Til Juletræ 4 gange paa een aften  (skrevet til "Jul i Thy" 1966)
             

Af Kristian Krabbe, København
(Den omtalte "Peter", er onkel, Peter Ignatius Jensen) (Chr.)

DET VAR JULEAFTENSDAG 1922.
En snestorm satte ind tidligt på eftermiddagen.
Læge Kruckow, Hvidbjerg, var kaldt ud til os i Uglev for at se til Peter, som lå blussende af feber og smerter. Han var 14 dage i forvejen blevet sparket over benet af en hest.
Lægen var efter undersøgelsen noget betænkelig og sagde, at skaden havde udviklet sig til en livsfarlig knoglebetændelse, som krævede omgående operation.
Mellem læge Kruckow og overlæge Espersen på Thisted sygehus blev der pr. telefon vekslet korte bemærkninger på dansk og latin) og fra Thisted blev udsendt en ambulance med den unge Viggo Krogh ved rattet.
Ambulancen nåede med noget besvær frem til os, og nu forestod en meget vanskelig transport Jeg sad ved den meget syge patient, og jeg havde mit mas med at understøtte båren, der slingrede, når bilens fører satte fuld fart på for at forcere snedriverne, som efterhånden var blevet ret store.
En fin præstation at klare en sådan tur fra Uglev til Thisted, når jord og himmel står i et knog.
Ikke mærkeligt, at sveden drev ned over Viggo Krog'hs pande, da vi omsider nåede sygehuset.
Der omkom to mennesker i Jylland denne aften på grund af vejret.
Læge Kruckow var ikke bange for at vove pelsen, når der var noget alvorligt på færde, og han ville med til Thisted for at overvære operationen, men han havnede med sin bil i landevejsgrøften tæt ved Hurup og måtte nærmest kravle op til Hurup station for at nå et tog til Hvidbjerg, hvis der skulle komme et sådant.
På et mindre provinssygehus som i Thisted den gang, virker det naturligvis forstyrrende midt under travlheden med at gøre juleaften festlig for patienterne at tage imod en patient, som kræver hurtig behandling, men læger og personale var parat, og efter en kort undersøgelse blev Peter ekspederet op til bordet under den store lampe, og jeg blev indbudt til juletræ på sygehuset sammen med patienterne.
 Vi sang »Det kimer nu til julefest« og andre julesalmer, og juleevangeliet blev læst af den gamle, venlige og adrætte pastor emer. Krarup, Thisted.
Overlæge Espersen havde stillet sit kontor og sin telefon til rådighed for mig i ventetiden, så jeg kunne ringe hjem og fortælle, at vi havde nået sygehuset i god behold.
På bordet lå fagskrifter i lægekunsten -  det var måske ikke helt tilfældigt, at et åbent blad viste underekstremiteternes knogler med en masse streger og tegn.
Jeg tænkte, at selv en erfaren kirurg nok læser på sine lektier, inden han foretager alvorlige indgreb på sine medmennesker.
Da Peter efter overstået operation var kørt ned i sin seng og lå hen i æterdøs, vinkede jeg farvel og hastede mod jernbanestationen efter at have oplevet mit første juletræ den aften på sygehuset.
Fra vinduerne på Stationsvej sendtes gennem gardinerne et orange skær ud på sneen.
Juletræerne var tændt, og festen var på sit højeste.
Ja, tænkte jeg, nu har de spist julemiddagen, alle familier, og sidder omkring det lysende træ og deler gaver ud - hvem der nu havde været velbeholden hjemme på gården!
Posthusets flagsnor klaprede mod den svajende stang, når vindstødene kom, ellers var der kun vejrets lyde at høre. Sneen var blæst sammen i skrå bræmmer fra hjørnet af Frederiksgade over mod hotel Phønix.
På stationen meldtes om uregelmæssig drift, ingen toggang efter køreplanen.
Jeg besluttede at gå op til familien Østerbye, der boede lige over for banegården. Jeg var tre år i forvejen udlært i malerfaget hos H. P. Østerbye.
Herfra ville jeg kunne holde mig underrettet om mulighederne for at komme med et tog efter Oddesund.
Jeg blev hjerteligt modtaget i familien, overraskede som de var over at få en gæst på sådan en aften.
Efter at jeg havde redegjort for mit usædvanlige ærinde i Thisted og havde fået noget at spise, syntes Østerbyes små piger, at vi atter skulle gå omkring træet nu, da »Kristian den tredie« - sådan hed jeg som lærling - var kommet på besøg.
Vi vandrede så i ring om juletræet med salmebøger i hænderne og med Jens Østerbye ved klaveret, og vi sang» Julen har englelyd «.
 Ved cigarerne bagefter udspurgte mester Østerbye mig om malerskolen i København, hvor jeg den vinter var elev, og om arbejdsforholdene i hovedstaden.
Imens havde en af drengene fået opspurgt, at der snart ville afgå et tog, så jeg afslog fru Noras venlige tilbud om at overnatte i huset.
Det var mit andet juletræ. Klokken var 9, og hjemme sad de og ventede.
Vi var tre rejsende med toget, og jeg var alene i et af »burene«.
 Den gang var der jo fast skillevæg mellem kupeerne, der var træbænke og dør ud til begge sider mod trin-brætterne, ad hvilke togbetjenten balancerede og foretog billetteringen under farten.
Bremsemanden sad i et lille tårn på en godsvogn, som udkigsmanden på et skib, også i dette Herrens vejr.
Ved Todbøl kørte vi fast, kupedøren blev åbnet, og stationsmesteren inviterede på chokolade inde i privaten sammen med togpersonalet.
Togføreren kom ind og sagde med et lunt glimt i øjet, at de to andre rejsende var et par kærestefolk, de sad og klemte hinanden i kupehjørnet og havde det så dejligt, at de ikke ønskede at komme ind til chokoladen. Jeg var altså den eneste civilist mellem uniformerne.
Mens vi sad ved bordet og nød varmen og traktementet og så på juletræet med sølvglimmer, hjerter og englestiger, var der mand skab i gang med at kaste toget fri, og efter en halv times standsning var sporet ryddet.
Således oplevede jeg mit tredie juletræ. Mon det kunne ske andre steder end i Thy, at et tog sendtes afsted i snestorm med tre rejsende, som oven i købet blev budt på juletræ og chokolade?
Stormen havde nu - som alle storme gør, når de har varet en tid - indledt et tilbagetog, og ved sneplovens hjælp nåede vi uden flere vanskeligheder til Uglev station - det var der noget, der hed dengang - henad midnat.
For dem derhjemme var aftenen gået lidt trevent. De ventede på, at jeg skulle nå hjem med beretning om Peters tilstand, inden de havde i sinde at gå i seng.
Traditionen med julemiddagen, det pyntede træ og fars oplæsning af en historie var overholdt, men det kneb med den sædvanlige fest og hygge.
Jeg følte mig som en temmelig vigtig person, noget benovet over alle mine oplevelser under det hverv, som tilfældigt var bleven mig overdraget denne juleaften.  
Ja, sagde jeg, overlægen forklarede mig, at de havde mejslet hele knoglen op på langs for at få skidtet ud, og at der ventede Peter et langt sygeleje, men ellers gik det godt.
Så blev der sat nye lys på træet, og vi tog hinanden i hænderne alle 10 og sang » Her kommer, Jesus, dine små«, en regel, der aldrig var brudt nogen juleaften på gården.
 For mig sluttede således hin juleaften i 1922 med mit fjerde juletræ, og som Dickens siger i »Pick­wickklubben «:
 Hvor mange gamle minder og hvor mange slumrende sympatier vækker ikke juletiden?
                                                                                                                                                                         Kristian Krabbe