Kallebo Sommerhus

Peter Dahlgårds erindringer

Afskrevet af Martin Gade, 1995

Da
Bedstefar allerede allerede havde givet både de sidste penge og pungen fra sig,
han ville ikke have mere med penge at gøre, han fik jo sit ophold, var der
gavmildhed til stede, når hædersgaven kom, først var det mor der fik tøj, næste
år blev det lidt bohave, og 3die år var det mig der fik min nye cykle 95 Kr. en
"Fortuna", ja det var jo mere end en bil nu, den kunne man ikke køre
på i regnvejr, så risikerede man at den blev kaldt en vandcykel. Om vinteren blev
den hængt op inde i storstuen, og kom først ud til foråret.

Den gang
gik de fleste i kirke om søndagen, en dag dristede jeg mig til at cykle til
kirke, jeg kørte forbi vor nabo Jens Pesen, der som sædvanlig kom småløbende,
og han udbrød irriteret: Cykel til kirk, ja du sku val osse! det var alligevel
mere alvorsfuld at gå.   Det var jo vor
gamle provst, og prædiken var lang, der blev lagt mærke til at han pudsede
næsen 2 gange under en prædiken og det var tilrettelagt så menigheden kunne
følge, hvor lagt han var henne.

I 1918 27/4
døde Bedstefar efter 4 dages sygeleje, en hjer­neblødning, der var tilløb til
koldbrand i et ben en tid for­inden, han blev begravet 1ste maj, han havde gået
med 2 stokke i flere år, men hovedet fejlede intet. Han læste dagens tekst, og
prædiken af en gammel andagtsbog, da han ikke længere kunne komme i kirke, og
sikken sangstemme han havde, jeg husker særlig, når han sang: Jeg går i fare
hvor jeg går,- og nytårs­aften: til ende året haster.    Men nu var vi altså een mindre, og nu kunne
vi gå fra hjemmet, og vide at der ingen var der savnede os. Ja døren blev da
ikke låst, klinken blev bare taget af, Far levede også op, han var blevet
kujoneret af sin far.

Jeg mindes
nogle skønne minder fra årene der i 20erne hvor Fars munterhed satte liv og
stemning, ja til tider kunne vittigheder og drillerier krydse under måltiderne
så vi næsten ikke kunne spise for latter. Ungdomsgildernes tid var begyndt, og
det var spændende, også om man var genert. Ca. otte dage før Bedstefar fik
blødningen havde jeg været til et lille gilde hos Kr. Lunds, og det var nok
første gang Mette og jeg sværmede lidt for hinanden, og otte dage efter var der
gilde hos Jens Pesens, men da Bedstefar var så alvorlig syg, kom jeg ikke
derop, hvem ved ellers hvordan det var gået, til 1ste maj kom Mette ud at
tjene, ja og der gik altså 20 år inden det blev os to.

I vinteren
1918 kom der en stor vækkelse her i sognet efter missionsugen.

Der blev
holdt møder på krosalen i Uglev, med taler af en Mads Munksgård med bedemøde i
hjemmene, Provsten var betænkelig, og ville i første omgang ikke give plads i
missionshuset, men senere blev møderne alligevel holdt der. Vækkelsen satte
spor, og mange, også af vi unge fik Jesus at kende som vor frelser.

For lige at
komme tilbage til kirkegangen, så var der jo mere om man så kan sige disciplin.
Kvinderne holdt sig jo til kvndesiden, og der vovede ingen mand sig over.   På mandssiden sås kun enkelte forelskede
nygifte par, elles var det kun mænd, efter gudstjenestens slutning, gik
kvinderne først ud, derefter provsten uden at se til en side, og så
mændene.  Ved begravel­ser kom kisten
heller ikke ind i kirken.

For vi unge
var der K.F.U.M.møderne, ynglingemøder, i den lille sal, og een søndag i
måneden i hjemmene- jeg følte mig truffen en gang lærer Vestrup nævnte at hvis
vi ikke kom alene for at høre Guds ord, var det ikke så meget bevendt, det var
hos Peter Gade i Hellerød, jeg kom nu også for at være i godt kammerat­skab. Så
var der ungdomsmøder en søndag mdl. ved provsten.

Der var jo
også aftenskole, og i vinteren 18-19 var vi så fremmelige at der var
ungdomsskole i ålkjær skole 2 gange ugentlig fra kl. 3 til kl. 6 med
forskellige fag bl.a. engelsk, forskellige lærere, det var fra begge sogne,
desværre blev der lukket nogle uger på grund af den spanske syge.

I Hvidbjerg
var der de 2 årlige begivenheder vi unge så hen til med forventning:
fastelavnsmødet og soldatervennestævnet, tænk hvor der kunne samles unge,
missionshuset var stuvende fuldt også ståpladser­ne, det var både eftermiddag
og aften med kaffepavse, og hvor soldatermissionær Kuhle kunne sætte stemning,
både med alvor og skæmt, og vor egen P.Ravn.

1921 tog
provsten sin afsked på grund af alder og svagelig­hed -- men på opfordring-- og
vor nye præst blev August Thelle.

De var fra
København, de var fattige men frimodige. Han kunne fylde kirkerne hver søndag,
og han var ung med vi unge. Han lærte os nye sange og salmer, og kunne lege og
more sig blandt os unge, og han var lige ved at sætte værdigheden over styr ved
at cykle til kirken, han nåede vist det mål han havde sat sig, at få besøgt
alle hjem i pastoratet. Han fik også købt et hestekøretøj, men det var ikke så
godt, han kunne nemlig ikke køre, det var hesten der bestemte farten, vi fik
den senere med den bemærkning, at den ikke ville gå om søndagen. Dog præstens
popularitet og ligefremhed var for stor en forandring, for de stilige  ældre af den gamle skole, han prædikede ikke
strengt nok, hans prædiken begyndte gerne med vort timelige liv ud fra teksten,
så var tilhørerne med, og så gik han over i det åndelige, fra visse kredse fik
han skyld for, at prædikede kirkerne fulde af vantro folk, og det var man ikke
så glad for, mærkelig nok, det var dog de vantro Jesus opsøgte.

Det endte
dog med at Thelle søgte herfra i 1928 og fik embede i Rudkøbing. Der var
dengang planer om at udvide Odby kirke ned i tårnrummet, på grund af
pladsmangel, det blev ikke aktuel senere.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.