HVAD JEG HUSKER

OM

VERDENSKRIGEN

 

                                                  SKREVET AF MARTIN GADE,

                                              JANUAR 1995.

 

 Hvad jeg ved om verdenskrigen!

 

 Straks efter 1ste verdenskrigs udbrud 1/8 1914, blev de danske soldater indkaldt til sikringsstyrken, bl. andre Anders Gadegård, som hans broder Anton fortæller om i slægtsbogen, og faderen var meget betænkelig og ked af det.   I huset her østen for var der to lejligheder. I den ene boede Marie og Niels Kræn samt deres etårige søn Arne på alder med mig-.

 Niels Kræn blev også indkaldt og Marie der nu blev ene med sin lille søn, ja, hun græd!

Her tjente Peter Borre som forkarl, han blev også ind­kaldt, de blev dog hjemsendt efter en vis periode, mid­lertidig, og det kunne lige passe at han kunne skifte med P. Dam til at passe tjenesten her.

 Alt imens man led og myrdede ude i Europa- vore egne Sønderjyder ikke at forglemme-- blev det også sære tider herhjemme med prisstigninger på alt og mangel på nogle ting, værst var savnet af kul og olie.-

 Det syntes som om verden var ny endnu. Elværkerne var nylig etableret, høstmaskinerne ligeså. På den måde fik jeg set nogle af de gamle funk­tioner igang, bl.a. lysestøbning- pleilslag­ning- bagning i den store ovn.

De største prisstigninger var nok hestepriserne, fordi der var næsten næsten ingen anden trækkraft til krigen. Eksempelvis kunne  Elias Kristoffersen bygge et flot nyt stuehus for en halv hingst.

 -Et andet eks. --Kr. Gade bød Kr. Krabbe 8000 kr. for de to blå, K. K. ville ikke sælge. Efter natlig betænkning ville han sælge dagen efter, men nu var det for sent. Krigen var slut.  Værst var det med ejendomspriserne.  Eks.: Niels Overgård solgte Odbygård i førstningen af krigen, men ventede og købte en halv så stor gård i Ydby sidst i krigen, til omtrent samme pris: "Trolsgård".

 

 Mange af de unge der købte gårde i sidst­ningen af krigen kæmpede mod  stor fattigdom, for nogles vedkommende at gå fallit da pengekrisen kom. Det var givet vis mange gange værre i Tyskland, hvor en 1000000 mark ikke var papiret værd.  Det sidder nok dybt i os- tyskerhadet!

 

-Niels Krabbe fortalte børnene historier for at få dem til at arbejde for sig, det var nok mest om kæmpen Suleman der boede i en stor hule, og han krævede af sine slaver at de skulle fange 20 tyskere!  hver dag som han skulle æde til frokost, og hvis de ikke kunne det ville det gå dem ilde. Efter sejrene i tre­årsk­rigen hvor Danerne vistnok kroede sig rigeligt, var det meget slemt at være soldat efter fireogtreds- der siges, at mange stod af togene inden de nåede København, fordi de var bange for Københavnerne. - De var jo flygtet fra Danevirke.  Det var nok almindelig blandt de gamle 64 kæmpere og andre også at de sagde som P. Dalgårds bedstefar,: Nu håber jeg tyskerne får bank denne gang.

  Kun et husker jeg fra 1ste verdens­krig: Zeppeli­neren der daglig fløj op langs jydske vestkyst på udkig efter fjendtlige krigsskibe. - og minerne der vedblivende drev ind på vestkysten og stundom helt herind i fjorden, explosionerne kunne høres mange mil hen. De lidt ældre kan fortælle om nordsøsla­get, der varede en hel dag, måske mere, og tydeligt kunne høres her inde, og om de mange omkomne søfok der drev i land.

 Her blev støbt roehus i 1918, i loftet mellem underlaget og cementen blev der brugt gamle aviser, og de var flot læselige i mange år, så der kunne læses mangt og meget om krigens gang.     Det er naturligt at mange slog sig til ro med, at en sådan krig kunne aldrig mere komme---og Stauning regerede med de radikale med de negative forsvarsviljer som støtteparti- vist godt nok-. Venstre med Madsen-Mygdal som statsminister havde dog regering­smagten et par år, men det blev det ikke bedre af.- Det var ham der mente, vi skulle producere dobbelt så mange svin for  at få fortjenesten op igen, Da gik det helt galt. Først da England for­langte begrænsning af indførslen af bacon og vi fik svine­kort, og priserne steg til det tredobbelte blev det lønnende med svineproduktion.

 

-30 januar 1933 da den lille maler (Hitler) fra Østrig blev en stor mand blev verden forandret. Straks var der vist ikke mange, der kunne se det var en djævel.- Tværtimod- nu gik det godt med økonomien, men senere begyndte det at gå op for menigmand, at det var ondskaben der regerede i Tyskland med kulmination i "Krystalnatten".

 

Vi trøstede os nok med Tysklands svaghed - troede vi - Frank­rigs vældig stærke militærmagt - troede vi - og Englands sømagt - troede vi.

I 1936 eller 1937 skulle vi tække ladetaget med pandeplader, de skulle importeres fra England. Men det var for sent, fabriker­ne var omstillet til krigsproduktion. Ligeledes- som onkel P. Krabbe (han var smed) sagde: "Når jernpriserne stiger, så bliver der krig".

 Og det var just hvad der skete. Det var meget spændende, i de sidste augustdage 1939, i aviserne at følge stormagternes for­handlinger, og både uventet og chokerende at se dødsfjenderne- Adolf og Stalin- slå armene kærligt om hinanden, og så dele Polen.

Det var nok de færreste der havde fantasi til at se Danmark med i krigen-- men- men, der var jo det med frk. Fanny- en konge­datter der var berømt for at kunne se ind i fremtiden. For mange år siden spåede hun at Danmark ville blive indblandet i en krig! Nåh, men ville stormagterne så ikke komme os til hjælp? De vil få nok at gøre med sig selv, mente hun. -Det var vist den vinter vort centralvarmeanlæg frøs i stykker. Vi var i Struer på juleindkøb i lejet bil sammen med Martha og Peter og tænkte ikke på frostgraderne, og vel heller ikke ret meget på krigen i fremmede lande, men vi kunne dog ikke forstå, at England og Frankrig ikke i en hast ordnede Tyskland, vi havde jo set billeder af deres mægtige kanoner og andet forsvarsma­teriel,  jeg spurgte en klog mand, hvorfor?- joe, de har nok ikke rigtig fået det i gang endnu! 

 Trods den megen uro i Norskehavet, kom det dog som en fuldstæ­ndig overraskelse da det om morgenen d. 9 april lød over radioen, på gebrokkent dansk: "Vi gør taleprøvelser, og sådan blev man ved - måske i timevis.

  Kl. halvti kom de første kolonner af motorcykler med og uden sidevogne og efterhånden en del flyvemaskiner, mest til trans­port men også nogle lavtflyvende til at forskrække os.

 De der var mest bange, var nok de hjemsendte soldater- fordi- dersom de skulle i tysk krigstjeneste, dette ved jeg fra en samtale med en kammerat der netop var hjemsendt. Der var dog ingen grund til ængstelse i den retning, fordi Danmark straks var udnævnt til Hitlers lille kanariefugl.--

 

Det første der skete af restriktioner  var total mørklægning, så kbm. Laurit­sen fik hurtigt udsolgt af det sorte mørklægningspa­pir. Stalde­ne var ikke noget problem, fordi det var lyst når vi skulle arbejde der. -Hen mod efteråret lavede vi trækgardiner for staldvinduerne af lægter og sække.--Tidligere tiders beskrivel­ser af fremmede hæres røverier og hærværkvar der foreløbig intet af.

 Det var nok værre at bo i Tyskland end her.

Man må forestille sig udsigten til at Tyskland skulle vinde krigen, det var den skræk der sad i os de første 2 a 3 år.Jeg husker : Vi var til sølvbryllup hos Marie og Vorde netop da de tragiske krigshandlinger i Frankrig rasede og Lars Lyng- svoger til Marie og farfar til vor nuværende hærchef- Jørg. Lyng prøvede at trøste os---af andre samtaler med mine venner. Nej, tyskerne kan ikke vinde krigen, fordi krige vindes på havet.---Eller da seminarielærer Hansen var på besøg, og han sagde om venskabet med Sovjet- det må jo briste en gang!  og da det brast syntes vi vistnok, vi kunne se lys forude. Da Japanerne senere på året overfaldt Pearl- Harbor var vi først forargede over de fæle Japseres brutalitet, men senere, trods de for­færdelige ulykker kunne enhver se hvem der ville sejre. Her i kanariefuglenes land mærkede vi ikke meget til fjenden, kun dette at friheden var taget fra os, og at det trak i langdrag. Det var næsten værst den sidste vinter, hvor de sidste rester af de besatte lande sultede og frøs og led ubeskriveligt.

Skal man prøve at løse krigens mysterium- krigen hvor alle taber, må vi først tænke på - 1864- hvor Danmark mistede 1/3 af landområderne. Da dette var forbi og de stakkels tapre Jenser vendte hjem turde de næsten ikke vise sig, fordi de blev hånet. Et sådant nederlag er længe om at blive glemt.   Ligeså tyskerne efter nederlaget i 1ste verdenskrig havde krigshetzerne let spil, og da Hitler bildte dem ind, at de var overmennesker og at de ikke skulle lade sig besejre af folk der var ringere. Ja, så blev der kræfter til oprustning.

Da Thyholm blev bombarderet!---Tyskerne havde en stor lufthavn i nærheden af Ålborg, hvorfra de kunne beflyve Norge. Denne lufthavn skulle generes mest muligt, så en lille Engelsk eskadre blev sendt over for at bombardere lufthavnen. Forsvaret har muligvis været så stærk, at piloterne har opgivet at kaste bomberne og måtte vende om uden det forventede resultat. For at kunne nå tilbage til England, var de nok nødt til at dumpe bomberne. Det skulle sikkert ske over havet, men de faldt nu over markerne til Bjørndalgård og Overgård.

Bjørndalgårdbomben eksploderede, men det gjorde Overgårdsbomben ikke.

Holger fortæller: Jeg så flyverne, hvordan de pludselig hoppede opad da de lod bomberne falde,- jeg tog min cykel og cyklede op i marken, der var blevet et hul ligeså dyb som en elmast er høj. "Hov, her er farligt og jeg kom hurtigt væk", citat slut.

 Da det nu var så farligt, blev der straks etableret vagter på vejene, som førte forbi stedet. Det var kommunens folk som blev sat på jobbet, dels folk fra S.-O. og dels fra H.-L.   Vejen fra nord var besat af 2 Hvidbjergfolk, den ene hed i daglig tale P. Uha- jeg kender ikke hans borgerlige navn. Da maskin­fabrikant Eriksen fra Hvidbjerg kom cyklende og skulle på arbejde, blev han stoppet som det sig bør, han mente nu nok han ville fortsætte i sit lovlige ærinde, men P. Uha viste sin myndighed, han tog ham i kraven, og Eriksen måtte vende om.

En anden pudsig tildragelse: Niels Bager tjente hos  Chr. Riis da han boede i Barslev, og broderen Poul hos Martin Bundgård som nærmeste nabo. De harvede på hver sit stykke tæt op mod banen. Alt imens kom der en engelsk flyver ganske tæt på og lavt, og da den begyndte at vinke til dem, altså med vingerne, ja så vinkede de glad tilbage til englænderen. De kunne jo ikke vide, at han var der for at kaste bomber på banen. Dette blev de klar over, for flyveren fortsatte til et sted syd for Hvid­bjerg, hvor bomberne blev kastet ind i banedæmningen skiftevis fra side til side hvoraf nogle exploderede, andre var forsagere, hvad sikkert også var meningen.

Oddesund blev efterhånden et stærkt militært støttepunkt og en stor arbejdsplads for vore arbejdsfolk, de pralede af deres dovenskab og småsabotage af arbejdet, men det var nu den danske stat der kom til at betale hele herligheden.  På Elias Kristof­fersens mark helt ude ved fjorden byggede Tyskerne en såkaldt lyttepost, med et lille tårn, hvor der var god udsigt til alle sider. Det var vist næsten som et feriophold for disse solda­ter. Særlig een, "Valther", blev godt kendt af befolkningen,-flinker fyr."   Stinne smed solgte en masse gode danske varer til fjenden.

  Der blev indrettet et slagteri i ejendommen over for Od­bygård. Der kunne Tyskerne få slagtet de svin som N. M. købte op til dem, disse svin blev lavet i pølser, sådan smager det bedst for tyskerne. Nytårsaften blev der malet på husgavlen  "slagteri" og "feltmadras".

Ved Vesterhavet byggede Tyskerne stærke fæstninger, som vi kunne se i brug om natten, når engelske flyvere viste sig. De blev beskudt, også med sporprojektiler og belyst med projek­tører, altsammen som et stort fyrværkeri.

Ligesom tyskerne byggede bunkers , hvor de kunne søge sikkerhed når fjenden viste sig. blev der bygget sikkerhedsrum af be­folkningen mange steder. Enddog her ude på landet sikrede mange sig .  Her havde vi et i forvejen, idet vi havde badeværelses­gulv over kælderen, den blev også benyttet af nogle af os een gang, men ikke før luftkampen var forbi, for dette flotte syn ville vi dog se til ende.- Men hva, der skete jo heller ikke noget, altså for os!.    Een gang var jeg tilskuer til en sådan luftkamp.: det var i høstens tid, jeg sad på binderen på vor mark ved søen, det hele varede kun få sekunder og foregik ganske tæt ved jorden og med meget stærk fart og pludselig var de væk.     

Der var også mere muntre episoder: En søndag formiddag, jeg cyklede en tur efter skoven til omkring ved Odbygård, - hvad ligger der midt på vejen-? en flot officerska­sket, og jeg må sige fristelsen var meget stor til at køre over den, imidlertid,  jeg mandede mig op, til at køre uden om! hvorfor? jo en officer i hver sin grøft og hver med en revolver skiftende til at skyde til måls mod den stakkels kasket. Når den ene skød dukkede den anden ned i grøften.  Der havde nok været extra tildeling af spiritus.

 

Omkring London var der anbragt store spærreballoner i meget stærke stålvirer. Dersom en tysk flyver ved et lille uheld ramte en sådan vire ville det helt sikkert blive hans sidste flyvetur. Mange af disse balloner rev sig løs i stormene, og de kunne herligt holde sig flyvende, indtil de nåede den jydske vestkyst, der hændte det at viren hægtede sig fast i et eller andet. En sådan vire hægtede sig fast i Chr. Smed Christensen i Søndbjerg. Christian var en stærk mand, han fik fat i en hegnspæl så han undgik himmelfarten denne gang._

Avisen fik fat i historien, men lavede lidt om på navneordene ­med dette resultat: Smed Christensen i Søndbjerg blev fanget af en ballon.  Et sted i Kallerup blev der hængende en sådan ballon, den var lavet af gedigent kram: masser af stærk stål­tråd, reb og en stærk slags gummi som de omkringboende skyndte sig at organisere en hel del af. Jeg fik da købt et par såkald­te gummiben af kontrolassistenten.

 

I Danmark var der ingen der led nød! men der blev nok mangel på et og andet exempelvis: sæbe- da så vores store fede so døde, fik vi den renset og slagtet og puttet i grubekedlen, på apoteket købte vi sæbesten der blev puttet oveni og hele herligheden blev kogt og der blev en slags sæbe, bedre end bare vand.  Ligeledes kneb det med kartoffelmel. Men så kom bed­stefar, han kendte disse problemer fra forrige krig.- Vi fik skrællet en masse kartofler, der blev findelt med en lille rasper, derefter skulle det ligge i vand en vis tid og melet ville så bundfældes, der blev også lidt mel ud af det.

Hvede og byg gik gennem kværnen to gange, og så var det nogenlunde bageligt, senere under krigen kørte mølleren fra Lyngs rundt efter korn og afleverede det igen, som en fin vare. Kaffebønner slap hurtigt op. Men bygkorn, brændt eller ristet på samme måde som kaffe,- efter nogen øvelse kunne være en brugelig erstatning.  Tobak avlede vi selv og tilberedte med alskens aromatiske stoffer, A. Gadegård og jeg kaldte vort produkt: "Flor de Fina"--    Skrædderne kunne ikke skaffe ordentligt tøj. Jeg havde et pænt sæt tøj, men det blev nok lidt slidt. Tut beordrede mig til Uglev til Mikkel skrædder for at købe et nyt sæt. Det kan ikke skaffes, mente Mikkel,  men vi kan vende det du har, det blev ordnet, og tøjet blev som nyt.  Garner kunne heller ikke skaffes, det kunne imid­lertid ordnes på naturlig måde, idet der blev købt et par får, dem havde vi megen glæde af. Der var flere ældre damer der kunne spinde. Der var Mine Amby, Trine Hebsgård og Marius Ajsens Mor og hendes mand Ajs Poulsen kunne kårre "karte"-

En vis del af bøndernes korn skulle afleveres til staten mod en af staten fastsat pris, som vi selvfølgelig syntes var for lav. Det var nødvendig fordi der ingen import var fra andre lande, og den nødvendige industri skulle vedligeholdes, såsom: øl og brød- o. a. Af den grund stod mange svinehuse tomme. Disse huse blev da taget i besiddelse af rotter. Disse fik imidlertid ingen ro, for vi var alle ivrige rottejægere. Disse svinehuse blev også brugt til kaninavl, idet bror Peter havde en sådan kaninfarm. Dette endte imidlertid i en frygtelig tragedie, som jeg her må berette om. Jeg ejede i min ungdom en prægtig stor Sckt. Bernhart-hund ved navn "Max".  Max var en dag på for­brydermaner trængt ind i svinehuset hvor jo Peters kaniner boede. Det blev det helt store blodbad ikke een kanin over­levede. Det var ikke så sært at Peter græd, hele hans verden lå i grus.

Men hvad med Max. Jo, det blev en øjeblikkelig dødsdom, med øjeblikkelig exsekution, der foregik på følgende måde .Et reb blev bundet om halsen på Max, den ene ende om forhjulet på en arbejdsvogn den anden ende om baghjulet, nu stod Max midt mellem for- og baghjul min "Få" tog fat i stjærten og drejede med et rask tag, og dommen var fuldbyrdet. Jeg ved ikke om bette "Knap"---det var mit øgenavn dengang) om jeg græd.-

Kraftfoder til kvæg og svin var der næsten kun kød- og benmel der kunne fås. Af kunstgødning var der kun salpeterg. fra Norge.

Indtil sidst i 1942 var der kun modgang for vestmagterne, men da omsvinget kom, kunne det straks mærkes mennesker imellem. Mange fik lyst til at byde fjenden trods. Et lille eks. fra den hjemlige front: Tyskerne planlagde en telefonlinje fra nordnor­ge til sydfrankrig. Der blev målt ud og sat mærkepæle bl. a. gennem vores mark. Det syntes Christen "4år" og jeg ikke om, så under en marktur tog vi disse markpæle med os hjem.

Kort tid efter mens jeg havde kværnen kørende i laden og jeg gik og puslede med et og andet der, kom der en tysk soldat ind  i laden og sagde noget tysk snak til mig, og da jeg ikke forstod tysk sagde jeg "hwa" ? Nu var jeg nok noget oprømt i de dage, fordi de allierede nylig havde kæmpet sig ind i Sicilien, så der hoppede en lille djævel ind i mig, da jeg svarede ham på dansk og sagde Sicilien. Tyskeren snurrede rundt og forsvandt.-- Kort efter mens jeg stadig gruttede, kom den gode tysker med forstærkning af tre andre krigskarle på besøg igen, men denne gang skulle jeg nu ikke have snakket om Sicili­en, jeg var stadig for dum til at forstå tysk, så også de måtte gå med uforrettet sag. Nu syntes jeg vist at det var bedst at komme lidt hjemmefra, så jeg cyklede til Uglev til barberm. Kongensgård. Da Niels nok var halvfærdig med at smuksere på mig, kom politiet til døren og ville tale med mig og udenfor var der opmarcheret en del af den tyske værnemagt. Jo, men nu skulle jeg da først gøres pæn, så der gik nogen tid med dette. Jeg tror nok de gode Uglev borgere var noget nysgerrige efter viden om hvad den stakkels barber dog kunne have gjort.

Vel kommen hjem til mig sammen med politi og den tyske krigs­magt spurgte politimanden om jeg havde taget disse famøse træpæle. jo, det havde jeg, for de stod da i min mark!

Christen blev så sendt hen i tømmerstuen hvor de var gemt, for at hente dem, men han afleverede dem til politimanden "Rasmus­sen" med ordene "dem ska i tyskere et ha", og så var det Rasmus­sen syntes han måtte belære mig om, at man skulle holde sig fra tyskernes gulerødder, men jeg mente at det var tysker­nes gulerødder der var for langt fremme. Men, hurra pælene blev flyttet ud til vejen.  Denne tildragelse skete i august måned 1943. Få dage senere kaldte Ejnar Krabbe mig ind på sit kontor og betroede mig at man var i gang med at danne en modstands­gruppe, og spurgte om jeg ville være med, og samtidig lod han mig forstå, at vi måtte være absolut tavse, ellers blev vi skudt. En tid lang var vi fire Toft, Krabbe, onkel Peter, og undert. Denne første vinter var der kun en enkelt banespræng­ning, som jeg imidlertid ikke var med til .

1ste. november 1944 kom meldingen fra London med vort kodeord­ til våbennedtagningspladsen på Søren Larsens mark i Nørreheden.

Vi skulle være på pladsen kl. 11. Det var vistnok blevet nogle minutter over tiden, og vi var et hold på lastbilen ved pladsen og altså ikke parat som vi burde, da hørte vi en flyvemaskine, nogle sagde det er vist tyskere! Vel var det ej, det var vor ven englænderen, men da vi ikke havde fået vore signalposter ud. måtte han flyve til en anden plads. Det var vistnok sådan at hvis een plads svigtede, var der også andre pladser alar­merede. Det blev en lang nat, fordi vi ikke måtte forlade pladsen før hen på morgenstunden. Poul Bager og jeg søgte en gang imellem ind i Søren Larsens stald og fik lidt varme. Om vi var nervøse? jo! jeg havde mavepine hele natten.

21 november kom kodeordet igen, denne gang mødte vi alle til tiden, og vi fik tildelt vore pladser: Ejnar og Peter blev posteret hvor en sidevej fører ned til Nørreheden, for derfra at give varsel, dersom der var tyskere på vejene. Nogle drenge begyndte at interessere sig for hvad disse to mænd stod der efter. Da det havde varet lidt, sagde Ejnar noget sludder til dem på gebrokkent tysk samtidig med en forsvarlig lussing, og de forsvandt hurtigt.---På pladsen blev der posteret 3 mand med signallygter i lige række vel med godt 100 meters afstand, og i vinkel for disse en mand med rød signallygte og den skulle blinke når flyveren var over pladsen. Flyveren kom først ganske lavt hen over pladsen, men vendte straks tilbage modsat vej, og kastede 12 tunge containere fyldt med våben og sprængstof. Faldskærmene blev byldtet sammen og smidt i lastbilen, contai­nerne var så tunge, at vi var 6 mand om at læsse en container. De håndvåben vi havde bragt med os var kun beregnet på at forsvare transporten . Dersom lastbilen skulle blive standset af tyskere blev vi nødt til at prøve at skyde os igennem, jeg havde en maskinpistol, og kom derfor med på lastbilen, den tilhørte vm. Chr. Plugmann, vor Chaufør var Chr. Thomsen. Jeg ved ikke om det var fordi nerverne slog klik, men vor gode chauffør kunne ikke få skidtet af første gear.- Det var langt at køre på denne måde helt til Kr. Møller i Søndbjerg. Vel ankommen blev containerne slæbt ind i brændeskuret og dækket forsvarligt til, senere blev det hele pakket i trækasser og kørt om i Bondes trælasthuse, hvorfra det senere blev fordelt til værdigt træmgende rundt i landet, det meste pr. banevogn.

 

31/12 1944 mens vi sad og hyggede os efter nytårsaftensmiddagen, blev der skrabt mod muren med en sten. Det var Ejnar Krabbe.: Vort kodeord er på, vi må afsted. Jeg skulle alarmere svoger Peter og vi fulgtes ad. Vi var enige om at det var en god ide netop en nytårsaften. En sådan aften holdt tyskerne sig for­modentlig i deres lejre, måske endda i en lille glad rus. Og skulle der gå et skud af, ville det være en naturlig oplevelse en nytårsaften . Det lille uheld skete faktisk: sådan: Jeg siger til Niels Bager- "Jeg kender nu ikke denne maskinpistol alt for godt". "Det gør jeg", siger Niels og han fatter pistolen, og så gik skudet!   Modsat os, mente Hvidbjergfolkene ikke at de kunne samle deres folk en nytårsaften og ville ikke være med, og jeg ved at Østergård  prøvede at få nogle af vores folk til at vende om, det lykkedes ikke- tværtimod- vi fik flere hjæl­pere med hjemmefra. Det blev en stor oplevelse, fordi der var fuldmåne, stille og ganske lyst og derfor et pragtfuldt syn da de 12 Containere i forskellige farver dalede ned fra maskinen. ­Det var ellers nær gået galt for en ungersvend, der just havde gjort natlig besøg på Overgårdsminde, netop i samme øjeblik han kom farende på sin Cykel faldt containerne omkring ham, og han overlevede. Det var vistnok Poul Bager der fik fat i fyren, og lod ham vide, at hvis han fortalte nogen noget, blev han skudt,  vi hørte aldrig om det. Hertil gik det godt, men nu begyndte vanskelighederne, fordi vi manglede vores lastbil, og natten var allerede ved at blive gammel. Niels Bager og Carl Åge blev sendt til Uglev på deres cykler og med en revolver i lommen, for der skulle bjærges en bil, om ikke med det gode så med vold.- De prøvede først en Chauffør ved at true med revolveren, men denne blev med samt sin mor så forskrækket, at han flygtede op på loftet. Derefter blev de to herrer enige om, at de måtte nok hellere stikke pistolen i lommen og prøve sig frem på en fredeligere facon. Det gjorde de så, og Møller Søndergård var villig til at løbe risikoen. Det tog dog en lang tid, fordi der først skulle fyres op under gaskedlen, der var nemlig kun gasgeneratorer til drivkraft, så førend vi fik læsset container­ne, var natten nær ved at være gået, jeg nåede lige netop hjem til morgenmalkningen og fik karlene vækket.

Til og med var det Pers dåbsdag--nytårsdag.   Det var ned­kastning nr. to, Vi fik een til på samme plads. Der var vi lidt uheldige, fordi een af containerne gik itu ved faldet, det var ganske mørkt og således kunne vi ikke være sikre på at det hele var kommet med. Dagen efter blev Dyrlæge Steffensen sendt på jagt for at se efter eventuelle efterladenskaber.

Midt i marts måned var kodeordet fra London på igen, denne gang var pladsen flyttet til Helleriis mark, men da det nu var ret lyst om natten, turde man ikke bruge lastbilen. Istedet for blev vi sat til at grave en grube til foreløbig opbevaring af containerne, de skulle så dækkes til med jord, og Chr. Riis lovede at overharve stykket for at slette sporene.  Alt var klar og vi var parat, og flyvemaskinen kom ganske lavt hen over os, men vi måtte ikke tage godset ned, af flere grunde, det var for lyst.---nogle af kammeraterne havde observeret grupper af tyskere på vejene. Den aften var vi meget skuffede.

Sabotage:  Det var næsten kun ødelæggelse af de biler der kørte for tyskerne. Eksempelvis var Carl Åge og vistnok Poul Bager cyklende til Hurup for at sprænge biler i en garage, over denne garage var der værelser som var beboede, disse beboere måtte nødvendigvis advares, dette fik de megen fornøjelse ud af.

 Chr. Thomsen og Søgård var det vist, blev sendt hen på vejen mellem Hellerød og Tambohus for at lægge sprængstof i en bil der kørte piger til muslingefabrikken i Oddesund. Alle blev beordret ud af bilen og væk før sprængningen. Da det var overstået siger Chaufføren: Jeg går hen og ser på liget! Men så dukker Chr. Thomsen op fra grøften med pistolen i hånden.

- Nej, jeg gider alligevel ikke!

Jernbanesabotage: Der var et vist samarbejde mellem modstands­bev. og jernbanepersonalet, her var det Hartvig Pedersen som ansat ved banen, Når Niels, Smeden og jeg, fik sprængt banen måtte smeden dagen efter i gang med at udbedre den forvoldte skade. Bomben bestod af et plastisk stof der til forveksling lignede marcipan, dette marcipan blev klistret fast på inder­siden af baneskinnen og en tændledning æltet godt ind i dette, ledningen blev forbundet med en såkaldt tændblyant, denne kunne indstilles på 1/4, 1/2 eller en hel time efter hvor megen tid vi behøvede for at komme væk. Når vi nu var kommen ud på hærværk, syntes vi det var passende at rive tyskernes telefon­ledninger ned,- det kunne da godt se ud som om det var menne­sker der var kommet dertil med landevejen, som var skyld i banesprængningerne.  Det må have generet tyskerne for meget, velsagtens fordi de trak store styrker hjem til hjælp i hjem­landet, derfor satte de vagter på banen. Derfor blev vi sendt ud en nat da der ingen banevagt var, med tidsindstillelige bomber. To nord for Uglev og to mellem træerne syd for Uglev. De to nord for Uglev fandt tyskerne desværre. I april måned kom der mange soldater ad hovedvejen med og uden heste og de skulle nødvendigvis have hvile indimellem, derfor var vores lade fuld af heste og soldater næsten hver nat - meget irriterende-.

Som før nævnt stod det sløjt til med de flestes kendskab til våben. For at få en smule øvelse besatte vi en stormfuld nat kalkværkets lade og øvede en smule. Ligeså gav det nogen øvelse, når våbnene skulle pakkes i trækasser, til udlevering til andre grupper, de var grundig indsmurt i fedtstoffer, så det tog mange timer at få disse renset. Det blev også bestemt hvem man måtte angive, dersom man kom under tortur, nemlig Carl Åge,­ Poul Bager, Kristian Borre og Valdemar Rosgård.

Jeg husker nok da Ejnar ringede og indbød mig til et spil skak, nej tak det kunne jeg ikke for jeg havde budt gæster til min fødselsdag, og netop den aften blev det bestemt, hvem der skulle angives  i given fald . Derfor vidste jeg intet om dette,og da jeg var den eneste der blev taget af tyskerne, var det jo kun mig der kunne have fået brug for bestemmelsen. Det fik imidlertid en lykkelig udgang, derom senere.

 

 

13/4. Her var vi netop bleven færdig med at tømme møddingen, begge spand var i gang med pløjning, og jeg var i marken at sprede møg. Kl. var nok omk. 11, da der lød 2 vældige brag omme fra jernbanen, straks syntes jeg det lød helt som det skulle. Men kort efter blev der skyderier, og jeg vidste at sabotørerne havde ikke våben med på en sådan ekspedition, altså kunne det kun være tyskerne der havde skudt. Jeg blev meget meget bange, og begav mig straks på hjemvejen.-- Det viste sig senere, at de soldater der havde gået vagt selvfølgelig blev bange da banen pludselig begynder at springe i luften omkring dem, de havde jo ikke passet deres job ordentlig. Derfor skyder de efter en indbildt sabotør for at redde deres eget skind, mere om ham senere.

Det skulle ikke blive bedre med min sindsstemning, da jeg kom hjem, for da stod hestestalden fuld af fremmede heste, og jeg syntes jeg var i min gode ret til at forlange disse heste fjernet, da jo nemlig vore egne der havde slidt for ploven, skulle ind i deres egne private båse.-

Nu gik det ellers sin  skæve gang, for jeg mente at de var nogle svin, og jeg har så senere hørt at det er noget af det værste man kan sige om en tysker.  Det resulterede da også øjeblikkelig i en forsvarlig lussing til mig.  Jeg kunne altså ikke gøre for det, men jeg leverede med samme mønt tilbage midt i løjtnantens grimme fjæs. Jeg må have ramt godt nok, for hele krigsmagten var over mig med det samme, og jeg fik godt med bank.

Nu skulle man vel tro at den afstraffelse var forbi, så jeg bad Anton om at hjælpe mig at bære kornet bort. Fordi de havde stjålet og de ville stjæle.

Nu havde de gode krigskarle imidlertid samlet kræfter påny og flere kom til, de ville også gerne være med, det var ret ufarligt for dem, jeg slog nemlig ikke igen mere, men søgte at slippe fri af djævlene, det blev Christen og Grethe der reddede mig, de kom løbende ud og fortalte tyskerne, at de måtte ikke slå deres far!

Nåh, Tut fik bundet nogle klude om mig, men hun syntes det var bedst at få doktoren fat. Da doktoren kom gik djævlene i tyskerne igen og de nægtede ham adgang, og han måtte køre igen, og Tut råbte ind i sovekammeret, hop ud af vinduet, det gjorde jeg så , og håbede at komme med doktoren ved landevejen. Det kom jeg ikke.

Hvad skulle jeg nu? Der var kun et at gøre, jeg løb mod Uglev alt hvad jeg kunne. Men halvejs opdagede soldaterne flygtningen og så begyndte skydningen både fra Odby og Odbygård. Kun een af tyskerne var en dygtig skytte, han ramte mig i det ene ben, det nedsatte dog ikke min løbeevne ret meget, der var dog een tysker mere der kunne ramme, men han valgte at sigte på en hest istedet for mig, for at ramme den måtte han hæve geværet måske 15 a. 20 m. Han ramte Anders Odgårds hest i benet, så at den måtte slås ned.

Da jeg nåede vejkrydset i Uglev kom der tyskere fra venste, fra højre, forfra og bagfra, og så gad jeg ikke lege krig mere, og jeg var nu værnemagtens fange. Jeg blev nu i triumf, med en skarpt bevæbnet kriger på hver side ført tilbage til min egen hjemmen og forsvarligt bundet til en lastbil, der var dog lige en tapper soldat der skulle have pyntet lidt mere på mit ansigt, på tilba­gevejen fra Uglev.

Nu var de gode tyskere vist kommen på de tanker, at det kunne være sabotøren der var fanget, og så blev det sandelig en mere farlig sag. Og nu gik der bud efter den banevagt der, efter hans eget udsagn, havde set bombemanden, og endda skudt efter ham . Banevagten, en ung knøs, kom og kiggede på mig: Joh, det var mig , løj han, nu mente han nok han havde reddet sit eget skind. Derefter gik der bud til Odbygård, hvor majoren havde ophold. Jeg ville gerne forklare den fornemme mand sagernes rette forhold. Men det blev kun til en nådig hovedrysten, derimod havde han en glad meddelelse til sine folk: "Rosevelt død"-- og de omkringstå­ende svarede grinende "Han wel" Nu kunne jeg efterhånden indse at her blev ingen pardon. Og da jeg efterhånden var blevet noget udmattet af strabasserne, og med udsigt til at skulle gå forsvarlig bunden efter en vogn, hvem ved hvor langt? Med disse udsigter for øje , simulerede jeg bevidstløs, jeg blev så smidt op på ladet af vognen, denne blev foreløbig kørt om til tyskernes venner  N. M.- og efter en stund videre til et vagtskur i Oddesund. Hvor jeg til min forbløffelse kom til at dele arrest med en bekendt "Rasmus Erik" Astas søstersøn, han havde tjent i Østergård og tjente nu hos Kr. Pedersen i Refs. Tyskerne havde beslaglagt Kr. Pedersens hestebefordring og for ikke at helt at miste denne var Rasmus Erik rejst med som kusk. Tysker­ne havde lovet dem fri i Flovlev, de blev ikke fri, men da de kom til Odby nægtede R. E. at køre videre. Dette var lydig­hedsnægtelse mod værnemagten, R. E. blev arresteret. Man fortalte om denne arrestation, at han blev lagt på langs og en gevær oven på ham, så modet kunne blive pillet af ham, og senere som nævnt sat i samme arrest som jeg. Jeg havde det ikke så godt. Jeg ville vende mig på briksen men kunne ikke, jeg bad R. E. om hjælp, men da han ville rejse sig, blev han vist tilbage. Efter nogen tid så vi som en skygge gå forbi deruden­for, og vagterne mumlede "gestapo"-- det var tydeligt at de havde respekt for denne. Vi to arrestanter kom nu i forhør. R. E. han var selv­følgelig så ydmyg som det med rimelighed kunne forlanges, dog på et tidspunkt snurrede gestapo rundt, greb en kost og truede danskeren med den, at hvis ikke vi danskere kunne underordne os overmennesket så skulle vi få!! Og med disse formaninger blev han frigivet. - Hestebefordringen havde Kr. Pedersen megen bøvl med. Jeg tror nok han fandt dem langt nede i Hardsyssel.

Kr.Pedersen havde en artikel om denne befordringshistorie i avisen for ti år siden. Jeg har bevaret et udklip deraf.

Forhøret om mig foregik mest hjemme hos Tut. Hun fortalte dem at jeg bestemt ikke havde sprængt nogen bombe, og endnu bedre, de forhørte sig hos naboerne og Vorde kunne bevidne at jeg var i marken for at sprede møg da bomberne sprang, altså måtte banevagten der mente han genkendte mig, være en løgnhals. Der blev for en sikkerheds skyld holdt husundersøgelse, de fandt to damearmbåndsure og mit lommeuhr til 52 kr. som jeg fik til min 12 årige fødselsdag. De puttede dem i deres lommer, og min cykel blev skrællet ved samme lejlighed. Jeg blev nu taget i for­varing på lazarettet i Struer og fik skrammerne syet sammen.

Dagen efter blev der igen forhør med en dansk tyskertøs som tolk.- Det er vel forståeligt at herrefolket, som efter deres mægtige sejre nu kunne se frem til det snarlige fuldstændige nederlag, at de blev frustrerede og forvirrede.

I denne vinter, når vejret var nogenlunde, kunne vi hver nat høre de engelske bombere, sikkert flere hundrede, flyve netop her ind over, ude fra havet, vistnok fordi der var anbragt en radiosender på Helleriis.

De vidste, at når de kom hjem, var det til huse og byer der var  bombet sønder og sammen.

Ligeså var der mange Hviderussere som var gået over til tyskerne. Jeg mente de var forrædere, men da blev de vrede og forklarede mig, at kommunisterne var endnu værre end nazisterne.

 

Sammenlignet med de flotte Soldater vi så køre nordpå d. 9 april, og her ­for­bi kl. halvti om formiddagen, var det et ynkeligt syn at se disse mennesker, mange til fods, i deres slidte munderinger drage til deres hjemlande, for russerne formodentlig til en dødsdom.

Det blev mere og mere spændende og lytte til den engelske radio, eftersom tyskerne blev trængt tilbage, og ingen kan tolke vores glæde og lettelse som vi følte om aftenen den 4de maj.

Vi må gå lidt tilbage i tiden til en dag hvor tyskerne havde husundersøgelser på Jegindø, da vi var nødt til at regne med at man ville fortsætte dette her på Thyholm, fik vi ordre til staks at nedgrave alle vore våben, jeg husker at onkel Peter og jeg i nattens mulm og tvært over markerne gik ned i Onkels Skov, og begravede arsenalet der.

Da nu fredsbudskabet lød, fik grupperne travlt med at få gravet Våbnene frem, men det skulle også ske om natten, ingen måtte nemlig blive set med våben før 5. maj kl.8.

Vi stillede alle mand til parade med våben i hånd, uden for Krabbes hjem, der fik vi udleveret et blåt armbind, der skulle betyde militæruniform, vi var således retssikret som statens militær.

Der var efterhånden blevet en del, vistnok for nogles vedkommende forundrede, tilskuere, og Thajsen udbragte et hurra.

Vi var nu en slags Politi og blev sendt til bevogtning forskellige steder, flest til Oddesund hvor tyskerne havde megen materiel, der blev holdt døgnvagt, indtil dragonerne overtog vagten, vistnok een til to måneder efter.

Det var en skøn tid for næsten alle danskere.

Der var dog noget som vi mindes med ubehag. Krabbe oprettede et forhørslokale på elværket, derefter blev nogle af os sendt ud for at anholde de personer der havde udvist udansk opførsel, nogle af dem blev samlet på en lastbil til spot og spe, det er ikke rart at mindes.

Der lå 36 store faldskærme på lager hos Kr. Møller, de var vistnok vaskede og gjort i stand af Kr. Møllers Mor og Søster. Halvdelen blev sendt til Hvidbjerggruppen, så var der 18 til os, nogle af de sidst tilkomne måtte nøjes med 1/2. Jeg fik tildelt en hel hvid, vi byttede så lidt rundt med de der fik de farvede, røde blå. Når vi fik tildelt disse faldskærme var det god betaling for vort natlige arbejde. Af vor faldskærm blev der Brudekjole, Dåbskjole og mange Skjorter m. m.

Disse piger som jo altså ikke kunne modstå de flotte tyske krigere, blev selvfølgelig ikke kaldt til forhør, det var der så nogle ungersvende der tog sig af, idet de iførte sig gasma­sker og sakse, fik mændene listet ud, og pigerne straffet. Det var ikke helt lovligt, så efter en tid blev de skyldige fundet , og de fik vist en lille bøde.    

Da jeg blev mistænkt for at stå bag dette, udtænkte "Bette Drees" en fæl hævn: Den næste nytårsaften drak han og hans venner: Poul Ludvig og Holger Olsen sig mod til. De fik fat i nogle stokke og for hver rude de knuste råbte de "Gestapo".

Det hørte og så vores Pige "Mary", og hun mente, at een af dem havde en rød Trøje på. Jeg havde Drees mistænkt, så jeg besøgte ham dagen efter-- han havde en rød Trøje på - samme aften var der knust ruder på netfabriken og ved P. Borre, han var nemlig kommunekasserer-.

Drees sværgede med fingrene rakt op, at han havde ikke knust ruder. Da politiet besøgte ham, havde han ikke den røde trøje på. Da han med sine kammerater var mistænkt, blev han taget med i arresten, men de nægtede stadig. Så lavede Politiet en gen­istreg. De bildte Dreeses kone ind, at de var gået til bekendel­se. Nåh, jo, det var rigtig nok.- En tid efter kom Poul Ludvig til døren for at bede om forladelse, og vi var venner igen.