Landsbyen Odby og dens slægter!

Een af de meget tørre somre omk. 1880 gik branddammen i Odby tør. Det var ret slemt for de bønder der havde husdyr, fordi man der havde kunnet vande både heste og kvæg. Thames Faster, hans rigtige navn var Thomas Nielsen, der ejede branddammen, talte med sine naboer bl.a. Kræn Lausten  og Kræn Villadsen hvad de skulle gøre? De blev enige om at hjælpe hinanden ved at grave et stort hul lidt længere i vest. Da Thames, Kræn og Kræn fik gravet de øverste lag af engen, kom de ned i noget helt andet materiale, de standsede op--og kiggede på hinanden, og så sagde Kræn Lausten med sin pibende stemme: Thames, råbte han, ve´ do hwa do hå her -det er mergel! Ja det er æ også. Gå om på Odbygaard og snak med Maltinus, for han har forstand på sådan noget, for han gravede masser af mergel op af sin mergelgrav nede ved Uglev.---Ka du rende om efter Maltinus Niels Kristen. Niels Kristen Madsen var ham der kom i smedelære --og senere blev Bedstefar til Kbm. Kristian Krabbe .  Niels Kristian rendte så på sine hjulben om på Odbygård, og Maltinus var straks interesseret.  Jo sagde han, nu skal i gøre det rigtig! I skal begynde helt henne i vestenden, og så skal  I grave, ligesom når i fylder møg, een bænk af gangen, for i kan tro at det vil sætte vand ind, når i kommer lidt ned i mergelen.     Nu gik der bud til alle der havde gode heste, først til Thomas Poulsen på Knudbak, han havde de fineste jydske hopper med stamtavle.
Og Thomas´  broder Peder Skalshøj Poulsen på “Skalshøj” og endnu en broder Poul Pedersen Poulsen, der også havde et par heste, Han boede hvor Askov nu bor. 
Den fjerde broder Mads Poulsen havde kun een hest som gik i spænd med en stud, så det duede ikke til mergelkørsel, og flere endnu kom og hjalp med heste, og mange med skovle. Mergelen var let at stikke skovlen i, næsten ligesom smør.---Det rygtedes hurtigt hvad der foregik i Odby, ja helt hen i Hellerød, hvor Niels Gades drenge Christen og Niels besluttede at rende hen og se på begivenhederne, og derfor ved vi at sådan gik det til.--Christen kunne jo ikke vide, at han blev ejer af Odby Dam 22år efter.   Det blev efterhånden til et helt bjerg af mergel øst for dammen. Det var ganske rigtig som Maltinus havde sagt, vandet strømmede op som et kildevæld. og Tames Fasters husholderske rendte ned med melmadder og øl når sulten blev for slem, og Thames der jo havde høkerbutikken kom med høkersnapse og kardusskrå  for at hæve arbejdsglæden.

Der skete vældige omvæltninger for Odbyboerne just i disse år. Det mest epokegørende var nok det vældige arbejde med togbanen.
Der gik mange timer for ungdommen og vel de ældre også med at kigge på tipvognene når de futtede frem og tilbage med sand fra draget, for at lave dæmning over søen. Og der foregik også store ting just i de samme år. Den mægtige store hollandske mølle var allerede rejst og var begyndt at tømme søen for vand, og da vandet var pumpet ud, begyndte kanalgravningen, da så det hele var tørlagt, blev der lavet en stor tromle med pigge i til at lave huller i søbunden, hvor drengen tjente en skilling ved at plante en bestemt slags græs. Karl Skomager var een af drengene -fortalte han mig.--Se, uden om søen var der sandet, sådan at der intet kunne gro i sommertiden, og derfor blev der gravet såkaldte landkanaler, som vandet kunne pumpes op i, og så ledes ud på de tørre egne, og det blev såre frugtbart.  Nu kunne Thames Faster nok se, at der måtte folk til at at have opsyn med det nyinvundne areal, fordi det lå så langt fra hjemmet. Derfor lod han bygge et dejligt hus med stald i vestenden, sådan at når der blev bissevejr, kunne kvæget trækkes på stald, og huset kunne lejes ud til folk som kunne have opsyn med dyrene. Dette var 20 år før cyklen blev opfundet, derfor var det eneste transportmiddel  ”benene” og hestekøretøj. Thames kørte da også hver dag sommeren igennem ned, at nyde sit nyindvundne domæne med sine to sorte heste fortalte Niels Kobbersmed.  Maltinus lod også bygge et sådant søhus hvor digteren Anders Tuborg blev født. Hans digt en  “drikkevise” og “Jens Rytters bedrøwt” haves!!

1903 plantede Niels Kræmmer og hans far Peter Kræmmer vores lille skov. Niels Kræmmer boede i vores søhus sammen med konen Marie og datteren Petrea og senere i 1905 Peter. Senere i 1907 ventede Maria Sinne en mørk aften. De gik udenfor og råbte efter hjælp. Ingen hørte dem, så tændte de tællelys i vinduerne - ingen så det. Niels Kræmmer var dødssyg af tuberkulose. Han døde 4 dage efter.

 
    I disse år omk. 1882 havde folkene i Odby så meget at snakke om og hjælpe hinanden med, at de tænkte ikke så meget på at være uenige.---- Der blev nu nok et og andet, som der kunne skændes om Bl.a. Odby sø. Men det var ikke før 39 år senere. I 1921 brød fjorden gennem dæmningen. Det kostede en stor sum penge at få  repareret dæmningen, og der blev aldrig den store græsavl der havde været.           
Der skete også andre ting i disse år omk. 1880. 

Det gik ellers godt nok med at konerne selv kærnede ders smør. Den arbejdskraft var gratis, og de dygtigste koner fik den højeste pris hos høkeren. Så når karlene skulle have fundet sig en kone spurgtes der :Er hun god ved kærnen? Og er hun god til at malke.--Men nu havde en mand slået sig ned som noget de kaldte Mejerist. Han hed Ludvig Pedersen.  Han købte sig en flad vogn. og en hel masse store spande med øre i begge sider, ingen havde set sådanne spande før. Når de blev fyldt op vejede de 80 pund. Så kørte Ludvig rundt til gårdene og købte deres mælk. Når spandene var fyldt op, kørte han hjem til sit lille mejeri hvor han havde noget de kaldte en centrifuge---Et underligt navn--- På den kunne han skille fløden fra mælken i løbet af en studs---Hekseri---Turen skulle formodentlig køres nok engang for at få solgt skummemælk og kærnemælk.    Efterhånden begyndte nogle af de mere dygtige landmænd at snakke med hinanden om, at ham Ludvig tjente da vist for meget, og at altså bondemanden fik for lidt. 

Maltinus Villadsen fik nu kaldt sammen til et møde for at købe mejeriet af Ludvig.        

  Nu er det så heldigt at Falck-Rønne har beskrevet et sådant møde, som han overværede som dreng.                  En hel række sad side om side under vinduerne. De sad ganske stille, foroverbøjede med hænderne mellem deres knæ, sugende roligt på deres piber.---Ordene der blev talt, syntes ikke at gøre større indtryk.--- Men da man kom til enkeltheder, og der blev nævnt summer, skete der en svær forandring med dem,--de begyndte at svede. De tog af og til huen af og purrede sig i håret som for at lufte hovedet, de kløede sig bag øret, og--- hvad der var det mest talende---piberne gik ud, og de glemte at tænde. De fleste havde vel penge på kistebunden, i al fald var gårdene ikke prioriterede, og disse summer gik dem på livet løs, det rørte deres inderste. Naturligvis ville de gerne være med at tjene mange penge- men risikoen bette venner!!!        
 Endelig var der een der talte: Æ vil eet´ vær’ med; for hudden ka’ de find´ redelighed i, om det er mi peng’ eller ajer’ djer’ peng’---om det er mi´ mjælk eller mjælk fra en ajen si gor?   På samme tid skriver Kr.Krabbe, det var i 1888, at hans far, der da boede i Hellerød, havde meldt sig til mejeriet i Barslev, men fortrød og meldte sig til Ludvigs mejeri. Det blev så købt og kom til at hedde “Godthåb”- det var et godt navn.--
Trods navnet kom det til voldsomme stridigheder om mælkeruter og ikke mindst om mejeribestyrer. Om bestyreren straks!!! Ludvig skulle fortsætte driften som bestyrer, men ham røg man hurtig uklar med, og han blev afskediget, og en N.Chr.Jørgensen blev ansat, ham kunne ingen rage uklar med. Han giftede sig med sin mejerske og de blev ved i 40 år.

Da gamle Jørgensen skulle gå på pension kom den hårdeste krig i mejeriets historie. Jørgensens søn Ejnar var særdeles godt lidt blandt alle, men mange bønder mente ikke, at han var dygtig nok. Det var bestyrelsen der skulle vælge mejeribestyrer, og der var een stemmes flertal for en fremmed  ansøger.

Nu krævede en kreds af andelshavere bestyrelsesvalg. Det blev samme resultat- een stemmes flertal  for Ferdinand Jørgensen Den krig sad i sindene i mange år. Niels Lousdal fik endda øgenavn ved samme lejlighed. Han syntes den nye bestyrer skulle være -Up-to- da-te. så hed han uptodatemand.

Tilbage til 1921 -en skøn forårsdag blev der ildløs i det gamle mejeri, det var svært heldig, for det trængte nok til renovering, og nu kunne vi endelig få et enkelt bad om vinteren a.25øre ca. og et frysehus blev der også installeret.-- Det var nu ellers sjovere ved det gamle mejeri, for da blev mejeristerne sendt ud til dammen og skære isklumper til sommerbrug, disse isklumper var gode at sejle på. Men på den anden side ødelagde de jo også vore skøjtebaner.

Det var dog også uheldig med den mejeribrand. fordi transportmidlet dengang var heste, og den eneste mulighed var mejeriet i Hvidbjerg. Der var fuldt optaget af deres egne leverancer om formiddagen. Så fik “Godthåbs” leverandører lov at få mælken behandlet om eftermiddagen. Det var hårdt at være mælkekuskehest den sommer. Nævnes skal et par markante personligheder fra disse dage.

:Mælken fra Mads Madsen Helleriis var nok blevet lidt for sur, så den blev sendt tilbage uden at være skummet. Den blev sendt til mejeriet dagen efter med beskeden--- “Mælken skal skummes”-- Mejeribestyrer Hald var lige så stejl som Madsen. Der blev sat en seddel på spanden ”Mælken skal ikke skummes”.

Efter som havet åd sig ind i landet fra vest, der var efterhånden forsvundet 8 byer ud for Agger og Harboøre    Røn -Toft- Øster Agger-Vester Agger-Nør Ålum- Sønder Ålum-.

18/5 1814 forsvandt Nabe og Bolm.  Derfor flyttede mange af indbyggerne over på denne side af Limfjorden.. Blandt disse var Søren Flyvholm Råby og Jens Nielsen Hvas kaldet Jens Rytter. Disse to havde en oplevelse ude på fjorden som der gik frasagn om i mange år, nemlig da Jens reddede Søren fra druknedøden. Denne hændelse har jeg fortalt om tidligere.

Her skal fortælles om, hvordan det gik til at Gertrud Flyvholm Lauritsen blev stammor til Riisslægten fra Uglev.      

 Den begynder her i Odby den morgen da Ann’Margrith havde malket de to køer og kom ind til sin mand Jens Rytter, og forkyndte for ham, at den ene ko vist var tyrgal , for den holdt æ mjælk. Jens havde ellers travlt med at bøde ålegarnene, men det fik så vente. Jens fik lagt et hornreb på sin ko, og de to begav sig så på vandring for at få udvidet den sortbrogede jydske kvægrace. Tyren de søgte tjeneste hos boede på Odbygård hos Maltinus Villadsen, eller Fritz Kruse Odbygård: Vor Stamfar Christen Dueholm købte Odbygård 1813.Han var samtidig gårdkøbmand Efter hans død 1826 fortsatte sønnen Niels Dueholm vistnok også  som høker. efter Niels Dueholms død blev begge gårde sat til salg. Pudsigt nok var det igen en gårdkøbmand der købte den til sin søn Maltinus Villadsen. Han var en dygtig bonde, men var desværre i en sådan kautionsforpligtigelse for sin svoger på Helligkildegård, at han måtte overtage denne, og solgte derfor Odbygård i 1892

til Fritz Kruse. F.K.s´ Far, Niels Smed, var studehandler. Den tysker han solgte studene til hed Fritz Kruse, da han så fik en søn blev han kaldt op. Niels Smeds Farfar: Anders Smed, var smed i Odby.  Fritz kunne nok heller ikke styre Odbygård, han solgte i 1902 til Niels Overgård, og købte Fjernshøjgård. 

Da Jens Rytter nu kom trækkende med sin sortbrogede ko og skulle over landevejen traf det sig at han rendte på sin nabos søn, Lars Semb Hebsgård Andersen.  Lars havde slået sin bagende ned på hesteværnet ved landevejen. -Stenene med hul i står der endnu-  Lars var kronisk træt, og nu skulle han op i deres  mark på Odby bakke for at sprede møg.----Lars boede hjemme hos sine forældre. Faderen Anders  Hebsgård ejede gården vest for landevjen lige overfor Odbygård Mat. nr. 4. Anders Hebsgård var vistnok sognefoged og helt sikker strandfoged for den sydligste del af strandlenet, han ejede nemlig jorderne der senere blev Ambys ejendom, og ligeledes jorderne vest for landevejen nord for Odby. - Foruden Lars, fra 1862 der jo var kronisk træt, havde de en søn Kr.Ajsen Hebsgård, fra 1851,der boede i nuværende A. Højbers ejendom. -respektabel omdømme!- og en datter Katrine 1846, der i huj og hast blev gift med Poul Olesen  “Højlund” -de løste nemlig kongebrev, som stadig findes hos Gunnar Olesen, og de blev til en stor familie, en anden datter -Ane 1849 blev gift med Laust Korsgård, de boede først i Oddesund, men kom senere, forunderlig nok, til at bo i førnævnte Gertruds første hjemmen på Thyholm ”Lervarefabrikken” Denne Ane Hebsgård skriver M.P.Kastberg om i “90 år i Jylland”. -sålunde- ”Tames Fasters husholderske skulle giftes med P. Bjerremand og Thames ville bekoste bryllupet, og festen skulle stå på Skelhøjgård. Kastberg var budt med til bryllupet, og var tildelt Ane Hebsgård som dame.

Nu var der sket det beklagelige for Kastberg, at han lige havde modtaget et vigtigt telegram , som havde forvirret ham sådan, at da det var hans tur at gå offergang i kirken, glemte han at få sin dame med, som det var skik og brug. Da så Kastberg kom ned til sin plads, hviskede hans nabo i stolen. De glemt djer dame--De glemt djer dame” og derovre sad stakkels Ane, blussende rød. Kastberg tog situationen i stiv arm, rejste sig og sagde, kom så Ane!  og så gik han en offergang mere denne gang sammen med Ane.

Tilbage til Jens Rytter og hans brunstige ko, de var jo kommen i snak med Lars, der sad og hvilede sig på hesteværnet. Han var trukket i sine kluntede træskostøvler og var udstyret med en møggreb og skulle så helt op for norden og sprede møg. Lars var som sagt kronisk træt, og hvem ved måske var han syg. Jens så straks at her måtte gøres noget. -Manden måtte reddes!! og så var det han gav Lars alle tiders bedste råd, for han kunne se at Lars kunne ikke tjene føden .Og hans Far Anders Hebsgård kunne også se, at  Lars kunne ikke drive en gård . Derfor var det Anders Hebsgårds dattersøn Anders Hebsgård Olesen der fik slægtsgården. Han solgte imidlertid det dejlige stykke jord op langs landevejen til Kr. Gade i 1917 til stor fortrydelse for sin familie. -de mente vist at det var helligbrøde. Han rev stald og lade ned og flyttede det hele  op i Bjørndal hvor nu Martin Riis Jensen har til huse, der byggede han så den lille gård.

Hvad var det så for et råd Jens gav Lars, jo, det var det råd som skulle få betydning for Riisslægten fra Uglev. Alt imens de to havde siddet og hvilet sig på hesteværnet, og koen gjorde sig til gode med vejgræsset, havde Lars forklaret hvor ondt han havde det, kunne Jens Rytter se, at “her måtte findes en udvej” Her var det så at Jens Rytter hittede  en udvej som skulle redde Lars’s fremtid.-Ve’do’hwa’do sku Lars! Do ska’ ta’ te’ Harboør’.--Der gor’ der en rig enk’! gjør do det Lars.

Lars syntes det lød godt, det var da et forsøg værd--to hwa, en billet til Humlum kunne vel overskues og så kunne der måske findes en gratis køring til Harboøre.  En morgenstund trak Lars i sit nye chevietstøj og sine kirkestøvler, og løste billet til Humlum. Det var en ret besværlig rejse. Det tog en masse tid at komme ombord på den mægtige færge ”Ingeborg” og ligeså i Oddesund syd, at komme fra borde og gå over i det ventende tog, som så skulle føre Lars til Humlum.  Vi kan se i den lille Kirstines breve, senere i historien, at med held kunne der findes et hestekøretøj som skulle samme vej. Det har sikkert været hen mod mørkningen førend Lars nåede Harboøre. Jens Rytter havde nøje forklaret Lars hvor gården “Flyvholm” skulle findes. Det var let nok. Der kom enken med to nysgerrige småpiger i skørterne. Det var ikke hver dag, der kom så fine fremmede. Og Lars frembar sit budskab fra Jens Nielsen Hvas, et ret godt navn på disse kanter, om hun manglede hjælp til at drive sit landbrug? Jo, Lars kunne godt få arbejde et stykke tid.

 Lars var nu som et andet menneske, om det var den dejlige havluft, kunne man tro, eller der stak noget andet under. Særlig de to småpiger syntes godt om manden fra Thyholm, for han var så rar.

Og når man tager barnet ved hånden ,tager man som bekendt moderen moderen om hjertet, og det endte efter Larses’ planer med bryllup. Dagen efter bryllupet blev Lars syg, og trods omhyggelig pleje fra hans kone ,og ikke mindst  de to småpiger tog sig kærligt af deres nye far, følte stakkels Lars sig stadig ringere, og han begyndte at tale om at det da vist var havluften han ikke kunne tåle. Det var nu ikke appetitten det var galt med. Madsine kræsede vældig op med alle diverse fiskespiser, og det forsvandt uden besvær ned i Larse’s mave. Madsine begyndte  at snakke om at få sendt bud efter doktoren. Nej, sagde Lars, det er alt for dyr. Han havde allerede begyndt at tælle Madsines penge, og dem var der mange af. Ganske vist var det svundet kraftigt ved brylluppet, fordi disse to skide tøser skulle have en betragtelig del sat ind i formynderiet. Lars kunne ikke holde sig fra at begynde at bide efter de to. De blev noget desorienterede, da han fra at være den kærlige farmand pludselig gav ondt af sig over alt og ingenting.---Så en dag rejste Lars sig fra sottesengen og oplyste, at han skulle til Thyholm i nogle forretningssager. Den næste dag var Lars tilbage på gården “Flyvholm” og meddelte til sin kone Madsine, at nu havde han hold på en dejlig ejendom i Odby--lige nabo til hans fars gård, så nu skulle “Flyvholm” sælges. Aldrig, aldrig, sagde Madsine , nu har den været i vor slægt i mange hundrede år, så her bliver vi!!! Ser du Madsine, det er jo altså noget manden bestemmer. og nu har jeg bestemt at vi flytter!!!! Så solgte Lars Flyvholm og købte ejendommen ved Odby kirke, hvor nu Brittas  lervarefabrik har til huse. Der var stadig mindelser fra  den tid der var høkerbutik, idet hylderne var bevaret, fortalte Jenny Maul! Det var et vidunderligt bytte, idet der lige kunne fødes et par køer, som Madsine jo skulle malke, og ellers kunne man sagtens leve af de mange penge ”Flyvholm” havde kostet, bare ærgerligt med den store sum, der skulle sættes hen til tøserne, men, men renterne fik Lars da fingre i hvert år.--Nu var der sket noget meget beklageligt ---Madsine var blevet gravid, og det førte store omkostninger med sig. Madsine, ja hun var jo nu rykket op fra sin dejlige slægtsgård og sin vennekreds på Harboøre og pladseret i et lille krumt sted. Godtnok var der måske enkelte hun kendte fra Harboøre-- Jens Rytter, Søren Flyvholm Råby- Mads Hoves i Hellerød, og så skulle hun bo i samme hus som Lars hu, ha, Som nu tilsyneladende havde genvundet helbredet, men aldrig kom ud af dovenskabet.  Madsine fødte sin lille datter som døde straks efter fødslen. Madsine døde---sikkert af sorg og græmmelse---3 måneder efter..

Der blev brugt nogle få kroner af kapitalen til en gravsten.

Steddøtrene ”Gertrud“ 12 år--”Kirstine” 9 år blev nu sat til at udføre husmoderens pligter, for at forøge kapitalen en smule, blev der budt jernbanebørster ind på kost, som skulle tilberedes så billigt som muligt. Det foregik på den måde, at Lars stod bag pigerne og plukkede dem i skindet, hvis de kom for gode sager i maden. Når den så blev serveret, skændte han på dem, så børsterne kunne indse, at det var pigerne der var mak ved.--- sådan fortalte pigerne selv historien. De fik sådan set løn for arbejdet, idet de hver dag fik lov at smage maden de selv havde lavet, de fik også en smule tøj, men det var nu altsammen betalt af rentepenge fra deres egen arv efter deres mor. Selve summen der var sat hen i overformynderiet  måtte ikke udbetales førend de fyldte 18 år. Lille Kirstine oplevede det ikke. Indboet Messingsagerne Sølvtøjet, det hele, det lagde Lars sin kolde hånd over. Det kunne ikke skjules, da pigerne blev lidt ældre, kønne var de jo, at der var en ganske pæn sum sat hen i overformynderiet, da Gertrud blev 16 år, fik hun det første frierbrev, som er opbevaret. Det blev et nej.----

Da hun blev 19 år giftede hun sig med Martin Riis. Så er det man må spørge? Skulle der med føje så megen lidelse til for Madsine og pigerne for at Martin Riis kunne få en god Mor for sine børn.

Efter 5 år giftede Lars sig med Trine. Hun var vistnok søndenøver fræ. Gertrud var nu ved at være voksen-17 år, og kom ud at tjene, vistnok hos Mads Anton Hove i Hellerød. Nu var lille Kirstine så ene hos Trine og Lars. Det var ikke som i Himmerig, så en dag kom Gertrud og hentede Kirstine og bildte Lars ind, at de skulle til Uglev for at besøge Gertruds svigerfar- Mikkel Riis. For ikke at vække Lars’s mistanke tog de intet rejsegods med.. I stedet for Overgård, drejede de om til Jernbanestationen og løste billet til Humlum. Herom kan læses i Harboørepigernes breve.

1910 købte han et passende stykke jord vest for Uglev, og byggede nyt hus sådan til 2-3 køer, som Trine så kunne malke. Han havde jo stadig Madsines penge!!!

Lars døde i 1913 da sønnen Ajs slagter var 7 år.  Det var jeg nu ligeglad med, sagde han, men jeg var glad for at få fri fra skole den dag.  Da Lars skulle begraves blev der sendt bud efter en murer, for Lars havde forlangt, at der skulle mures om hans kiste, så at ormene ikke skulle komme og æde ham. Da tiden efterhånden var udløbet for gravfreden, skulle gravstedet bruges til en ny begravelse og Jens Villadsen var nysgerrig efter om rygtet om cementen var sand.- Det var det!!

I disse to ejendomme som var henholdsvis Lars’s fødehjem, og hjemmen da han flyttede fra Harboøre: nemlig såkaldte ”Hebsgård” og “Brittas lervarefabrik” endte de to halvbrødre Niels Martin Vestbjerg og Kr. Vestbjerg Madsen, efter at de havde misbrugt deres gode muligheder.

N.M. ejede først en gård på Randersegnen, men da Bjørndalgård blev til salg i 1907, vendte han tilbage til Thyholm og købte den. Han frasolgte straks jorderne øst for gården. sammen med kridtgraven og kalkværket, og kom således til at sidde næsten gældfrit i en dejlig stor gård. Det var måske grunden til det store overforbrug, som endte med fallit først i trediverne. Så flyttede N.M. sammen med sin kone Ane ned i “Hebsgård” som nu var bleven til en bitte ejendom til et par køer.

Halvbroderen Kræn Vestbjerg der blev gift med  Anes søster Sine Købte Fjenhøjgård i 1912 da var Kresten 20 år. Den gård var for bitte til Kresten. Han solgte til sin far Anders Madsen og købte en stor gård i Visby, og troede han skulle være herremand, efter hvad man fortalte! Det blev desværre også til fallit.
De endte så efter flere flytninger i “Brittas keramik”.

 Efter de mange turbulenser endte de med at have det godt.