tage Bestemmelse om, om de Valgdagen skulde køre
med Smaafolk til Valg. Der var da en, der ytrede, at
naar der blev ydet Smaafolk saadan en Tjeneste, saa
skulde de ogsaa stemme paa Jens Bach. Da blev Chr.
Jørgensen tindrende vred, slog i Bordet saa det
dundrede, og lod ham vide, at de skulde ingenlunde
prøve paa at binde Smaafolk eller beskære deres fri
Vilje, de skulde ikke gøre dem til Slaver.
Allerede saa tidlig som i 1833 har han faaet Arup
Mændene til i Enighed at slutte sig sammen og prøve
paa at danne en Hesteforsikringsforening for at støtte
hverandre ved mulige Tab. Han forstod noget af, at
gennem Fællesskabet kunde hans Stand hjælpes frem
til større Selvstændighed.
For noget af den Fællesskabstanke, som senere
gennem Andelstanken tilførte den danske Bondestand
saa store og rige Værdier, laa tidt som grønne Spirer
hos de gamle Foregangsmænd, vel ofte famlende og
usikkert, men dog stræbende fremad mod det ny, der
var i Frembrud med den Dygtighed, Flid og
Oplysning, der skulde hjælpe den danske Bonde til at
staa fast paa egen Jord, selvstændig, dygtig og vaagen.
Frøet gror!
De gamle Fremskridts- og Foregangsmænd har
gjort deres Gerning i deres Tid, de skal ikke glemmes.
Chr. Jørgensen var en af dem.
Ogsaa hans Minde vil længe bevares.
(Historisk Årbog for Thisted amt 1925, side 35 -63)
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.