Erindringer.

 Af Peter Dahlgård. f. 15/9 1901

 i Serup by, Odby sogn, Thyholm kommune.

Ja det er så Begyndelsen, hvem ved hvad det ender med.

Jeg har fået oplyst at min Tipoldefar på Bedstefars side hed Kristen Rokkjær, var grd. i Serup og min Tiptipoldefar Christen Christensen.       

Kr. Rokkjær var 41 år i 1787 hans Kone hed Anne Nielsdatter og var 36 år, der var da 3 Sønner de 2 hed Niels samt Oldefar Poul der da var 1 år og 2 Piger Mette og Maren.  

En Broder til Tipoldefar, Jens Rokkjær var også Gdr. i Serup og 48 år.

De har antagelig delt Slægtsgården, Jens var nok noget galhove­det, kom engang i klammeri og slagsmål med en Færgekarl ved Oddesund: P. Pedersen Tambour, det endte i retten, men P. Tambour turde ikke bo i Odby længere og flyttede til det nuværende Thambohus, og efter ham fik det navnet.

En bror til min Oldefar fik Gården efter Faderen, og havde den i 1816 ved udskiftningen, mens oldefar som den yngste måtte ligge 8 år i Militsen i København.  Her blev han gift med en svensk pige, hun var serveringsjomfru inden, Cæcilie Pouls­datter, det blev så min oldemor, da de 8 år var nået vendte han hjem til Serup med Kone og Barn, de skulle gå hele vejen, og havde kun de Ejendele med de kunne bære, og så Barnet,- for os kan det synes lige så uoverkommeligt som Josef og Maries flugt til Ægypten med Barnet.-

Oldemors forældre var Daglejere, men en dag manden gravede i sin Have fandt han Danefæ, som han fik så meget for at de købte et husmandsbrug til et par Køer, men Cæcilie så aldrig mere sine Forældre eller sine 2 Brødre Anders og Peter siden hun kom herop, mit navn stammer så fra hendes Bror Peter.

Det blev ingen dans på roser for dem i Serup, oldefar som var yngste fik jo ingen arv, men begyndte som fragtmand, med et spand heste og vogn.   Der blev efterhånden en børneflok, ihvert fald mindst 4 drenge og 3 piger.   Allerede mens Børnene var mindreårige blev Oldefar sygelig, fik til tider blodstyrt­ning.  Oldemor hjalp på gårdene men nøden bankede på, og Børnene måtte ud med tiggerposen og spand,- et sted kunne der blive en tør brødende, et andet sted lidt skål mælk eller kærne­mælk eventuel tykmælk alt i samme spand.  De kom da også på sognet, blev fattiglemmer.

Oldefar blev trods svageligheden over 75 år, og Oldemor noget lignende.    Da Oldefar skulle begraves fra Odby Kirke, måtte der ikke ringes med Kirkeklokkerne, for han var jo kun et fattiglem, men min Bedstefar gik op og ringede alligevel.

Da kisten skulle sænkes i graven viste det sig at graven var for kort. Kisten blev jo lavet efter den dødes længde, og han var høj, kisten gik fast halvvejs nede, og en gårdmand i følget hoppede ned på kisten og ville trampe den ned, men Bedstefar trådte til, og beordrede kisten op igen, nu havde hans far været trådt på hele livet, han skulle ikke trædes på efter døden.  Det må have været i 60erne.

Tipoldeforældre på min Bedstemors side var Chr. Christensen og Kirsten Pedersdatter Østergård i Søndbjerg.

Deres datter Kirsten Christensdatter f. 1797 blev i 1827 gift med Jens Christian Sørensen, Dalgård i Søndbjerg, i 1855 døde Jens Christian, og en søn Christen overtog Dalgård.

Oldemor Kirsten døde døde i 1863. Der var også 2 døtre Kirsten og Maren. Kirsten blev min Bedstemor. Mine Bedsteforældre var født henholdsvis 1831  1832.

Fattigfolks børn kom tidlig ud at tjene, og mange af dem, også Bedstefar kom til Salling? til Vadum, den første sommer længtes han forfærdelig. Gårdmanden var vist ikke god mod ham, men han måtte jo blive der hele sommeren. Kun var moderen derovre een gang den sommer, og se til hans tøj, næste sommer skulle han afsted igen, da hans mor fulgte ham på vej, bad han hende om at kaste ham i åen i Serup Kær. Det har også været en tung gang for Moderen, men den sommer var han i god plads, og tjente også senere derovre som karl.

Efter militærtjenesten der nok foregik på Sølvgadens Kaserne i København, fandt han så min Bedstemor, dog var han ikke særlig velkommen i familien i Dalgård, han var jo Søn af et fattiglem, men Kirsten ville ikke slippe ham, han var vist ved at trække sig tilbage, på grund af kulden.

Men bryllup blev der i november 1857, da var de begge 25 år.

Det blev jo rigtig bryllup i 2 dage, nogle dage før sendte de indbudte en pige eller en dreng til Gildehuset med "Send" altså fødevarer i stedet for brudegaver, på bryllupsdagen stod 2 Klarinetblæsere der lod tonerne lyde hver gang en Vogn med gæster mødte op, og så blev man forsynet inden Kirketuren, skønt der kun var 1/2 km. til Søndbjerg Kirke, skulle der køres, foran Brudefolkene var der forridere, de skulle kappes om hvem der i strakt galop kunne nå Kirken og tilbage igen flest gange inden vognene nåede Kirken, der var særlig 2 der kappedes hårdt, den ene havde været Husar, men den anden ville ikke give op, og han råbte: om du så har været Husar til H.....  skal jeg nok komme først, og så satte han sin Hest gennem Dammen, der dengang var foran Kirken, hvor der nu er parkering.

Og så var der jo gilde i 2 dage, men dyrene skulle jo passes, lidt søvn skulle der også til, selv om man hverken var sulten eller tørstig.   2 af gårdmændene fulgtes ad hjemad med hinan­den under armen, det gik nok så støt, men da de skulle passere brolægningen mellem stald og mødding ved afd. Kr. Møllers gård, blev der alligevel slinger i valsen, og den ene dumpede ned i møddingpølen.- Da den anden kom hjem skulle han til at skære hakkelse, og han lagde sin høje silkehat fra sig i skærekisten og glemte den, den gik med i hakkelsen, ak ja, hvor der handles der spildes. Der kom hverdage efter festen.

Bedstefar havde købt en ejendom med ca. 4 tdr.bsdl. samt noget forpagtningsjord, der kunne vel fødes et par køer og nogle Får, han havde før sagt at en ejendom til een ko ville han ikke nøjes med, men det syntes hans mor ligefrem var bespottelig snak. 

Han havde forhørt sig i Dalgård om hjælp til ejendomskøb eller måske arveandel, men havde fået afslag, og det gav kulde for eftertiden, han svor, at om så bjergene slog revner, skulle han aldrig nogensinde komme der efter hjælp og det overholdt han, han tog arbejde ved hvad som helst, sejlede bl.a. tørv til Serup strand fra Toftum, også så langt hen på året, at han brækkede isen ved land med sine bare ben, og Kirsten måtte ud langs diger og veje og bjerge græs og nælder til køerne.

I 1859 blev min Far født som eneste barn.

1860 var høsten besværlig og lille men endelig blæste det op en aften, og i den mørke aften fulgtes de ad i marken og tog drengen med, nu skulle båndene skæres på de spirende neg. Drengen blev lagt i læ ved en skok, hvor han skulle sove, men da de skulle hjem, var han borte i mørket, men efter nogen søgen fandt de ham.

1863 solgte de ejendommen til "Thamas Kræn" og købte en måske lidt større ejendom i Odby,- men så kom 1864 og Bedstefar sammen med 11 andre fra S. O. Kommune måtte afsted- bl.a. Anders Gadegård, Serup - Poul Kristensen, Serup.- Kræn Lausten, Odby.- Poul Kræn,Uglev.- Niels Kr. Krabbe, Hellerød- og Lars Ravn,­Hellerød. Samt een af Bedstefars brødre.

De andre navne kendes ikke. Da de gik fra Odby var der een af dem der vendte sig om, og så sig tilbage, en gammel kone sagde: Ham der vendte sig kommer ikke tilbage og det slog til, en mindeplade over ham findes i Odby Kirke.

Bedstefar blev Forstærkningsmand ved 11 regiment 8 kompagni nr. 111 og kom så tidlig til Danevirke, at han var med i tilba­getoget til Dybbøl, de fik hverken vådt eller tørt, kunne skrabe lidt sne af formandens tornyster til at dæmpe tørsten. Ved Sankelmark måtte så 11 og 1 regiment prøve at sinke prøj­serne, så hovedstyrken kunne nå Dybbøl, det blev til kamp på bajonetter, og tilsidst brugte 1 regiment kolben,- men også de nåede Dybbøl.      Bedstefars breve er godt skrevet. Bedstemor måtte have en nabokone til at skrive for sig, det fik hun nemlig ikke lært. Når hun i sin tid fik et fårelår, smør og æg med til degnen, så han stort på lektierne, hvorimod degnen i Odby Skole altid var parat til at banke så megen lærdom i børnene som mulig, det blev måske til mest lærdom til dem der ikke kunne komme med foræringer.

En dag kom våbenhvilen, og de ældste blev sendt hjem midlerti­dig der iblandt min Bedstefar, men Prøjserne var ikke bedre at stole på den gang end senere, de brød våbenhvilen, og kom også til Odby. De danske soldater, ihvert fald nogen af dem, havde fået foræret islandske trøjer, og dem fik de med hjem.

En morgen var Bedstefar gået i søndermarken med leen på nakken, og i islænderen-- der kom en tysk soldat og ville tage ham til fange og truede ham, Bedstefar lagde leen, for at vise han var våbenløs, og så løb han mod odby til det tyske regimentskvar­ter, men tyskeren smed leen efter ham, så Bedstefar måtte springe over den. Da han nåede kvarteret i sognefogedgården stod han af gammel vane ret og præsenterede sig, men efter den optræden troede tyskerne der, hel bestemt, han var dansk soldat, de troede hel bestemt sikkert nok at der var en dansk styrke heroppe.--Tyskerne var også ude efter heste og køretøjer, men så vidt mulig, var alle de unge Heste gemt bort på afsides steder. Da regimentet drog sydpå igen måtte bedstefar med som fange på en vogn, med en soldat både for og bag med bajonetten på, dog ved Sundgården tjente en tysk pige, og hun kunne bevidne, at han var hjemsendt som civil, og han var atter fri, men pigen kunne også genkende den tyske soldat, som een hun var blevet voldtaget af nogle dage før. Afstraffelsen kom omgående, der var en omgang rotting, altså piskning, i ovrværelse af pigen.

Soldaterne fra Odby havde oplevet bombardementet af Dybbøl skanser, hvor de huller de fyldte med sandsække om natten, blev jævnet af granaterne dagen efter, jeg mener også bedstefar var med da General de Meza blev skudt.    De Meza sad på sin Hest og ledede slaget, da han råbte til sin adjutant: Gi mig din Hest min Hest er skudt, og noget efter var han selv ramt, og han sagde til sin næstkommanderende: General du Plat. Nu må de overtage kommandoen, jeg kan ikke mere!

Han var vistnok ved Vejle, hvor hans deling var næsten om­ringet, og en ordonnans kom og befalede: Retirer! men officeren meldte tilbage: Retirere. Retirere det er satan gale mig umulig. Og de holdt stand til aften, da kom de igennem og meldte sig til kvarteret, med ordene: Kun een mand let såret, da blev der råbt bravo for dem.

En dag lå de i dækning med Tyskerne overfor, også i dækning, alt var roligt, kun en tysk -?- red på sin Hest frem og tilbage foran sine folk,- da blev fristelsen for stærk, måske også mordlyst, for Kræn Lavsten fra Odby, han fik geværet listet frem over dækningen og ramte Officeren ved første skud. Vores Officer sagde til ham: Vogt dig du gamle, nu bliver det dig først igen, men det kom nu ikke til at passe.

Bedstemors eneste Søster var svagelig, og fik ophold hos sin Søster de sidste år hun levede, min Far arvede vist 1800 rigsdaler efter hende.

Fars bedste legekammerat var Kræn Villadsens Niels og Kræn Laustens Laust.  Far var sen til at lære at snakke rigtig. En dag lovede Trine Villadsen ham en pæn kop hvis han kunne sige - smør- endelig fik han vendt munden rigtig, og fik koppen, som han skyndte sig hjem med i det han råbte: Muer no ka æ sej "sør".

De mindre drenges mest spændende leg var,at sidde i "fejelses­dyngen" og rode- det var strøsandet der blev smidt ud i en dynge,- der kunne der findes gamle knapper og lignende, en dag blev de uenige om en ting der var fundet, og Far greb en hammer og slog Niels oven i hovedet, men det var snart glemt.

I den tid kom vækkelsen til Odby, og bl. a. Kr. Villadsens blev stærkt grebet. Den satte også spor hos mine Bedsteforældre.

Også lærer Vorde der var Fars lærer, forresten noget brutal, og med et par gode næver, blev et andet menneske.                   Far fik da lært at skrive, lægge sammen, trække fra og gange, men så ville han heller ikke længere, de her reveledetre ville han ikke i kast med,- det var vel division.

I 1877 i februar solgte de ejendommen til Jens Rytter der var fisker og købte ejendommen her Matr. 11 g Serup Udmark, Søren Kristensen, Serup havde udstykket den fra sin gård, og sat bygninger på 12 td.bsl. hvoraf halvdelen var vandlidende samt en hedeskifte 3 tdr.bsdl. 1/2 ttd. hvor en Kr. Nielsen boede, han betalte 1 Kr. om året i landgilde i 49 år, derefter blev det afstået for 500 Kr. ca. 1912-1913 så et kærskifte på Sunddraget.­De havde besætningen, 2 køer og 4 får med fra Odby, men den første høst var så ringe, at der ikke var foder nok til dem.   Markarbejdet foregik på den måde at køerne arbejdede det de kunne nå, og Bedstefar arbejdede på en gård imod at låne et spand heste om søndagen.

Vist i 90erne blev der købt en plag -jydsk-, og den blev vænnet til at gå i spænd med en ko i marken, men koen var den stærke­ste. Senere blev der plovlav_ med Poul Nielsen en tid. Om sommeren skulle hesten staldfodres til efter høslet og derefter ned på kærskiftet 1 1/2 km. væk, og de 4 får med lam kom ud på sunddraget ved "æ høl". Græsset hjemme var forbeholdt køerne, der kom ud om morgenen, blev flyttet og ind igen ca. 3 timer efter, de måtte nemlig ikke gnave græsset for stærk i bund, så måske ud igen om eftermiddagen- ellers staldfodring. Dette fordi der skulle være hø. Kviekalvene fik lov at komme ud et par mdr. efter høslet. Fårene skulle flyttes en gang daglig, det var Bedstemors job, med bindehosen i hånd de ca. 6 km. frem og tilbage i flere år. Hesten skulle jo rides ned, flyttes en gang og hentes hjem til aften, det var jo Bedstefar.

Far kom tidlig ud at tjene, blev kasseret på session, og kom i murerlære hos en mester: Jens Meldgård i Egebjerg, og var så håndværker i ca. 25 år indtil hans hjælp blev nødvendig ved landbruget, men det var ikke let helt at holde op, for dagløn­nen var efterhånden kommen op i 2 Kr. og sådanne lønninger kunne da ikke fortsætte, de skulle nok gå ned igen. Dengang var det ikke nødvendigt med arkitekt, -Maren Ravns hus i Odby bakker, var Far med til at bygge. Murerarbejdet blev ordnet en søndag, og de blev endda færdig inden aften. Det stod da alligevel i 50 år, til Maren døde.

Ejendommen her i Serup var een af de første udflytterejendomme på Serup udmarksjord, et par stk. kom nær samtidig, nemlig fra Kr. Mogensens gård, til hans Datter Karen "Kåren"og Thomas Olesen, efter hans død, Poul Nielsen, samt Peter Jordemoder og hustru Kristiane, syd for vor ejendom. Det var jo ikke så let en sag at være nybygger, Byfolkene var vænnet til, efter høst at slå kreaturerne løse henne på udmarken, men da Bedstefar fik slået rug ville han ikke finde sig i det, det blev en hård dyst med bymændene,- der blev holdt landestævner, hvor der faldt hårde ord, men Bedstefar gav sig ikke, og løsdriften fik ende. Galt blev det også med Kirkestien, der gik fra vejen ca.2- 300 favn længere øst, og i lige linie til Odby Kirke tværs over markerne, men den blev også brugt som markvej, og blev derfor mangesporet i fedtet føre, det forbød han også, men det blev ikke respekteret indtil han en dag gik ned, og med sin kniv skar skaglerne på en befordring af Kr. Dueholms, hans søn Anton var kusk.    

Da det senere viste sig at skøde og slutseddel ikke viste nogen forpligtelse med hensyn til Kirkesti, blev også den nedlagt, og skåret i skeldiget fyldt op.

Udmarksjorden var udpint,- om sommeren blev der mødding, d.v.s. nogle få læs gødning hjemme fra gården blev kørt derud og blandet med lige så mange læs jord, og så skulle det ligge og trække til foråret. Der blev ikke sået kløver og græs, det gav korn så længe det kunne, og derefter fik det lov at hvile nogle år med selvgroet græs og ukrudt, og derefter pløjet i brak et helt år.  Typisk var det også for den tid, hvordan næsten alle brug blev indhegnet med diger, og det var med skovl og greb, endnu kan man se at muldlaget ca. 3 favn ud er tyndere, og så blev der plantet pil.

Typisk var det også, at hvor et godt bevokset dige endte ved en vej, var der altid godt bevokset med nælder, særlig i læsiden. Den gående trafik benyttede læet til nød­tørftsted, deraf gødningskraften til nælderne.  De andre udflyttere kom så først omkring 1900, nogle lidt før.

De to ejendomme vest for vores 11g og 10a var udmarken til 2 gårde i Serup som så blev sammenlagt og ejet af Anders Gade­gård, mens 2 Brødre fra den ene- Jens Jepsen og Jacob Jepsen byggede på udmarkslodderne, et stykke jord ca. 1 ha. blev tilovers ved udskiftningen, og blev tilskødet Odby Kirke.

I Søndbjerg blev også et stykke jord tilovers, det forærede landmålerne til et brudepar, hvor de var indbudt, det hedder vist stadig brudeskænk.

12 a vest (?) for vort blev også udflyttet ca. 1900: Niels Pesen og Dorre, de 2 af firhøjene lå på den ejendom, og de lod dem udgrave, men fandt kun lidt, og dette gik itu; men så var der jo overtroen: Niels Pesen blev syg af tæring og døde, ikke længe efter døde sønnen Kresten af samme sygdom, og Volle der så blev mand solgte gården ca. 1907 og gik halvvejs fra for­standen.  Han flyttede med sin mor til Serup og satte bygning på indmarken.-- men så dramatisk:  En dag havde han fået en dram for meget,  og kom kørende med et par russere, en hvid og en grå, i fuld firspring og ned i pløjemarken, hvor den nye ejer Mikkel Vestbjerg, og svang pisken over ryggen af ham, derfra op til Poul Nielsen, hvor Kåren ordrede Poul til at hente sin sabel, dog Volle vendte køretøjet inden, og fortsatte vest på i samme tempo, Jens Jepsen var tilfældig ude, og Volle råbte: gå ind og vask dig dit svin,  sagen fik et efterspil,  men det var galt flere gange bl.a. rudeknusning.

En tid efter rejste han til Amerika, hvor han var nogle år, men blev arresteret og sendt hjem, var i Viborg nogle år, og så atter hjemme hos en Søster, han var fredelig når han ikke blev drillet eller snydt, han havde kæmpekræfter og arbejdede hårdt.

De sidste 15-20 år var han atter i Viborg- en trist skæbne.   Han var en flink nabo, og glad for børn.

Min Morfar var født i Nørgård i Styvl ca. 1834 og hed Kristen Poulsen, hans Far, Poul Andersen f.1799 d.1874- hans bedstefar Anders Knudsen f. 1767 d. 1840 hans far Knud Clemmensen f. 1732 d. 1801 hans far igen Clemmen Nielsen f. 1690 d. 1766 og hans far altså min tip-tip-tip-tip oldefar Niels Clemmensen f.1650 d.1720.   Hele tiden var det jo ældste søn der fik gården , og forældrene kom på aftægt, ofte inden de blev 50 år, da Morfar var nede i rækken, blev det broderen Anders Kr. Poulsen der fik gården, og Morfar samt en bror Niels Poulsen og en Peter Poulsen der hver fik en ejendom på ca. 8 tdr. bsl. fra gården og nordpå, antagelig skilt ud fra gården.

Morfar giftede sig med Ane Marie Christensd. og broderen Peder med søsteren Birthe Marie. Mormor var født i Barslev 1837, hendes mor Christiane Christensd. var født 1801 i Østergård i nr. Hvidbjerg og blev gift med Chr. Larsen Back f.1802 og boede i Barslev.

Da oldemor døde i 1867 flyttede oldefar til Styvel til dattern Birthe, der var kun de to piger. Oldemors far Chr. Christensen

(Odgård) f. 1735 i Østergård i Nr. Hvidbjerg gift med Maren Christensd. der døde 1899- 67 år, gift igen med Anne Marie Christensd. f. 1767 i Grud i Semb d. 1819 i Østerg.

Hun var datter af gårdfæster Christen Pedersen.-  Tipoldefar havde Østergård i fæste under Hindsels og godt 5 tnd. hartkorn. Hans far Christen Odgård f. 1704 og døde 38 år gml. gift med Maren Christensd. f. 1712, han havde også Østerg. i fæste, tipoldefar var kun 7 år da hans far døde.

Tip-tip-tip oldefar f. ca. 1671 sted ubekendt død i lyngs 1741 og hustru død 1733 57 år gml.-  Han var fæster på Odgård i Lyngs.- Ja, så er den historie ikke længere.

I Mors hjem opvoksede 8 børn foruden 2 der døde spæde.

Hvordan  de fik plads i de små stuer forstår man ikke, for ikke at tale om føde og tøj. De mange fødsler tog hårdt på mormor og 51 år døde hun af tæring, og den ældste datter Karen overtog hus­førelsen og var i mors sted for de små.

Sidst i 90erne rejste datteren Mariane til U.S.A. med sin mand, de tog land i Nebraska, i 1907 rejste broderen Kristian der­over, i 1908-9 var Mariane ? mand og 3 børn hjemme på julebe­søg, morfar lå da på sit yderste, men han ville ikke dø før han fik set Mariane igen, hun nåede hjem, og så kunne han dø.

Da de rejste tilbage igen fulgte en bror, Poul og hustru Signe med derover. De var lige bleven gift- Poul havde lidt vanskelig ved at indordne sig herhjemme, de religiøse vækkelser var også nået til Styvl og Poul blev stærk grebet, hvad man også kan se i hans breve.

Bedstemor var jo indstillet på at føre hus med små livsfor­nødenheder, det havde været en nødvendighed i begyndelsen, og hun kunne nok ikke så godt indstille sig på, at der blev en par munde mere til kosten.  Da jeg var 2 3/4 år var jeg ude på min første togrejse med min mor og min Gammelfår, vi var med til Vinderup og blev hentet med hestevogn af min onkel Jens Madsen, vi bedede i Skave kro, der fik jeg sodavand første gang og kastede op, det mener jeg at kunne mindes, mange år efter kunne jeg ikke drikke sodavand.  Derfra kørte vi til Hedeager i Borbjerg, hvor min onkel og moster boede, der var en del børn, og det var jeg ikke vant til, så jeg var på vej ud i kornet, da mor fik fat i mig, men da jeg kom på besøg 14 år efter kunne jeg kende gården igen, derefter blev vi kørt til Hodsager hvor Gammelfår havde en bror, men det husker jeg ikke.

Der var hjemme i vort hus piksten i bryggerset, mursten i køkkenet og spisekammer, og lergulv i stuerne, og 2 alkovesenge i opholdsstuen, men da jeg ville begynde at kravle, ordrede Gammelfår fjælgulv i den stue, jeg skulle ikke kravle rundt på det sandstrøede lergulv.

Som seksårig var jeg en dag med Bedstefar på på besøg i Odby hos gamle naboer, først hos Lars Hebsgård, hvor jeg første gang traf Søren, jeg skulle med ham ud, men ville helst være bleven inde hos gammelfår, dernæst ned  hos Ane og Kræn Lausten, hvor også sønnen Laust kom ind, det var første gang jeg hørte en kone sige "sgu". Hun var lille og måtte op på en stol for at trække uret op, derfra gik turen til Gammelfås forrige hjem, hos An. Margret og Jens Rytter, der blev der budt på vin, men da Nikoline, "æ Norsker" kom, blev vinen gemt bort, hun var ikke hel ædru. Mathias og æ norsker levede for en stor del af brændevin, den var jo billig, deres eneste dreng blev taget fra dem for vanrøgt.

Jens Rytter var original, det var ham der var så optaget af banens åbning, at han drømte han blev kørt ned af toget, slog ud med armen og ramte sin Kone og råbte: "I no er æ vekelig over mæ æ "stovhi" An Margreet no kommer æ "tov".

Samme Jens var også på fiskeri på fjorden, helt ædru var de vist ikke Søren Råby og Kr. Ajsen, de to faldt i vandet, Kr, Ajsen druknede og Søren var bevidstløs, men Jens fik liv i ham, æ vel vekeligen et kom hjem me to døe folk, de kom i land og i en seng, og Jens fik tøjet af både sig selv og ham, lagde sig ved ham og fik ham varmet op. Bedriften er skildret i: "En bedrøvt" af Anders Duborg.

Jens fik iøvrigt næsen skudt i stykker en nytårsaften, vistnok af min senere svigerfar. (Nej, det var ikke Poul Pesen- det var bette Matis)(M).

Fra Jens Rytters gjaldt turen til Trine Velster (Villadsen) der var aftægtskone hos sønnen Niels og hans kone (Ann. Katrin) hun havde en masse at fortælle, men hun næsten hviskede, hun mente svigerdatteren lyttede, og det var nok rigtig, hun var meget nysgerrig,- og så var det hjemtur.

En dag var jeg med bedstefar nede hos den gamle smed, Niels Husted: Husted smed: En gåmmel smedie med lergulv og stor blæsebælg, der lå et jævnt lag jernstumper og lignende på gulvet, og mens de to gamle snakkede krigsminder fandt jeg en lille jerntingest på gulvet, som jeg tog i lommen, da vi var halvvej hjemme tog jeg den af lommen, og viste Bedstefar den, det var ikke så godt, jeg blev ordret tilbage med det i smedi­en, og formaning om ikke selv at tage noget, der var andres uanset hvor lidt eller meget det var værd.

En gang var jeg med andre børn henne i granbakkerne, og skulle komme hjem når et bestemt tog var kommet forbi, men det var for spændende, jeg kom alt for sent hjem, jeg ville undskylde mig med at toget vist ikke var kommet. Da fik jeg den eneste lussing, jeg husker at have fået af far, og det var fordi jeg havde løjet.

I Oktober 1908 fejrede mine bedsteforældre guldbryllup, det var en begivenhed jeg mindes, det var en søndag og de var sammen i kirke og til alters, om eftermiddagen kom landstingsmand Nygart og Frue og overbragte krigsministerens lykønskning underskrevet I.C Christensen samt 100 Kr...Om aftenen var der så gæster, men 14 dage efter kom sygdom. Bedstemor var blevet forkølet, og det blev lungebetændelse, og niendedagen efter døde hun en natteti­me, da så jeg Bedstefar hulke, og mine forældre der søgte at trøste.    Hun havde selv følt døden i kroppen, og trængte til beredelse, men hun syntes ikke hun kunne snakke med provsten--frit- men ville gerne have Kristian Ernst, en nabo og troende mand derhen, det kom han og snakkede med hende, og de bad sammen, og jeg tror bedstemor fik fred med sin gud.

Jeg husker bedstefar gik ud i loen dagen efter, og fik fat i plejlen, det var han ellers holdt op med, det har jo været for at afreagere, jeg har senere selv prøvet, hvordan det hjælper, rigtig at tage fat, og have travlt, når sorgen presser på.       Jeg skulle med til begravelsen, den gang kom kisten ikke i kirken, men blev sat udenfor så længe.  Jeg forstod ikke meget af det, men jeg sagde til mor en aften senere, at nu var jeg ikke bange for at dø. Snart efter kom jeg til at sove----

Ja så til jul var det jo Moster Mariane kom på julebesøg med mand og 3 børn fra U.S A.  det var en oplevelse som jeg tydelig husker, at så morfar døde samtidig, har jeg ingen særlige minder om, kun at jeg var med mori Styvl for at besøge ham,

da lå han til sengs, og jeg var desværre bange eller måske genert for at gå hen og snakke med ham, han var kommen til at se så gammel ud.

Jeg havde en aften hørt, hvordan bedstefar og bedstemor, her, sad og talte om, hvor de ville savne mig, når jeg skulle til at gå i skole, det blev så ikke aktuel for hendes vedkommende, jeg kom i skole til maj året efter hendes død. 

 Det var i den gamle Odby skole, vi var 4 drenge, Niels Krabbe Niels Vagtmand, samt Per Krestens Jens fra æ Sund, degnen sendte godt nok ham hjem igen, så han kunne blive vænnet af med at bande.

Til min fødselsdag havde jeg på egen hånd inviteret en del ældre drenge.- Jens Andreas, Niels Barslev, Johs. Langgård, Kristian Rokkjær og vist flere, men jeg blev nødt til at kalde indbydel­serne tilbage,- kun Niels Krabbe og Niels Vagtman fik lov at komme med, samt Pouls Thomas der snøvlede, men da vi gik fra skolen fortrød Niels Krabbe, og løb tilbage til sine brødre.

Der var kun 2 klasser. Degnen var Andersen, den senere Ascanius, han kunne godt slå en proper næve, en dag fik en dreng en kindhest, så han besvimede og måtte ud på græsset og hvile, måske simulerede han.

Om efteråret var den nye skole bleven færdig, og vi flyttede derned i en 4klasset skole, med frk. Katrine Simonsen fra Brovst som lærerinde, hun var dygtig men striks, og ville hjælpe dem der selv ville og kunne arbejde sig frem, og det kom jeg til at nyde fordel af.

Vi fik regnebøger, og nye regnemeto­der, jeg kunne ikke forstå det, mor heller ikke, så jeg regnede stykkerne, og præsenterede dem, ja- de var forkerte, jeg prøvede igen med samme resultat, det gentog sig flere dage, hun hjalp ikke, så fik mor vor nabo Mikkel Vestbjerg til at vise mig måden, og så kunne jeg regne. Da frøkenen opdagede, at jeg både ville og kunne, var der intet i vejen, og hun var altid parat til at hjælpe mig, når jeg spurgte, og den gang måtte vi regne så meget vi kunne, og der var ofte ædel kappestrid for at komme forbi en klassekammerat, efterhånden kom jeg forbi, ikke alene mine jævnaldrende, men også de i klassen der var ældre, Niels Vagtman gik snart agter, Niels Krabbe kneb det mere med, så var det den ældre årgang: Marius. Johannes Langgård og Thomas Thomsens Krejsten, samt Mathilde Overgård, hvorimod Skomagerens Mary stadig holdt skansen, og der kunne jeg mærke at lærerinden ikke ville hjælpe den ene mere end den anden.

I anden klasse fik jeg i gymnastiktimen en kindhest af degnen så jeg væltede, fordi jeg drejede højre om , når han sagde venstre om. Den gang blev vi flyttede op eller ned i klassen efter dygtighed eller kløgt, men sådan noget som ordblindhed, eller talblindhed kendtes ikke, de var bare dumme eller dovne.

     Jeg var gerne foran og kom som regel i næste klasse sammen med de der var et år ældre, det var det samme med Mary, men det var nu ikke altid lige morsomt at være yngste mand i klassen, særlig når man havde strenge ordrer hjemmefra, at man ikke måtte slås.  Degnen ville gerne have de pæneste piger på skødet, når de kom op til katederet, kildre og kysse dem, og nogle fandt sig i det, så kunne der godt sløjes lidt med lektierne, men da jeg var i 2den klasse, blev han suspenderet en tid, jeg fik ikke grunden at vide, før jeg blev voksen, vi fik vikar: Kirkensgård, en ualmindelig herlig lærer, der kunne slås med os i frikvarteret, og som vi nødig ville gøre imod, det undrede mig bare at han ikke også holdt kommers med piger­ne, det var vi jo vant til at se, men han skulle ind som soldat, under en manøvre fandt man ham en morgen som død: hjerteslag.

Efter ham fik vi Madsen, den første var lys hud og hår, denne var mørk med lille overskæg, dygtig men striks, godt håndelag, han var der nok et år eller mere.

Lærerinden var forlovet.- Men de her to var jo unge sammen og gik aftenture sammen om sommeren, Ascanius skrev til hendes forlovede, at han skulle komme på uanmeldt besøg, da han kom, var Madsen inde hos hende på besøg, der røg den forlovelse, han blev trøstet inde hos den gamle Degns hvis yngste datter han senere blev forlovet og gift med, Lærerinden fik et Chok, og var stærk nedbrudt længe efter, i den tid var hun ikke morsom at gå i skole hos.

Da Madsen flyttede, kom Ascanius tilbage i skoleklasserne, men han var stadig glad for pigerne, men de store holdt grin med ham, Thea Gade senere provstinde, stak sine lange ben ud fra bordet, så han faldt over dem, men det gjorde intet. Mary lod gerne et eller andet falde på gulvet med villie, det var bare skønt. 

En dag var Elisabeth Dalh kommet til at sidde efter hos lærerinden, da vi kom ind til degnen undskyldte hun sig med at hun ikke kunne høre hvad jeg havde sagt, så fik jeg omgående en på skrinet, hans hænder var hårde, han kunne tage med et jerngreb om drenges næser, når noget var galt, det var ikke rart hvis der var sår i næsen, en dag så een sit snit til at snue til, så degnen stod med næven fuld af snot.

Han skråede og havde spyttebakken ved siden af katederet. Når vi havde skrift­læsning, læste vi højt i kor ligesom vi bedst kunne og senten­sen hvor der stod: Den der ryger lugter som et svin, den der snuser ser ud som et svin, men den der skrår er et svin: blev ofte læst særlig højt når han gik forbi.   Hvis han var i godt humør, kunne vi godt få ham til at læse en historie, mens vi havde skønskrivning, det gik antagelig ud over skønheden.

Vi havde nogle gode dansktimer hos ham, og de fleste fik lært at læse og skrive rigtig, ellers blev der nogle fæle streger af blåkridt. Det passerede jeg var den eneste der ikke havde fejl, som religionslærer syntes han at være enestående god, om sommeren hvor der ikke var megen skolegang, havde vi ikke lektier for i religion, men han fortalte det gamle testaments beretninger, og han var en god fortæller, det kom ihvert fald til at stå levende for mig.

Jeg gik ud af skolen som 14årig om efteråret, ville gerne have fortsat om vinteren, men det kunne man som dreng ikke være bekendt at sige. 

Så var der konfirmationsforberedelsen hos den gamle provst Paludan, vi var 40 i stuen, sad rundt om ham, han var noget tunghør, og synet var også svækket. En dag skulle min sidemand, Søren Gade læse et salmevers udenad, han kunne det imidlertid ikke, men jeg læste det i stedet for, Provsten opdagede det ikke, men sagde: Det var godt lille ven! han var god til at forklare, men jeg husker, han en dag sagde, at Frelsens Hær absolut intet havde med kristne retninger at gøre.

Sidst på vinteren havde vi præstegilderne skiftevis i hjemmene, vi var 14 fra Odby skole, de begyndte om eftermiddagen efter skoletid, og det var festlig, jeg måtte bare ingen få, min bedstefar der da var 83 mente ikke han kunne have den postyr, jeg tror nu nok det var fordi han syntes det var for moderne, så jeg fik kun lov til at være med til 4-5 stykker hos de nærmeste venner, det hæmmede mig en del, jeg var i forvejen meget undselig, og bange for piger, måske også fordi jeg stammede en del.

Når man var kommen i 3die klasse, kom man med på udflugt, første gang til Thisted i de store såkaldte bænkevogne, der var jeg i biograf første gang. Vi kom forbi et skilt hvor der stod samtalestation, det troede jeg var biografen. Senere var vi i Skive og på -?--

Det var eventyret når vi om morgenen på færgens dæk sang: Jylland mellem tvende have. Syd for fjorden var det store ukendte. Om vinteren, hvor der var heldagsundervisning 3a4 dage ugentlig, var der en times middagspause, vi der havde langt hjem blev i skolen, een vinter var vi kun 4 der blev, Mette og Klara Sloth, Kresten Nielsen fra Vestergårde (Det må være Askov Kristoffersens morbror)(M.)  og jeg, vi måtte ikke være i klassen, og på legeværelserne var der kakkelovn, men ikke ild.

  Ved Juletid i 1913 kom morbror hjem fra U.S.A. på besøg, det var spændende at høre om den ny verden, han var bleven tømrer og i kompagni med en anden thybo, men havde efterhånden opdaget at det ikke var godt for mennesket at være ene, han savnede en medhjælp, men det skulle ikke være en amerikaner, hans kompag­nions kone længtes hjem, hun havde en søster, der tjente i Randrup, hende lovede han at besøge, og overbringe en hilsen, det gjorde han også, og det endte med, at de blev forlovede, men hun, Johanne Ettrup fra Røjkjær mark, tog det forbehold, at han skulle komme igen 2 år efter, og hente hende, i disse 2 år gik der brev i hver uge imellem dem, og hun kom på besøg hos morbrors søskende.

Ind under jul i 1915 fik vi en frygtelig snestorm med tra­fikstop, og natten før lillejuleaften dundrede det på vor bagdør, far måtte ud og låse op, og der stod morbror som en snemand. Toget sad fast nord for Uglev. Hans bagage stod på stationen.  Dagen efter var jeg med ham gennem driverne til Uglev, der var ingen telefon nærmere, han fik ringet til Johanne, hun var allerede blevet advaret, det var såmænd nok en hvid slavehandler, men uvejret blev ved, og juleaften måtte han også tilbringe hos os.  Juledag tog han randslen på ryggen- nakken- og gik til Randrup, flere steder nåede sneen næsten telefontrådene. Men i februar blev de viede i Vestervig Kirke og omkring 1ste marts gik rejsen til U.S.A. hvor de levede lykkelig til deres dages ende, vi så dem ikke mere, men brev­vekslingen fortsatte, de fik 6 børn, sønnen var med i krigen mod japanerne på Filipinerne, men kom hjem.

På et tidspunkt købte de en farm, som de elskede, det var ned mod en flod.  Farmen var nok for lille 1/4 og krisen kom, da fik de fattigdommen at føle. Men Johannes,s breve var altid præget af tillid til guds omsorg for dem, og de oplevede også at se lysere tider.

Den 4 august 1914 startede  den første verdenskrig, og der var angst for Danmarks skæbne,

  (næste linje ulæselig.(M.) vistnok noget om posten?)

Det var den gamle Kr. Nyman, der med kæp og paraply gik hele turen,      

Der blev installeret krudtdepot ved Oddesund, med vagtstue i Sundgården, og indkvartering i landbohjemmene, vi fik Jens Mortensen fra Tambohus,- det var dog først i 1915.

Bedstefar mindedes 1864 og ønskede inderligt, at prøjserne nu fik de prygl, de ikke fik i -64, men han oplevede det ikke, han døde 27/4 1918 blev begravet 1 maj. 

Ved krigsudbruddet be­gyndte priserne at stige, særlig heste, Niels Martin Vestbjerg kom en dag og præsenterede 2 islændere, og det blev til handel, den 8årige store sorte vallak, min herlige ridehest blev byttet bort for de 2 små. 900 Kr. for den sorte, og 600 Kr. for de 2 små, om efteråret solgte far 2 ungkreaturer for 30 øre pr. pu. det var en god pris, men de skulle blive stående i 14 dage, og da var det bleven 3 øre for lidt, det ærgrede ham.

Ja heste, en gammel mand, Poul Mikkelsen, solgte en hest til Kristian Gade, men da han forlangte, at der ved videresalg skulle siges, at den havde gået ved een mand i 22 år sagde Gade nej. En gårdejer i Barslev- Niels Sloth, blev stor hestehandler og blev matador, solgte gården og købte Hvidbjerggård, byggede herskabelig stuehus, og efter krigen måtte han forlade i armod.

Det efterår fik vi nye naboer, Mikkel Vestbjerg og Kirstine måtte sælge gården på grund af hans tuberkulose og Sine og Peder Houmark, der var fra Boddum flyttede ind, der var børn på min alder, Agnes og Jens, de havde mundtøjet i orden, og jeg tror nok jeg havde udbytte af samværet, vi var meget sammen.

Per Houmark havde oplevet en masse med sine 36 år, haft ejendom i Dover, været hotelvært i Roslev og Hurup samt haft ejendom i Harring, han var en god fortæller og selskabsmand, og der var gæstfrihed, vi var et sluttet nabolag der kom meget sammen om aftenerne, det var spændende når man hørte dørklinkens klirren, og i krigens tid sad vi ved tællelys eller køkkenlampe senere karbidlampe, traktement: hvedebrød og rugkaffe, tobakken var kirsebærblade eller noget værre, men stemningen var god. Hos Houmark voksede familien efterhånden til 11, da Sine døde efter den sidste, og der var fattigdom til huse og ingen tilskud.

Per begyndte som ejendomsmægler, men landbruget gik stadig tilbage, tilsidst kunne der kun sultfødes 2 kreaturer og et par russere.

Mit konfirmationstøj blev syet af skrædder Fomsgård Floulev, det kostede 30 Kr. Så var der jo hvid kravebryst med løs stiv flip og manchetter, 9 april 1916 blev jeg så sammen med 39 andre, konfirmeret i Søndbjerg Kirke.

Poul Nielsen kørte for os i pæne vogn. Bedstefar blev hjemme, og moster Karen fra Styvel stod for køkkenet. Moster Kirsten med familie, samt Niels Troelsgård og Viggo kom til middag, om aftenen kom naboer til aftensmad. Af gaver husker jeg et messingskrivetøj, nogle manchetknapper, samt nogle få kroner! 

Så kom den tid, hvor man var for stor til at være barn, og for ung til at være voksen,- jeg fik jo mere tid til at hjælpe ved landbruget, jeg begyndte allerede at malke som 9årig, det var engang mor var syg nogle dage, og far kunne ikke malke, det var ikke mandfolkearbejde, det blev så ved nabohjælp, jeg havde dog før prøvet lidt, der var en meget sart rød ko, den ville ikke lade mælken til fremmede, ville også slå, så fik jeg lov at prøve, det var min kæleko, og det mærkelige, da jeg satte mig til hende, efter at have snakket med hende, rørte hun ikke en fod om hun end rystede af nervøsitet, og hun lagde mælken ned,- jeg var stolt.

Far nød at blive aflastet i marken, gigten plagede ham, der var en farlig masse arbejde om foråret. Grønjorden skulle harves med svenskharve, den var skrælpløjet om efteråret, skulle så pløjes igen om foråret, harves, tromles, helst ligge i 3 uger, så have staldgødning, pløjes igen, harves og sås med hånden og tromles, roestykket skulle også helst pløjes 2 gange.

Før 8 maj måtte vi ikke så, det gik ikke, ukrudtet skulle først være oppe.  Kløverhøet fik vi som regel slået med maskine, men enghøet mente man ikke kunne slås med andet end le, Far kunne ikke slå eng, men efter Bedstefars anvisning fik jeg lært det som 15årig, men far skulle holde leen skarp for mig, trods sliddet var det festlige dage ved bjergning af enghøet, vi havde madkurv med, hvor kunne man nyde en bid brød ved foden af en ny høstak, som regel blev vi også budt på kaffe, hos f.eks. ­Mads Rokkjær og Cecilie, fars fætter og kusine, på alderdomshjem­met, hos Niels Ålkjærs. Senere hos Karl Post og Magda, og hos Poul Nielsen og Kåren, da de var flyttet derned.

Ak ja, også når vi arbejdede på det vi kaldte heden, der gik op til præste­vejen, var der kaffeskyer oppe, hos Laurine og An- Kjerstin, hos Kirstine og  Inger Mari, hos Kren Søvnsen og Ann. samt måske hos Sedsel og Ann Væver.  

Hestene stod pligskyldig for redskaberne til vi kom igen.

Hunden kom da forøvrigt også med brød til både heste og mand, bundet om halsen, hestene fik travlt når de så den komme, men alle de gamle er borte, og man er selv bleven gammel, men hvor har vi det bedre end de, men vel ikke mere veltilfredse, de kunne vel nok fornøje sig over lidt.

Om sommeren var det kun de 3-4 køer der kom på græs, og kun et par timer om formiddagen, inden høslet,der skulle være så meget hø som mulig, indtil grundlovsdag blev der så fodret med grøn rug, hvorefter der blev lagt kartofler, så kunne græsset slåes til grønfoder. Først efter høslet kom køerne også ud om efter­middagen, men også kun 2-3 timer, og kviekalvene kom også ud 5-6 uger, studene kom aldrig ud. Hestene blev redet ud i det vi kaldte heden (eventuelt kæret) (der var fårene også) skulle flyttes til middag, og rides hjem til aften og på stald, ja en masse tidsfordriv, ser man nu.

Til høst var det til over midt i tyverne, med høle og spjarre samt krøj og håndkraft det fore­gik. I begyndelsen var jeg opbinder og far høstmand, men snart fik jeg leen med far og mor efter mig som negbindere. Det kunne give sved, men det var festlig, at se kornet falde for leens hug.

Når sidste hug var taget, klingede man med strygepinden på lebladet, så naboerne kunne høre, man var færdig. Der blev også til tider lavet en høstmand, som blev afleveret et sted man ikke var blevet færdig med at høste, sådan een kunne godt blive flyttet flere gange inden den nåede til de der var sidst, og det kunne give anledning til megen godmodig drilleri, ligesom hvis nogen var uheldig at vælte med et læs korn. Det tog godtnok ingen tid at vælte, men det var jo værre at få læsset igen.

Roehøsten kunne blive besværlig, ca. halvdelen af marken var vandlidende, og ikke drænet, et vådt efterår kunne det blive næsten bundløst, så roerne måtte køres nedad mod diget, og enten kules dernede, eller køre langs med diget gennem vand hen til græsmarken, og så hjemkørsel der, men islænderne var tålmodige, bagefter skulle der hentes tang ved fjorden til dækning af roerne, det kunne være spændende, om der nu var drevet rigelig med tang ind, og om andre ikke var kommen først, det passerede også, man måtte helt ud til bredningen, derude kunne man så være heldig at få en sludder med eneboeren Jørgen­sen "æ skavmand", der boede i en slags jordhule ved stranden.

Han havde været mejerist, senere fotograf, var vist slået ud af kærestesorg, var kommen til egnen i ca. 1913-14 med et skab på 2 eller 4 hjul, som han kunne stå og sidde i, og lagt ned, sove i. En tid var han her neden for ved fjorden, først i tanghuset senere i et læskur, det var spændende at komme ned med mad til ham. Det var lidt eventyr!

Efter høsten begyndte tærskningen, og det var jo med plejl, der var vistnok kommet et par tærskeselskaber, men her holdtes på det gamle. Det var bare ømskindethed, når man ikke selv gad tærske sit eget korn med plejlen om vinteren.

Da bedstefar holdt op, fik vi en daglejer: Lars Ålkjær 2 dage om ugen til at tærske, det var 2 traver om dagen, og så var det ved lygteskin morgen og aften.

Senere blev det en forhenværende mejeribestyrer Sandbæk, der var gået ned. Og tilsidst Søren Bendsen. En vintermorgen havde han set forkert på klokken, og kom herhen ved 3tiden om natten, han kom så i seng til dag­værket begyndte. Daglønnen var 2 Kr. efter nytår 1 1/2 Kr..

Det var hel fantastisk da jeg som 15-16 årig var på snekastning på banen og fik 90 øre i timen, det var jo krigspriser, jeg husker P.Smed sagde til mig: Nu vil din Bedstefar sige: Så meget kunne jeg ikke tjene en hel dag.

Svinebestanden var helt til henimod tyverne kun et par stykker,  og de blev som regel hentet i sække, og de der skulle dele et læg, skulle helst møde samtidig, og så trække lod.

Far havde prøvet med en so inden første krig, da havde vi fået lavet 2 svinebokse, men soen var vanskelig, og Far bange, Poul Nielsen fik det makket sammen første gang, anden gang gik det galt, soen farede om natten, om morgenen lå der 9 døde og 2 levende.   I 1920 var der næsten ingen svin, der havde været kornaflevering til staten.  Jeg fik købt en sogris, og da tidens fylde kom, blev der også grise, den var også gal, og der gik bud til vor nabo Kr. Lund, han var forøvrigt vor fødsels­hjælper såvel nat som dag, han var resolut, havde håndelag og kræfter, men soen kunne han ikke formilde, efter et døgns forløb gik det da i lave, siden har vi altid haft søer,og efterkommere efter den havde vi nok i 25 år, ualmindelig frugtbare, en so fik senere 21 grise hvoraf 20 levede, da var jeg ikke af tøjet i en uge, de skulle hjælpes ved patten, men man havde jo lysten og modet.           

  Dengang i drenge og ungdomsårene var der fiskerleje ved Skib­dal. Og der blev fisket godt, det var bundgarn efter sild i bredningen om foråret, og ålenarværk i vigen om efteråret, men der blev som regel taget rigelig med fisk af alle slags med i land, og så var der gratis uddeling til naboer og venner, tit kom der børn med en kurv fisk, så faldt der en skilling af.

Nu springer jeg tilbage til landbruget, som før nævnt var svineholdet lille, der blev sjældent leveret mere end et svin ad gangen, omkring-?--? lavede jeg selv en kasse til et svin, de blev jo leveret i Uglev hotel, og vejet der, det var levende vægt, og til privat slagteri indtil broen kom, så de blev fyldt med varm æde eventuelt sand på leveringsdagen, da var der sammenstimlen på kroen.  Hestevognene blev parkeret udenfor mens modtageren gav kaffe. Før min tid var det sognefoged Niels Thomsen til Holstebro slagteri, men da vankede der ikke kaffe, det var først da Niels Martin Vestbjerg tog imod til Thisted.

Når så leveringen var slut blev hele flokken drevet over vejen  gennem folden der og op i banevognen.                           Kreaturer der blev solgt efter vægt, skulle leveres om morgenen fastende, hvis det var Didriksen Humlum var det i Hvidbjerg, hvis det var en 1 1/2 års stud der aldrig havde været uden for en dør, kunne det være ret besværlig, hvis det var en vinter­morgen måtte jeg som dreng følge på vej med staldlygten.

I tyverne kom exportforeningen, og dyrene skulle trækkes til  krostalden i Uglev aftenen før og takseres, og først vejes næste morgen, de aftener var der også mødt mange landmænd op for at se på dyrene.

           (Nu fortæller P.D. mere om plejltærskningen.)(M.)

Det var en langsommelig proses, da jeg kom til nøjedes vi med en trave (60 neg) om dagen, Far tog plejlen mens jeg var ved dyrene. Det blev tærsket på begge sider og bundet i (brøjkjær)  når der så var blevet ca. 6-7 tdr. blev det først kastet med kastskovlen, derved gik avnerne fra, derefter gennem den håndtrukne rensemaskine, og båret på loftet, vi skulle helst være færdig til kjørmis /2-2.)

De omrejsende tærskeselskaber var startet sidst i 1800tallet, først Uglev slagter hvor lokomobi­len kunne slæbe tærskeværket, det var de større gårde der stod bag den, det var den store dramatik for en lille dreng, når den karavane flyttede op til Jens Pesens.

Det mindre værks initia­tivtager var nok kbm. Bering i Søndbjerg, der skulle det hele flyttes med heste, 4 islændere side om side for tærskeværket og to mere for enden af kørestangen- stjærten, når lokomobilen skulle flyttes, og så var vandet lukket ud.-

Halmen blev båret ind i reb og avner i en stor kurv, det var som regel Jens Jokumsen. Min onkel Niels Troelsgård var lokomobil­fører i flere år. Om søndagen var han så hjemme ved bedriften, da hjalp moster ham ved håndtærskemaskinen, så der kunne være noget til dyrene i ugen.  Inden 1910 fik vor nabo Mikkel Vestbjerg anskaffet en såkaldt aflægger til høstning, der var 4 vinger, hvoraf den ene fejede negbunken ud til siden, nogle år efter fandt man så ud af, at bruge slåmaskinen til det, med påsat aflæggerværk, men der skulle da omk. 4 opbindere følge maski­nen. 

På Odbygård og andre større gårde havde man dog før 1908 anskaffet et vidunder af en selvbinder.  I krigsårene florerede ejendomshandlerne (gårdslagterne) bl. a. dyrlæge Toft Thisted og Jens Poulsen, Knudbak. Toft klarede sig godt, ejendomspriser­ne, ejendomme blev nedlagt, eller delt.

Poul Poulsen (her øster) vor genbo solgte i foråret 1918 og flyttede til Odby i en lidt større ejendom (Havnkjærgård) men ejendommen her havde han købt 1899 for 9 1/2 tusind og forrentede stadig 8000. Nu kom han til at give 19000 i bytte. Besætningen på den første havde slagter­ne taget med, da priserne faldt i 1921 blev det armod i stor stil i mange år, indtil der kom en arv fra barberen i Uglev og hans søster Maren strygerske.  

Pouls var sparsommelige, kunne næsten leve på en sten, men var ikke gode til at forrente en gæld.    

Til høst blev ejendommen købt af Kristian Kusk for 16-17000, der fulgte en meget lille ko og en 5års hvid islænder med, ca. halvdelen af avlen tog slagterne med, der var også smalhans i flere år, men Kristian var dygtig tømrer, og tjente ikke så lidt udenom, så passede Stine og børnene be­driften, Kristian var enestående hjælpsom som nabo, og dengang kom naboer hinanden ved, nu er det som om man nøjes med at snakke om det.

Handelsfolkene var behjælpelige med at få besætningen sat op.  Særlig krikhandlerne hjalp ham med at blive godt kørende, men for hver gang blev det da dårligere, han var jo nybagt landmand. Bl.a. var der een med kælenavn, lidenvækst, og så var der en Johnsen, han var også skomager.

I 1914 begyndte de gamle veteraner at få 100 kr. årlig i hæders­gave, altså de fra -64.

Jeg husker beretningen om da Bedstefar var kørende med Kr. Laustsen, Odby til 50års veteransammenkomst i Hurup.  Kræn Lausten kørte derop med sin hvide russerhest, når de en sjælden gang mødte en bil, gik hesten i stå, når bilen var på bøsse­skudsafstand, men det må nok have været for koldt. Bedstefar fik vandladningsstop, men dengang tænkte man ikke på læge, en gammel nabo fik af og til taget sit vand, og der var Bedstefar nede og låne røret, og mor dristede sig til at tage vandet,  jeg husker hvordan han jamrede, det var eneste gang, han fik behov for det.

Da Bedstefar allerede allerede havde givet både de sidste penge og pungen fra sig, han ville ikke have mere med penge at gøre, han fik jo sit ophold, var der gavmildhed til stede, når hædersgaven kom, først var det mor der fik tøj, næste år blev det lidt bohave, og 3die år var det mig der fik min nye cykle 95 Kr. en "Fortuna", ja det var jo mere end en bil nu, den kunne man ikke køre på i regnvejr, så risikerede man at den blev kaldt en vandcykel. Om vinteren blev den hængt op inde i storstuen, og kom først ud til foråret.  

Den gang gik de fleste i kirke om søndagen, en dag dristede jeg mig til at cykle til kirke, jeg kørte forbi vor nabo Jens Pesen, der som sædvanlig kom småløbende, og han udbrød irriteret: Cykel til kirk, ja du sku val osse! det var alligevel mere alvorsfuld at gå.   Det var jo vor gamle provst, og prædiken var lang, der blev lagt mærke til at han pudsede næsen 2 gange under en prædiken og det var tilrettelagt så menigheden kunne følge, hvor lagt han var henne.

I 1918 27/4 døde Bedstefar efter 4 dages sygeleje, en hjer­neblødning, der var tilløb til koldbrand i et ben en tid for­inden, han blev begravet 1ste maj, han havde gået med 2 stokke i flere år, men hovedet fejlede intet. Han læste dagens tekst, og prædiken af en gammel andagtsbog, da han ikke længere kunne komme i kirke, og sikken sangstemme han havde, jeg husker særlig, når han sang: Jeg går i fare hvor jeg går,- og nytårs­aften: til ende året haster.    Men nu var vi altså een mindre, og nu kunne vi gå fra hjemmet, og vide at der ingen var der savnede os. Ja døren blev da ikke låst, klinken blev bare taget af, Far levede også op, han var blevet kujoneret af sin far.

Jeg mindes nogle skønne minder fra årene der i 20erne hvor Fars munterhed satte liv og stemning, ja til tider kunne vittigheder og drillerier krydse under måltiderne så vi næsten ikke kunne spise for latter. Ungdomsgildernes tid var begyndt, og det var spændende, også om man var genert. Ca. otte dage før Bedstefar fik blødningen havde jeg været til et lille gilde hos Kr. Lunds, og det var nok første gang Mette og jeg sværmede lidt for hinanden, og otte dage efter var der gilde hos Jens Pesens, men da Bedstefar var så alvorlig syg, kom jeg ikke derop, hvem ved ellers hvordan det var gået, til 1ste maj kom Mette ud at tjene, ja og der gik altså 20 år inden det blev os to.

I vinteren 1918 kom der en stor vækkelse her i sognet efter missionsugen.

Der blev holdt møder på krosalen i Uglev, med taler af en Mads Munksgård med bedemøde i hjemmene, Provsten var betænkelig, og ville i første omgang ikke give plads i missionshuset, men senere blev møderne alligevel holdt der. Vækkelsen satte spor, og mange, også af vi unge fik Jesus at kende som vor frelser.

For lige at komme tilbage til kirkegangen, så var der jo mere om man så kan sige disciplin. Kvinderne holdt sig jo til kvndesiden, og der vovede ingen mand sig over.   På mandssiden sås kun enkelte forelskede nygifte par, elles var det kun mænd, efter gudstjenestens slutning, gik kvinderne først ud, derefter provsten uden at se til en side, og så mændene.  Ved begravel­ser kom kisten heller ikke ind i kirken.

For vi unge var der K.F.U.M.møderne, ynglingemøder, i den lille sal, og een søndag i måneden i hjemmene- jeg følte mig truffen en gang lærer Vestrup nævnte at hvis vi ikke kom alene for at høre Guds ord, var det ikke så meget bevendt, det var hos Peter Gade i Hellerød, jeg kom nu også for at være i godt kammerat­skab. Så var der ungdomsmøder en søndag mdl. ved provsten.

Der var jo også aftenskole, og i vinteren 18-19 var vi så fremmelige at der var ungdomsskole i ålkjær skole 2 gange ugentlig fra kl. 3 til kl. 6 med forskellige fag bl.a. engelsk, forskellige lærere, det var fra begge sogne, desværre blev der lukket nogle uger på grund af den spanske syge.

I Hvidbjerg var der de 2 årlige begivenheder vi unge så hen til med forventning: fastelavnsmødet og soldatervennestævnet, tænk hvor der kunne samles unge, missionshuset var stuvende fuldt også ståpladser­ne, det var både eftermiddag og aften med kaffepavse, og hvor soldatermissionær Kuhle kunne sætte stemning, både med alvor og skæmt, og vor egen P.Ravn.

1921 tog provsten sin afsked på grund af alder og svagelig­hed -- men på opfordring-- og vor nye præst blev August Thelle.

De var fra København, de var fattige men frimodige. Han kunne fylde kirkerne hver søndag, og han var ung med vi unge. Han lærte os nye sange og salmer, og kunne lege og more sig blandt os unge, og han var lige ved at sætte værdigheden over styr ved at cykle til kirken, han nåede vist det mål han havde sat sig, at få besøgt alle hjem i pastoratet. Han fik også købt et hestekøretøj, men det var ikke så godt, han kunne nemlig ikke køre, det var hesten der bestemte farten, vi fik den senere med den bemærkning, at den ikke ville gå om søndagen. Dog præstens popularitet og ligefremhed var for stor en forandring, for de stilige  ældre af den gamle skole, han prædikede ikke strengt nok, hans prædiken begyndte gerne med vort timelige liv ud fra teksten, så var tilhørerne med, og så gik han over i det åndelige, fra visse kredse fik han skyld for, at prædikede kirkerne fulde af vantro folk, og det var man ikke så glad for, mærkelig nok, det var dog de vantro Jesus opsøgte.

Det endte dog med at Thelle søgte herfra i 1928 og fik embede i Rudkøbing. Der var dengang planer om at udvide Odby kirke ned i tårnrummet, på grund af pladsmangel, det blev ikke aktuel senere.

 Som noget nyt holdt Thelle friluftsmøder om sommeren, enten ved skov eller strand hvor han selv var med i legen, også grundlovs­fest i Odbygårds plantage, hvor spejderne dirigerede, af andre friluftsarrangementer, i plantagen, var den årlige afholdsfest, der var en ret stor forening, man gik i procesion  fra stationen med fane og musik til festpladsen, jeg husker det helt fra min drengetid, der var telt med ser­vering, tale og sang, samt tombola.  K.F.U.M. og K. holdt en årlig sommerudflugt,- under krigen nøjedes vi med cykeltur til Ydby skov, eller med færgen over, og så til Toftum bakker, jeg husker derfra, P. Ravn sluttede ud fra: vi har altid lettere ved at sige: ak, end tak, men lad os nu sige tak for en god dag.

Senere var der udflugt til Sjørring vold, og en gang sejlede vi fra Thambohus til Sallingsund i Adolf Dams motorbåd, men så kom årene hvor hele Thyholms M.og K. lejede ekstrafærgen, (isbryderen "Valdemar") til henholdsvis Lemvig, Nykøbing  m. Legind bakker, vi kunne samle 300-400 unge,- det var fest, og den gamle P. Ravn kunne stadig være med. Alle cyklerne blev sat ind i Antom Nielsens lade.

Jeg mindes forresten et K.F.U.M.møde hos Tajsens i den tørre sommer 1921. Da jeg kørte derhen snakkede jeg med Kr.Kusk om den skrækkelige tørke, ved mødet holdt P.Ravn andagt, og sagde bl.a. vi har læst i avisen, at de i Amerika prøver selv at lave regn, men nu beder vi om hvis det er din villie, at du vil give os regn. Da jeg kørte hjem lagde jeg mærke til at der var lidt skyer oppe, og vi fik virkelig regn den nat.  Ak ja nu be­stemmer flere og flere selv hvor mange mm. vand de vil have.

Og jeg mindes alle de herlige sommeraftener og efterårs- hvor man var til ungdomsgilder i hjemmene, det kunne let blive til 50-60 stk., det var ikke det store traktement, der tog tid og penge, men det var hjertevarme i hjemmene, og der var sanglege  ude og inde, jeg mindes ikke mindst festerne hos Frederik Hinges i Barslev og cykelturen hjem når klokken måske var bleven 2 og de første fugle begyndte at kvidre, ja selv om jeg tilfældig kom til Barslev en søndag eftermiddag kunne det lyde så, nu kom Peter fra Serup, nu skal vi have det skønt, og om aftenen kunne der snart samles en halv snes, og så kunne der udmærket leges, og det var altid uskyldig fest. Ja og så siges der i dag,at der kan ikke skabes stemning uden spiritus, jeg har erfaret det modsatte.     

1917 skete der en del, det gamle mejeri brændte (det var 1921)(M.) det var sidst i maj, jeg arbejdede med hestene i marken på et roestykke, i det vi kaldte heden, da røgen væltede op, jeg fik tøjet af hestene, og fik dem tøjret, og så afsted, jeg var med de første på brandstedet, og med til at få indboet ud, kun hestestalden stod tilbage, Ajs Poulsen, Jens Hovmark og jeg, blev taget som første brandvagter, jeg kom først hjem efter sengetid, det var ikke så godt, at jeg ikke var blevet færdig med roestykket, men det nåedes dagen efter.  Mælkekuske­ne kom så til at køre til Hvidbjerg mejeri.

Nu var det så genopbygning det gjaldt. Regnskabsføreren for mejeri og brugs­forening, Kr.Borre Hellerød havde købt Kr.Thomsens villa i Uglev, men da hans kone i mellemtiden var død, ville han gerne sælge igen, og det endte med at mejeriet købte af ham, trods en hel del protester, man mente det var hel ved siden af, at flytte mejeriet fra en brønd, der var uudtømmelig, og hen hvor det var uvist om der var vand nok, der var også mere plads hvor det gamle lå, det viste sig senere at villaen var dårlig bygget.

Mejeribestyrer var N.C.Jørgensen, de mistede forøvrigt en søn, Åge, han var nok 17 år, et par år yngre end mig.

I 1933 tog Jørgensen sin afsked på grund af alder, og håbede at en søn -Ejnar- var blevet antaget, men bestyrelsen var delt, og der var en stemme for lidt, det resulterede i flere ekstra generalforsamlinger, hvor det gik hårdt til, særlig Jens Poulsen, Knudbak, var meget agressiv på Ejnars parti. Det var lige ved at udarte til religionskrig, der blev bl.a. hævdet, at smørret nok blev ligegodt, enten bestyreren var missionsmand eller ej.

Ejnars forlovede var katolik. Den nye bestyrer var K.F.U.M., han hed Ferdinand Jørgensen (hans søn hedder Axel juel Jørgen­sen)(M.), Niels Lousdal, Serup var så uheldig på en generalfor­samling at sige, at når vi nu havde lejlighed til at vælge, skulde vi gerne have en up-to-date mand. Niels blev i flere år efter kaldt up-to-date mand.

Ferdinand var virkelig enestående dygtig, altid 1ste præmie for smør, men kunne ikke godt have sine folk, kun Palle, gamle Jørgensens svigersøn kunne blive der.

Så var der Uglev kro, der jo nok er blevet bygget nogen tid efter at banen kom, der vides ikke hvornår, den føst kendte ejer var nok en Lars Olesen. Først i 1900 var der Hans Olesen, der var også bagerforretning. Thisted Bryghus havde investeret i den, en kort tid var der en forhenværende købmand der, så kom der en Bager Ettrup, en bror til min tante Johanne i U.S.A..

Han kunne ikke klare sig, og en svoger, bager Olsen havde den en kort tid, og dernæst Martin Mikkelsen, antagelig 1911, han kunne heller ikke klare det, og lavede akkord med sine kredi­torer.

Vi leverede rug og fik brød, for vi var efterhånden holdt op med selv at bage i den store ovn, i hvert fald om sommeren, om vinteren, særlig til jul, blev vi ved med bag­ningen nogle år endnu.- Der var travlhed fra morgenen når ovnen skulle ildes. Tørv og brænde havde man været inde i ovnen aftenen før og stable op, rugbrødsdejen var lagt til hævning dagen før. Ovnen skulle være rødglødende, den sorte mand skulle ud. Når rugbrødet var bagt, kom sigtebrødet ind, der blev også bagt en "vak" en kage formet som en and. Dernæst kunne der bages småkager. 

Rugmelsdejen blev æltet sammen i et kar (æl­tetruget?) var ca. 1 m. lang med hulning i den ene side. Dejen stod til hævning natten over ved siden af bilæggeren, ofte havde man gær fra ølbrygning, at komme i.  Om morgenen kom "æ seld" ind og stod på en trefod.

"Æ seld" var en kasse ca. i 1/2 m. i kvadrat og godt og vel 10 tommer høj, her blev brødene formet.

Så kom "æ råeg" i sving, en slags træhakke, til at rage gløderne ud af ovnen, den havde stået i vand. Dernæst blev brødet sat på "æ skaj" (et skaft med aflangt bræt på enden) og skubbet ind i ovnen. Når rugbrødet var bagt kom det op på en fjæl lagt over hanebjælkerne, så musene ikke skulle komme først.

Det var et sidespring fra kroen. I 1917 brændte en del af kroen, og et selskab på 10 købte den, og moderniserede den, der blev flere værelser. Stalden blev udvidet, og ovenover blev der krosal, i begyndelsen var der bissekamre i sydenden, der var officiel ikke spiritus i forvejen, men nu blev det altså afholdshotel med den servitut, at der ikke måtte holdes dans. Samtidig begyndte Tajsen som bager i Centralbygningen, hvor der stadig er bageri (nemlig hvor telefoncentralen først var an­bragt)(M.)

Omkring 1917 knagede det også i den gamle brugsforening, kunstgødningen havde man rationeret til sine medlemmer, der var jo krig, men nogle af gårdmændene,der også var medlemmer i en gødningsforening, fik gødning derfra, så nægtede Kr. Thomsen- Uglev, der var uddeler, og formand, disse medlemmer deres rationer, der blev stor ballade, og flere ekstra generalforsam­linger hvor det gik temmelig hårdt til, også med helt usaglige diskutio­ner, men Kr. Thomsen stod sig.

Disse gårdmænd udmeldte sig af foreningen, og startede Uglev foderstofforening.  Det blev et grundskud for brugsforeningen, der kom ny bestyrelse, men ledelse og uddeler blev ikke udskiftet, og skønt der blev hævdet at status, og alt var i orden, svandt tilliden bort og ligeså omsætningen, uddeler Peder Ravn var en herlig mand, men han var jo ikke handelsuddannet. Havde i sin tid taget springet fra forkarl på Odbygård til uddeler i brugsfor­eningen og da der i okt. 1912 var kommet en ny butik i Uglev, med et par meget dygtige indehavere: Sine og Kren Madsen, hvor der nærmest var trængsel både i manufaktur og kolonial.

Der gik vel 2-3 år inden det blev vedtaget at opløse brugsfor­eningen, det var også grovvareafdeling, og en filial i Sønd­bjerg med Hauge som uddeler. Undeskudet var ikke særlig stort, vist ca. 20 tusind, hvis der kunne være skabt enighed og tillid, samt nye folk, kunne der sikkert være kommet gang i det igen, men der var bl.a. splid om underskudets fordeling, og sagfører Jakobsen Hurup blev engageret. Han blev forøvrigt en del år senere arresteret for bedrageri. Der blev holdt auktion over varebeholdningen, der bl.a. bestod af en mængde krigs­varer, som ikke var ret meget værd, men Kr. Thomsen, der havde stået for indkøbene, fik provision af køb og ikke af salg, og det var jo købt til krigspriser.

Forretningen i Søndbjerg blev solgt til en kommis, kaldet: Jens butik, og forretningen til Ejnar Krabbe i 1925 da var han 22 år, så det blev hans bror Poul der måtte lægge navn til.

Men underskuddets fordeling  trak ud, det blev endelig bestemt, at der skulle betales i forhold til indkøbene i nogle foregående år.  Det blev altså de trofaste kunder, og de med store familier der kom til at betale, men tiderne er blevet små igen, og flere kunne ikke betale, efter første runde var der stadig stor gæld.  Der blev ny opkrævning, som heller ikke slog til.  Så kom der en tredie inden det var slut.   Gælden på de 20000 var vokset til 70000 med renter og sagførerblæk, der jo er en dyr vare.

Krabbe viste sig at være manden der kunne arbejde en forretning op, nu var der jo en stor familie og bekendtskabskreds, der flyttede fra Knud Thagård og til Ejnar, en del af dem var nogle år før flyttet til Thagård, som vederlag for at han afgav sin spiritusbevilling.

-------(Her må jeg fortælle lidt om Knud Thagård: K.T.var søn af sognefoged Niels Thomsen i Odby og havde derfor megen familie på egnen og havde også en god forretning. Han blev, ligesom broderen Niels Thomsen, invalideret af gigt, og måtte sælge forretningen en tid før brugsen fallerede,  til kbm. Vestergård.

Efter Krabbes overtagelse af brugsen flyttede mange af Vestergårds kunder derover og V. måtte sælge til Jørgen Jørgensen, søn af mejeribestyrer Jørgensen.

Efter ham kbm. Tousig. (M))

I omk. 1912 var købmand Kr. Madsen og Sine flyttet til Uglev og startede ny forretning, der, næst ved kroen, med både manufak­tur og kolonial, og de fik hurtig en rivende omsætning, der var ligefrem kø i butikken, det var bette Kræn Madsen, men de andre to forretninger måtte jo lide for det. Det gik til i tyverne den ældste søn, meget ung fik stor forretning, men gik ned med tab for hans far, det tog på økonomien og også på søgningen.

1927 købte J.P.Lauritsen forretningen og den kom atter til at blomstre.   Thagårds forretning var også solgt, men den kom aldrig rigtig op igen, den skiftede ejer for tit.

27 april 1925 fejrede Far og Mor deres sølvbryllup, det blev en festdag både for dem og mig, det foregik jo i hjemmet men den gang var der ingen morgensang, der var nok 40 gæster-"kokkuen""

"gråndkok" i 3 dage.  Jeg var kørt til toget efter gæster, men da der ingen var med fik jeg Mette op at køre hjemad, og straks gik snakken, at nu blev der forlovelse, men ikke dennegang.

Et års tid efter var det galt igen, vi var begge rejst sammen fra Uglev, hun skulle til elevfest og jeg skulle på familiebe­søg i Borbjerg, da jeg kom hjem var naboungdommen mødt op på stationen for at tage imod, men jeg kom ene, så det var også en fuser.  Først i tyverne solgte jeg en del tørv for min fætter Niels, der havde mose i Stakroge, jeg var også dernede, sammen med Kr. Olesen og fætter Karl en søndag, og var indenfor i en interi­mistisk beværtning, hvor luften var så tæt at en hat næsten kunne hænge, men kortene var i sving, og nogle tjente også en dagløn den dag, andre tabte.

Der gik nogle år, men han kunne ikke styre økonomien, og rejste til Argentina, og der blev han, til han døde som gammel.

1932 omkring grundlovsdag gik der udflugtstog til København, jeg kom til at rejse sammen med Johannes Lauridsen fra Stens­højgård og Kirstine Amby fra Serup, det var over Samsø, det var første gang, jeg så en nyudsprunget bøgeskov, hvor var det smukt, jeg boede hos en fætter Viggo og Marie, der da boede i en etværelses­lejlighed på Amager. Jeg var i Nordsjælland og i Tivoli en dag sammen med Adolf Lund, og så mange af seværdig­hederne, jeg syntes jeg var fyldt med oplevelser.

Da jeg kom hjem viste det sig at Søren Hebsgård havde fået en grundlovskæreste, Petrea, der senere blev hans kone, det var ved Skibdal, en tilfældig lytter hørte Søren sige: "No kysser æ dæ sgi filenfo Petrea!"  "Å,nej de mo do æ Søren."

Ja det var dengang. De blev gift i -33 og fik ejendom, allerede i 47 døde Petrea efter nr.2 barnefødsel.

I -34 var jeg atter i København sammen med Kr.Møller, da havde jeg skrevet til Mette, men traf hende ikke, da jeg kom hjem fandt jeg brevet i en jakkelomme, måske havde det ændret begivenheder­ne, hvis brevet var sendt? 

1930 udvidede vi lade­bygningen godt halvvejen og fik ret tidsvarende svinehus, det kostede ikke ret meget.  Kr.Kusk var tømrer, den 75årige Niels Kresten var murer sammen med Far, der var 70, og 70årige Kr. Poulsen som hjælper.  I 32 om foråret havde Mor et slemt sygeleje, bronkitis og forkølelse, det var gerne hård ved hende, men man søgte jo ikke læge, der var jo håndmiksturer, såsom salmiakmikstur o.l. det tog hårdt på hende, og det varede længe inden kræfterne kom, jeg hørte en dag, Mor tale inde i køkkenet, da lå hun på knæ ved en stol, og bad højt til Gud om kræfter, der var som et forklaret udtryk i hendes ansigt.

Sidst i januar 34 fik hun atter et anfald af bronkitis, kunne ikke sove, og skulle helst sidde op, for at få vejret, søndag d? cyklede jeg til Hvidbjerg; telefonen var lukket om søndagen; og fik fat i lægen: Krukou, der konstaterede bronkitis og hjertetræthed, hun fik digitalis. Men dagen efter i middags­stunden fik hun et hjertetilfælde, og udåndede i løbet af en halv time, lægen nåede ikke at komme, han skulle først aflevere en veninde ved færgen. Mine sidste ord til Mor var: hvis vi skal skilles nu Mor, så mødes vi igen: hun svarede ja med et smil, det var mig et dyrebart minde.                           

Jeg følte jeg var kommet til at stå ene med ansvaret for min Far, der jo for det første var bleven gigtsvag, og ikke kunne komme i og af tøjet ved egen hjælp, men var også begyndt at blive forkalket i hjernen, han fyldte 75 den 22 februar, det var en stille fødselsdag.

Niels Troelsgårds og Bager Jensens, Hanne og Dagmar var utrolig hjælpsomme i den første tid. Vi havde de sidste år haft noget ung pigehjælp først Helga så flyvetækkerens Mary til hun blev 15 år, hun var bange for hun ikke blev gift hvis hun blev her længere, hun var vist jalous på de voksne piger heroppe.  Så Agnes Grud og sidst Ka. Lis Espersen, men vi skulle jo have en husbestyrerinde.

Men først: Vi havde en mærkelig vinter det år, så godt som ingen - grader (mon ikke P. mener frostgrader?(M.), men den tid Mor lå syg havde vi det frygteligste vejr med storm, hagl, lyn og torden, der brændte 7 ejendomme samtidig fra Struer til Lemvig, og Far var bange i storm. Jakob, Poul Lund og jeg hjalp hinanden med at holde stråtaget på plads, grebe, forke og harver kom på taget, og Jakob tøjrede laden til et træ.

Ja så var det husbestyrerinde. Vi havde hørt om en pige fra Resen, Kirstine, jeg havde forøvrigt skrevet til en anden, Kirstine Amby, uden held. Vi fik Stinne som hun blev kaldt, til 1ste april vist 25 kr. mdl. og hun blev her i 5 1/2 år, hun var en enestående dygtig medhjælper, både ude og inde, måske mest ude, god til at sætte humør, kunne til tider få sagt mere end der var klogt, havde let ved at føle sig forurettet, kunne ikke altid tåle nabopigerne og det var gensidig, der kunne også let blive skærmydsler mellem hende og Far, så måtte jeg jo prøve at mægle, og man risikerede at komme i dobbelt ild.

Som tiden gik, tog Fars kræfter af, og hvad værre var, for­kalkningen tog til, når han blev træt ville han hjem, og ville ikke tro, han var hjemme, hel gal blev det en juleaften, da han pludselig ville hjem, og han mente jeg var Niels Kren, jeg troede han havde afreageret når han kom udenfor, men det virkede ikke, jeg måtte have i armen på ham, og få ham i seng meget mod hans vilje.  Det blev nervepres den sidste tid, og den gang kunne man ikke så godt være bekendt at sende sin Far på alder­domshjem, der kunne han være blevet passet bedre.  Min tålmo­dighed blev sat på prøve, og slog ikke altid til.  Det sidste forår fik jeg en dr. Slejsner fra Bedsted herud, og hans medicin klarede tankerne hos Far, men kræfterne tog af og den 15 august i 37 døde han, den sidste aften jeg sad ved ham, var han nærmest bevidstløs, jeg gik hen og tog hans hånd, og bad Fadervor, og det var mærkeligt, for han reagerede, og fulgte med, men tilsidst døde stemmen bort, nogle timer efter gik han bort, men jeg tror nok han forstod mig da jeg holdt hans hånd, og sagde at nu gik han snart hjem, han prøvede at svare mig.

              Ja så var jeg altså alene.

Vi havde lige fået begyndt høsten, det var med slåmaskine og aflægger, det var besværligt, kornet lå næsten fladt, 3 a 4 opbindere.  Det transportable tærskeværk var vi kommet med i omkring 30. Den gang havde vi ikke drænet, så halvdelen af marken blev som regel tjenlig omk.10 dage efter det andet, og lod man sig friste et tidligt forår kunne man godt blive snydt med vejret. Et forår havde vi lige fået tilsået, men Kristi Himmelfartsdag mens jeg var i Kirke blev det et tordenvejr med kaskader af vand, det varede flere dage inden jorden kunne bære en mand,  da det tørrede blev der jo skorpe, vi var over det med en svensk harve for at bryde skorpen, men der blev en elendig avl.

Vi havde fået indlagt elektricitet et par år før Far døde.

Samme efterår, altså "37" kom stråtaget væk fra stuehuset, og asbest i stedet, og i det efterår var jeg første gang over grænsen.  Bager Jensen skulle hente i Sønderborg, så tog Kristian, Frederik og jeg med, vi overnattede i Åbenrå, og var så i Flensborg, hvor værnemagten stod vagt med spade på skul­der.

Jeg fik jo først skøde efter Fars død, ( ved Fars begravelse fik jeg lejet pandepladeteltet, og der var nok inviteret 70-80 gæster, det var Nørsøller-Jensen der forrettede jordefærden)-

den første juleaften følte jeg mig ene, om end Stinne stadig var her, men lige før aften kom Marius, og indbød os til at være sammen med Ajs. Poulsen og An. Johanne efter middagen, det var jeg virkelig glad for, der fik vi for resten kogt torsk ved 24tiden, det er sidste gang.  

Næste forår fik jeg drænet halvdelen af det vandlidende, og resten 2 år efter. Der kunne fås tilskud, men det ville jeg ikke være bekendt, ak ja, næsten samme tid fik flere af de større gårdmænd tilskud og lån.

Den 15 maj -38 blev broen indviet, det blev en festdag, strå­lende solskin, Stinne var rejst hjem dagen før, jeg var tidlig oppe, fik malket, køerne ud i 2 timer, og så på cyklen, over med færgen for sidste gang, for sammen med andre 60000 at overvære Kongens åbning af broen, så hjem igen, Køerne ud, få lidt mad, køerne ind igen, de var jo i tøjr, og malket, så på cyklerne igen sammen med Stinne, Helga, Signe, Kristian, Marius, Jens Kren og jeg, det var Struer det gjaldt, vi var jo landfast nu, der var fest og optræden ved anlægget, en træbarak var rejst, men det var kun de færreste der kunne se, så kom et hold folkedansere, to og to i række, jeg fattede chancen, greb en af vore piger, og de andre efter, så fulgte vi i hælene på folke­danserne, så vi kom frem i forreste række, og kunne både høre og se.

Den sommer fik jeg fuldendelsen af laden fuldendt, så der blev en ny stald, og vi fik først da pumpe i brønden.  Så var der plads til 12 kreaturer, roehus og vandtrug, det var Søren Murer, Lars Back, Kr, Kusk, Holger Mikkelsen og Marius.

Da høet var bjerget, rejste jeg, som ret ualmindeligt den gang, til Harzen i 8 dage med Bergs rejseselskab, til trods for uerfarenhed i at omgås byfolk (jeg troede de var nogle skrække­lige mennesker, når de udfoldede sig) blev det en vidunderlig uge, som jeg levede højt på længe efter. Der var jo Bloksbjerg, drypstenshulerne, rådhuskælderen, slottet i Verningerode, hvor vi boede, Braunsveigh og Hamborg, men da var det jo hejl Hitler overalt, og de fleste var i uniformslignende tøj. Flyverne styrtdykkede ustandselig, der skulle jo øves til krigen.

Men hvor man rankede sig, når vi alle mand kom ind på f.eks. Alotria og orkestret faldt ind med: Kong Kristian stod! En aften i Hamborg var jeg selv gået i byen, og taget kending af de forskellige, men det blev mørkt, da jeg gik tilbage, og tårnene var væk, så jeg blev nødt til at tage en taxa fra banhof og til hotellet City. Jeg var inde på en variete, der var film fra sportskampe, børnefester, og Hitler var jo hovedfigur i det hele, og så længe var der ingen servering.

Til november skiftede jeg husbestyrerinde, jeg havde set eksempler nok på mænd der havde livsvarige husbestyrerinder, 5 1/2 år var nok. Jeg fæstede Signe, der havde tjent hos Kristi­ans Far, til gården blev solgt til Niels Thomsen, hun blev her et år, hun var mere rolig i optrækket end Stinne, men mere proper, den sommer skete en hel del, Stinne blev forlovet med Kr. Yde, Kristian og Signe, Marius og Helga tog med hinanden til Struer og fik ringe på. Ved samme tid havde Kr. Møller og jeg bestilt billetter til Norge, men de blev annulleret pr. telegram dagen før vi skulle have været afsted. Krigen var brudt ud, sejladsen stoppet. Jeg havde aftalt en biltur med en lærerfamilie nogle uger i forvejen, den blev også droppet, det var til Tyskland. Sidst på sommeren skrev jeg så til Mette, om hun kunne tænke sig pladsen hos mig efter næsten 10 år i hovedstaden, som bl.a. kokkepige hos hofbager Olsen st. Annæ Plads, Vingrosserer Reffs Øksenholm, og sidst pelsgrosserer Bang "Ellestuen".

Hun svarede straks ja, og flyttede ind til november, det blev et flyt for livet, det blev bare alt for kort. Efter et bryllup hos Poul Østers, opdagede vi at en gnist af gammel kærlighed var ved at blusse op igen, og at vort mangeårige venskab nu skulle have en ende, vi ville giftes.         

I mellemtiden kom den 9 april, natten før havde Mette sovet hjemme hos søster, da jeg sad og malkede begyndte det at drøne i luften af de store maskiner, der fløj nordpå, vi forstod ikke hvad der foregik, det måtte jo være Norge det gjaldt, men vi blev klogere, da vi fik åbnet for radioen, og opdagede, at vi var et besat land. Allerede ved middagstid kom de første motorcykler på landevejen,--(det var kl.9 1/2)(M.)---Soldater­nes ansigter var som mejslet i stål.

Efteråret før var Stinne og Kr. Yde bleven gift, og havde købt en gammel ejendom ved Humlum, jeg havde været med ude at se på et par ejendomme inden, Mette og jeg var med til bryllup.

1 februar var Kr. Damsgård blevet kørt på sygehus, en spræng­ning i bughulen, hans liv stod ikke til at redde.  Maren stod tilbage med 7 mindreårige børn, gården var noget forsømt, der var armod til huse, besætningen var handelskvæg, men med hjælp fra Kr. Hansen Hørdum, Kr. Kræmmer og Søren Bager, blev det ordnet, så de kunne blive ved gården, men det blev svære år, jorden manglede gødning, og det kunne ikke skaffes.

Efteråret før havde jeg solgt 2 tdr. bsld. til Osvald og købt 4 1/2 af Damsgård for 7000 kr. og det satte ham i stand til at få indlagt elektricitet. Osvald skulle give 2600 men havde ingen penge, et par år efter købte Johs. Dam ejendommen og jeg fik pengene. I april døde Hanne, Jakob havde fået skødet inden, Jens Pesen var død nogle år før. Osvald, for øvrigt mit næstsø­skendebarn, flyttede til Hjerm men døde året efter. Den 24 maj fik jeg så bjerget som forlovere, Bette Poul Pesen og Niels Troelsgård, og den 26 hentede jeg Moster Karen og Niels til middag, og mens de sov middagssøvn tog vi i kirke hvor der blev lyst for ungpige Mette Dueholm og ungkarl Peter Dahlgård, det var sjovt at se overraskelsen hos tilhørerne, de gav sig på sæderne, og prøvede at få øje på os, det kom helt bag på dem.

Samme søndag blev Henry Gade døbt, der var vi om aftenen.

Så blev der travlhed, der skulle købes soveværelse, der skulle lejes telt og lejes kogekone, den 12 juni oprandt så vor sene bryllupsdag i bagende sol, der var varmt i blikteltet, det blev 90 gæster første dag. Vi kørte til Struer til fotograf efter vielsen, og blev lykønsket af de tyske vagter ved broen, vi var det sidste par Nørsøller-Jensen viede.  Så var der stående kaffe, siden middag i teltet, der var afsætning på køledrik og is, om aftenen var der folkefest med sanglege hvor både unge og ældre var med.  Ved middagen talte pastoren, Lærer Madsen og Jakob. 2den dagen var inviteret 60 til middag om aftenen, også da var der fest på græsmarken, der var fest og glæde også hos os selv, at vi endelig var fundet sammen, og vi kunne sige tak, men også bede om at samlivet måtte bære frugt.

I løbet af 3 mdr. kunne det konstateres at Mette var gravid, og så blev det jo spændende for naboerne, det blev ret tidlig at se på figuren, ikke mindst Jakob var meget forarget, han kunne jo se, at det kun var fordi, vi var nødt til det, at vi var blevet gift, men tiden gik og på 9mdrs. dagen havde jeg Mette med i kirke i al hendes frodighed, og Karen Kjærgård vovede sig atter herom, men 11 dage efter måtte jeg have de to røde for ponyvognen om natten og efter Frk. Mejer, det varede 1 1/2 døgn inden Jens Kristian ankom kl. 11 den 25-3, det havde været en streng tur, men hvor var vi lykkelige, trods mangel på kaffe sukker og ildebrændsel, det blev godt nok værre alt som krigen varede ved, der blev rationering af næsten alt. 

Vistnok den 12-5 havde vi så barnedåb. Vi fik et sent forår, den 27-3 palmesøndag var jeg på snekastning om formiddagen, det blev en tør og varm sommer, og en lille avl. Svinene var jo væk på nær en so og et par svin. Kreaturerne skulle jo have kornet, for der var ingen foderstoffer, og så kom der atter en frygtelig vinter med store kuldegrader og barfrost. En so var sommeren før død under faring, jeg cyklede til Ydby med grisene, der levede 6, jeg fik de 3 med hjem, af dem fik vi så atter en so, da hun skulle have grise var der 7 grader i huset, jeg hængte sække for vinduerne, fyldte de tomme bokse med halm, og da grisene kom var der alligevel bleven 10 grader, de første dage så vi kun grisene når de skulle have mælk, men de levede alle 9. For at blive ved svinene havde vi nogle år efter en so der fik 21 grise, det var også under krigen, jeg var ikke af tøjet en hel uge, 6 af dem var så små, at jeg skulle holde dem i hænderne når de skulle have patten, og 12 af de største skifte­des til at være fra soen hver 3die time nat og dag, men de 20 levede, og kostede 100 kr. i snit, det var mange penge den gang, da fik vi gasblus.   

Det var vist den vinter græsset frøs ud, det var i marts, der var kommet masser af sne,- så regn der gik over i isslag  simpelthen ispanser overalt, og så flød vandet alligevel, en aften gik vandet gennem udløbet og ind i køkkenet, så jeg måtte om i haven, og hugge en rende gennem isen rundt om huset.

21-1 1944 fødtes den første pige i hjemmet siden det blev bygget i 1877--og 22-2 blev hun døbt Kristine og så havde jeg både min Far og Mor,--Poul kom ikke, det blev en abort i 1946, og det var nok godt det samme, Mors hjerte kunne nok ikke have magtet det, og den vinter var Kristine syg det meste af tiden, hendes livstråd var tynd den gang, vi var vel for gamle som forældre.

Det med Kristine var ellers et problem. Lægevikaren som vor Mor besøgte ville bestemt påstå, at det ikke var graviditet, men en tyktarmskatar og overgangsår, og han ordi­nerede skånediæt, og det var ikke kost til en gravid, det var måske derfor Kristine var så svagelig. Vi frygtede for kræft i maven, indtil Mor tog til dr. Kruchou, og fik konstateret at pigen var halvvejs, da blev der glæde og forventning.---

------------------------------------------------------

( Ja i aften er det 76 år siden Mette blev født i Oddesund N.)

Og så lidt slægtregister:

Hun var datter af Poul Pedersen Poulsen og Johanne Skalshøj Poulsen, og de var fætter og kusine,- deres børn var sarte alle tre, Mette Maren Poul. Svigerfar var søn af gdr. Poul Pedersen Poulsen Odby, der var meget klog, og var sognerådsformand, og Mette Dueholm, der var fra Odbygård, hendes Far var Niels Dueholm, han var kommen sammen med sine forældre, Mette og Kristen Dueholm fra Humlum og købte Odbygård 1812, ved faderens død 1826 overtog Niels gården, Kristen og Mette var jo så Mettes tipoldeforældre.

Poul Pedersen Poulsen var født i Odby, var bror til Thomas Poulsen i "Knudbak" og Peder Poulsen i "Skalshøj" der var gift med  Maren---"fra Gadegård i Humlum"  det blev Johannes foræl­dre.

Engang ville Peder Skalshøj se hvad der var i "Skalshøj", som gav gård og mand navn,- og begyndte at grave ind i den, men samti­dig blev Maren periodisk sindssyg,  så indstillede Peder gravningen,  og Maren kom sig---vistnok-  det var nok så  galt, at hun engang kastede sig foran et brudetog.

Mine svigerforældre blev gift fordi Mette var på vej.- Efter sigende blev der spillet kort i kirken under vielsen.  Det blev ikke den store idyl.  Poul var med i det første bundgarnskom­pagni i Nissum bredning sammen med Jens Ravn, Kristen Nielsen (Stoffer) samt en svoger Poul Skalshøj, det gav masser af sild, og do. penge, men miljøet var ikke godt for svage karakterer, der var jo nogle af banebørsterne fra banens anlæg, der var bleven ved Oddesund, og spiritussen flød rigelig.

Han var hurtig men hidsig, og Johanne var sen til sit arbejde.

1902 flyttede de til Serup, men måske havde Johanne en arv fra sin Mor, ihvert fald måtte hun til Viborg.  I 1906, da var den mindste 1 1/2 år, og der blev hun til sin død okt. 10 år efter.

Hendes Mor altså Maren Skalshøj født i Gadegård i Humlum, og kom sammen med i hvert fald 3 søskende til Thyholm som ung,- der var Else, gift med Poul Kræn i Uglev, bedsteforældre til Krabberne, Sidsel, gift med Kren Dueholm i Serup, hvis Mor var fra Odbygård altså søster til Niels Dueholm.-

Så var der broderen, Anders Gadegård, der blev gift med en gårdenke i Serup, og senere med Mette. (Søster til Kren Dueholm) (M.)

Mette og Anders Gadegård var bedsteforældre til Anders Gadegård Odbygård hvor Mor tjente i 8 år.

Mettes søster Maren (altså Peters Mette)(M.) var godt begavet, hun erhvervede carnegiefondens medalje for druknendes redning, det var vel skoleudflugten til Hvide-sande i 1916 da Maren og Else Krabbe under flokkens badning kom ud i den nylig opmudrede sejlrende, Maren kunne svømme, og hun fik fat i Else og holdt hende oppe mellem sine ben til en båd nåede ud til dem, Lærer­inden Katrine Simonsen sprang ud og ville redde dem, men druknede. Lærer Vestrup var med på turen.  

Maren ville gerne være pæn, men havde et noget vanskeligt sind, hun kunne let føle sig forurettet, begge søstre var på højskole og bagefter kom Maren på Gedved seminarium, men måtte på et sanatorieophold et år. Da hun fik sin eksamen, var der overflod af lærerkræfter, hun blev lærerinde ved en privatskole i Hvide mose, kom senere på et husholdningskursus, som Mette vistnok betalte, og endelig fik hun embede oppe ved Ålborg, men et halvt år efter blev hun syg, vist en forgiftning i blodet, efter et længere sygeleje døde hun på et sygehus i Ålborg i 1934 kun 32 år gammel.

Poul var jo opfødt ved fiskeriet, var soldat, og god i kompagni med sin far, men han var vænnet til at penge var et begreb, det var noget man havde når man var fisker, men der blev for mange fiskere, og Poul blev gift med Olga, fik familie, han var nødt til at indstille som selvstændig fisker men fortsatte som partsfisker i sæsonerne med Jespersen, og ellers som arbejder, først ved Oddesundbroen, og i årene efter ved reparationer på Oddesundbroen, under krigen blev de evakueret til Helligkilde, her blev Niels Ole født.

Tilbage til redningsaktioner.- Først i tyverne, da lastbiler blev brugt som udflugtsvogne, var hele nabolaget bleven enige om at tage på udflugt til Agger en sommersøndag, der var stor spænding inden, men der blev man så vidne til at 2 badende piger fra Hurup, blev ført ud med strømmen, der var ingen fiskere på stranden, men svigerfar var resolut, fik fat i en båd og fik bjerget pigerne i land, den ene havde fået sand i lungerne.--- Også i tyverne,  var Jakob og 2 søstre samt en slægtning gået i en robåd ved Skibdal i fralandsblæst, de drev ud, tabte en åre, fik fat i en rusepæl, men måtte slippe, da båden ellers ville fyldes med vand, de råbte om hjælp, der var unge nok ved stranden- en udflugt, men de fattede ikke den farlige situation, kun 2 små piger af Kr.Kuske's løb hjem og alarmerede deres far, han løb hen til svigerfar, og ham ned til motorbåden, og nåede prammen lige inden den kom ud i strømmen, få minutter ville den være sunket.

( Søndag den 14-8-77. I forgårs blev Svend Lunds søn dræbt ved frontalt sammenstød.---Agnes Iversen er bevidstløs er bevidst­løs og skal have benet sat af, hvis hun lever.)

      Tiden gik, Jens Kristian begyndte at gå, og den sommer fik vi cyklerne med toget til Holstebro, og cyklede til Skave til Karl, og om aftenen til Hvam til Kristian og Anna, og dernæst til Hedeager, vi var stolte af vor dreng.

Kristines fødsel havde nok taget rigelig af Mettes kræfter, hun havde en medfødt hjertedefekt, i 1947 fik hun forhøjet blod­tryk, kunne ikke sove, var ulykkelig og græd, kom på Thisted sygehus i 5-6 uger, kom rask hjem den dag Kong Kristian x blev bisat-1ste maj. Den dag forsvandt den sidste frost af jorden.

Jeg havde haft Else Laubjerg som husmor i den tid, hun havde soveværelset, jeg sov på divan, Kirstine i seng ved siden af, der var næsten intet at fyre med i kakkelovnen, jeg fik nogle våde tørv der lå ude, så længe de var frosne kunne de brænde, når der blev hældt lidt sort petroleum over dem, vi havde jo en petroleumsovn, senere fik vi en kyllingemoder til petroleum, og fik vor ration til den, og brugte det inde.

En dag fik vi at vide, der kunne fås roesirup i Hvidbjerg, jeg fik Lise for ponyvognen og fik en spand eller måske to.

Vi kunne under krigen tit om aftenen høre de engelske flyvere herover, på vej til Tyskland med bombelast, og kunne se når lyskasterne fra Oddesund ramte dem og så lød der skud. 

En aften blev en maskine skudt ned over bredningen. En nat med luftkamp var vi parat til at gå i vort beskyttelsesrum. Vi havde jo de 3 frygtelig strenge krigsvintre, det var jo også een af dem der ødelagde Hitlers drøm om verdensherredømmet, derovre ved Stalingrad.

Så kom de kritiske dage før befrielsen. Banesabota­gen florerede, Tyskerne begyndte at drage mod syd.

En dag var Martin Gades hestestald fyldt op med heste, da han kom hjem fra marken med sine. Martin blev hidsig, det kom til håndgemæng, Martin kom fri ved sin drengs hjælp, flygtede, men blev såret på vej til Uglev, og blev ført med sydpå, men kom dog hjem igen, vist dagen efter. Den 3die maj var evakuering planlagt som en mulighed, vi havde radioen åben meget af tiden, men så aftenen den 4de maj lød befrielsesbudet i radioen, jeg havde ladet hestene stå for ploven og mor var ved at ordne sengene, hun faldt mig om halsen og jublede: Å, Far vi er fri, den stund glemmer jeg aldrig.

Kr. Kusk og Stine kom herned, vi fik rejst flagstangen, så kom Marius og Helga, Jakob og Misse, og vi sang vor glæde ud, og da følte vi taknemlighed for vor genvundne frihed, skønt vi manglede næsten alt, men kun util­fredshed som tak.

Dagen efter gik flaget til tops, kongen holdt sin tale. Mod­standsbevægelsens folk mødte op i Uglev.

Nogle tyske håndlan­gere blev arresterede, bl.a. Mousi og røde Laurids' kone, samt Kristian Hoelgård, men andre arbejdede på egen hånd, de klippe­de tyskerpiger skaldede i nattens mørke.

Den første søndag var der festgudstjeneste i kirkerne, og da var der fulde huse.

Nu begyndte det triste tilbagetog af en træt og modløs arme, det var ikke den stolte tyske værnemagt, de måtte vandre til fods i elendigt tøj og ringere fodtøj, og hvad de havde været i besiddelse af solgte de, eller byttede de for mad.

Ind under jul i 1949 havde Mette haft travlt, som husmødre nu har, vi havde også været opvartere ved An-Johans begravelse, 3 aftener før juleaften var Mette og børnene gået i seng, jeg skrev julekort, og de fleste endte med: Vi er raske og har det godt. Jeg var kommet i seng og ved at Mette, var helt ude af det, hun kunne ikke få luft, vi troede det var en pludselig bronkitis, og jeg fik fyret op under komfuret under gryde og kedel med vand, vi troede dampen ville lette vejrtrækning, men det blev værre, og jeg måtte først op at vække Misse, og dernæst til telefon hos Mauls og ringe efter Buhl, da jeg kom hjem kunne vi skønne, det var livet om at gøre, og måtte afsted til telefon igen, at Buhl skulle komme omgående, mens jeg tryglede og bad om hjælp hos gud, det varede, syntes vi, længe inden Buhl kom, han kunne ikke starte sin vogn, men fik chauffør, da havde vi næsten taget afsked med hinanden, Mette havde sine børn og mig i sin forbøn, mere end for sig selv, hun syntes at være rejseklar, jeg turde ikke bede mere, var bange for, at ville tvinge mig igennem, men jeg bad Jens Kristian om at bede om at vi måtte beholde mor, og han svarede det skal jeg nok, jeg ville også have Kristine til det, men det kunne hun ikke, hun var kun 5 år. Jeg syntes hele vor verden gik i stykker, hvis Mor gik bort. Så kom doktoren, og han gav hende omgående en indsprøjtning, det kneb godt nok at finde en blod­åre, de var allerede sunket ind, det var nærmest et held, sagde han senere, så faldt hun til ro, og jeg troede ikke jeg havde set hende i live mere, men så fik hun en åreladning ved pul­såren, og det fik blodet til at cirkulere, og tog presset fra hjertet, det var jo en hjertelammelse, og pludselig væltede sveden ud af alle porer, vejrtrækningen begyndte igen, og ansigtet fik kulør igen, da kunne vi virkelig takke Gud, at Buhl alligevel nåede herhen inden det blev for sent, og at hans sprøjte alligevel fandt den indsunkne blodåre.

Jule og nytårsaften havde vi Mor i sengen, men så begyndte hun langsomt at komme på benene igen. Vi var heldig at få Birgit Damsgård til hjælp.

Men i de  6 1/2 år ekstra, som vi blev givet blev det til mange nætter med hjerteanfald, og til tider med natlæge, men mest kunne morfindråber bringe ro, når hun kom at sidde med benene ned og så jeg kunne fortælle een eller anden oplevelse, for at aflede opmærksomheden, skønt jeg rystede indvendig af nervøsitet.  Men alligevel dristede vi os til at tage på Københavnstur med børnene til vor 10 års bryllupsdag 12-6.50, en herlig tur, hvor vi logerede hos Anne og Per Smed, fik besøgt bekendte og Kirstens forældre samt Tivoli.

Kirsten havde vi jo fået som københavnerpige, hun var vel knap 7 år første gang, men det var et bekendtskab vi fik glæde af i årene fremefter. Under krigen var jeg begyndt at købe et føl om efteråret og sælge året efter, i 46 købte jeg "Lise" i Hol­stebro 4 mdr.gl.700 kr. det var dyrt, men hun blev ikke for dyr, hun blev som een af familien i 26 år, der var temperament og opførsel, hvor var hun dygtig.

Mette var kommet i børnevær­net, og var bl.a. med til at bestemme om "Alverdens Peters" pigebørn skulle hjemmefra, og om Mousi skulle have lov til at adoptere 2 tvillingdrenge sammen med sin mand Erhardt.

Sidst i 40erne begyndte aftenhøjskolen med Mads Poulsen som leder, og det blev en stor suces. Det var jo foredragsaftener om både lokale, kommunale emner også politiske, ofte med lokale, som lærerne Madsen, E. Krabbe, A. Gadegård, Valdemar Nielsen,- der var herligt samvær med kaffepause, Mette kunne af og til være med,- til afslutningsfest blev jeg udnævnt til underhold, nærmest som revyforfatter, og jeg som aldrig havde drømt om at åbne munden i en forsamling, men Mette troede på mig, og det gav tillid. Det viste sig at jeg havde evner, det var flere år  og jeg kunne få hele den fyldte sal i kroen til at ligge fladt ved bordene af latter, og klapsalverne rungede, men hvor havde jeg lampefeber de første gange, også i borger-håndværkerf. og husmandsf. optrådte jeg, også lidt i venstre­vælgerf.

Men alt får en ende der skal fornyelse til, kan man ikke det, skal man forsvinde i tide, jeg var også i festkomite­er, og i flere bestyrelser, var til venstres landsmøde i Odense i -57. Ja selskabstaler i den muntre stil fik jeg også lært, det kneb mere med det alvorlige, for da bliver jeg selv rørt, og de andre uberørt. Lidt lejlighedssange blev det også til.

I 53 eller 54 blev jeg meddeler til Thisted Amts Tidende og i 1956 blev jeg regnskabsfører og kasserer for Uglev elværk for den sum af 110kr. mdl. den tjans havde jeg i 8 år til 64. Da kom jeg i bestyrelsen i 2 perioder, det var i den tid værket blev nedlagt, og vi gik over til vekselstrøm gennem Vestkraft.

1968 kom jeg i bestyrelsen for Kristelig lytter og fjernseerf­. og i -69 ved Lærer A. M. Madsens død blev jeg formand, det var interessant, jeg var til årsmøde i Nyborg 2 gange, i Ålborg og i Herning, og vi havde vinterfester på hotellet med stuvende fuldt hus, ved landsformanden Sv.Å. Olsen, det var spændende oplevelser, og jeg tror da jeg gjorde lidt nytte. I een periode var jeg i bestyrelse og kasserer for grænseforeningen, men ville ikke mere, der var for megen sløvhed, og for besværlig at få pengene ind, jeg fik puttet Ørtoft ind, og han blev også formand, og han var aktiv.

1952 blev vort tærskeselskab likvideret, og 22 landmænd købte tærskeværket igen for 4380 Kr. Jeg blev formand og var det til dens endelige destruering i 1970. De løse effekter blev solgt, tærskeværket brændt, og så holdt vi ålegilde på turistgården til afslutning.   I 53 var timelønnen 3 kr. i 62 var den bleven 5 kr.----i 66 var den 7 1/2 kr.

Tærsketiden var næsten lige så spændende som høsten, alle ville jo have tærsket først, da skulle der jongleres og snakkes, som også nu ved mejetærskning.   Der blev ofte kværuleret,  f.eks. kom Søren Hebsgård en dag og ville kværulere, der skulle ikke tærskes i regnvejr, heller ikke hos andre, jeg replicerede, at vejret ville jeg ikke have med at gøre, det tog helt gassen af dem.

Først i 40erne fik vi jordfordelingen i Serup, den varede vel et par år at få ordnet til de flestes tilfredshed, alle syntes jo at deres jord var den bedste, jeg var i lodsejerudvalget sammen med Marius, A. Dueholm, Mads M. Madsen og Poul Boe Thisted.

I 1954 blev Jens Kristian konfirmeret, da havde Mette også haft et sygeleje  lige inden, men det gik an, vi fik en god fest. Året efter skulle han ud at tjene, da var der endnu tjene­stefolk på landet. Men Mette var blevet svagere, hun var på sygehus i 3 uger i januar, var kommet sig lidt, Jens Kristian kom til N. Brogårds, og det blev ikke sagen, han længtes hjem og Mette længtes efter ham, kunne ikke sove, måtte have vanddri­vende piller, og ofte lægehjælp.

Først i juni fik hun et voldsomt hjerteanfald, og var nærmest bevidstløs da lægen kom  med iltmasken, han mente hun ville være død inden næste morgen, Cellerne var ved at gå i opløsning, men det kom ikke til at passe, hun blev liggende med ilt en del af tiden i 8 dage, så mente lægen vi skulle prøve noget nyt på sygehuset, men hun var da hjemme den 12, vor bryllupsdag, hvor hun fik den årlige buket tjørneblomster, så lå hun i Thisted i 6 uger, hun var vist lidt i bedring, men på hendes fødselsdag, d. 28-7 blev Marie Ilkjær kørt ned af en bil, Mette kunne ligge og høre hvordan de græd, da de kom til sygehuset med hende, at det atter gik tilbage, og få dage efter kom hun efter eget ønske hjem, hvor naboer som Misse, Trine og Jenny Maul og Nina samt Søster hjalp at våge, og Agnes gav indsprøjtning. Johanne passede dagvagten.          

Hun gik bort 19-8 kl.3 i en sikker forvisning om, at vi alle skal mødes igen på den anden side graven, og hun overgav os, sine kæreste her, i guds varetægt, vi var i hendes forbøn, og den tror jeg stadig er virksom, vi havde mange gode stunder sammen, når vi alle fire bad aftenbøn sammen ved Mors seng.

  Atter følte jeg et tungt ansvar, som da jeg kom til at stå ene med Far, den gang var det jo livets aften for ham, nu var det børnene og deres fremtid, jeg havde ansvaret for, og der kunne jeg ikke erstatte en mors kærlighed. Jens Kristian kom fra Brogårds til september, og vi kom af med vor tjenestepige, havde så Johanne Tandrup indtil novmber, da vi fik Ellen Ting 20 år, hun var dygtig, og kom med liv og munterhed, og fik Kristi­nes fortrolighed, men det blev kun en vinter, så fik vi Gerda, hun var her et år,- når hun havde fri, var vi travlt optaget af at rydde op efter hende, men hun var som regel hyggelig. Det forår fik vi så Tove Præst, og den sommer var vi til både Ellens og  Gerdas bryllupper.

Tove havde det med rengøring, gulvvaskning daglig, meget alvorlig.    Til efteråret fik vi Else Olsen, der var her i 3 år, hun havde altid frygtelig travlt, kunne knap få tid at spise.    1958 blev Kristine konfirmeret, da hjalp Ellen og Anna Ting, da blev der gjort ren i krogene, det var i Gerdas tid.   

Da så vi den første sputnik, mens vi spiste til aften, bordene blev rømmet i et nu.

På højtidsdage og festdage føltes savnet af Mor stærkest.

Omk. 1 mdr. efter Mors død fejrede Olga og Poul sølvbryllup, og foråret efter var vi alle tre til konfirmation i Sattrup hos Enno, det var en oplevelse.

Kristine tjente efter konfirmatio­nen hos Peter Jensens 1 1/2 år, hos Mads Poulsens et halvt, og atter hos P. Jensens et halvt.

1944 blev Bedste Enke for anden gang, (Maren Pol Pesen)(M.) da døde Ole.

Der var også private udflugter dengang. En sommeraften fik jeg Mette og Stinne her samt Kr. Møller (Dres)(M.) med på cykletur til Hindsels.

Kr. Møller var betænkelig, Mette deklamerede: Lette bølge, når du blåner.  M.og K. var også på udflugt til den ny Lillebæltsbro.

Søndagssejladsen med færgen om sommeren var også hyggelige. Første sommer vi var gift, var vi sejlende med Ole og Maren i motorbåd til Venø. Ole måtte bære den over 100 kg. tunge Maren i land fra motorbåden.

Og så kommer jeg i tanker om huset her. For 100 år siden jævnede man en byggegrund ved at grave ned, hvor der var for højt, i stedet for at fylde op hvor der var for lavt,- der var ingen sokkel, men en fyldgrøft fyldt op med agersten.

Indretning var fra nordøst et sengekammer med murstensgulv.

 -Fugtig kold -mod syd storstuen, der ikke var så stor, vist lergulv i mange år. Der stod Fars skab, Bedstefars skab, Mors dragkiste, og Bedstemors dragkiste samt en kiste med buet låg til sengetøj, det hele kom ud når der skulle være begravelse og til mine forældres sølvbryllup. Da jeg fik min ny cykle blev den hængt til loftet hele vinteren, den kørte man ikke på i regn og pløre. Så kom forgangen med murstensgulv og bagved spisekammeret med adgang fra køkkenet forbi bageovnen.

Dernæst mod syd,- det vi kaldte dagligstuen, men reel var gæstestue, med langbord og fast bænk ved 3 sider og med Luther og Melangton over hver sin bænkeende, men ingen kakkelovn, bagved var bageovnen, vistnok stengulv, så opholdsstuen med de to alkovesenge med forhæng for, der kunne man få middagssøvn uden fluer, der var bilæggerovnen med indfyrng fra køkkenet, sandstrøet lergulv indtil jeg skulle til at kravle på gulvet, så blev der bræddegulv, jeg skulle ikke kravle i sandet, det var galt nok med de to spytbakker een ved hver bordende med papir og sand, i den ene harkede man, man kunne ikke spytte på bræddegul­vet, den anden var til de tobakskrående gæster, og den kunne de snart fylde. Alkoven var der ingen bund i, kun et godt lag kampesten små og store, og så et godt lag halm, altså rug­halm, der blev redt op hver aften, og så jo da underdyne, ulden "hølsklæ" og en god tyk overdyne, hjemmevævet og lagen, og godt med hovedpuder, man lå højt med hovedet. Der kunne blive en værre kraslen, hvis der kom mus i halmen.

I køkkenet havde der været åbent ildsted med stor åben skorsten, mens jeg kan huske kun en lem der skulle væk, når der skulle fyres i den store ovn, så gik røgen den vej, fyring med mindre godt brændsel, gav jo blank sod i skorstenen, og med mellemrum gik der i blæst ild i soden, så kunne flammerne til tider ses ovenud af skorstenen, som f.eks. en juleaften i snestorm, vi havde været i kirke, og så skulle suppen være varm i en fart, mærkeligt at gnister ikke fængede i stråtaget.

Loft i køkken var brædder, kulsorte af røgen fra det åbne ildsted. Der var da selvfølgelig ingen afløb fra opvask, det skulle bæres ud, der var også stengulv, klinker, det var fodkoldt.

I spisekammeret var saltkarrene til flæsk og fårekød, lergryder til saltet ål, saltet torsk, saltet and,- der var selvforsyning.

I bryggers var der simpelthen brolægning af det man kaldte piksten med afløb ud til stalden, og indtil 1920 var der fodring af dyrene med halm og lignende fra laden gennem bryggers og ind i stalden, så det kunne gøres nødig med en stiv kost.

Så var der også dør til et lille hønsehus, med 30-40 høns men kun plads til 20 og kun et lille vindue, i streng vinter, hvor de ikke kunne komme ud blev bagdøren låst, og så blev der lukket op for dem ind til et hjørne af bryggerset, der var spærret af, så var der plads til at æde og drikke.

Brønden "æ kjæld" var uden for bagdøren, og det var med kjæld­hus over med kjældspand og vindbom, der fik man jo fortalt som barn, at man endelig ikke måtte røre æ kjældhusdar for der var en bussemand  nede. Det var jo også farligt for et barn..

I lune sommeraftener sad min Bedstefar på et par brædder og kjældhuset som ryglæn, og Far på låget af vandtruget og nød aftenen, mens Mor malkede ved 9tiden, det var jo kvindearbejde, og så stod den på nymalket mælk og rugbrød til nadver.

Forresten, juleaften fik vi altid suppe til aften, senere kaffe, og spil om nødder, intet juletræ, men juleevangeliet og sang og så til nadver kogt torsk med sennep, ikke så mærkelig jeg en aften som barn sagde, at det var første gang, jeg havde fået det jeg kunne spise, da har jeg nok været godt spilet ud.

Et par beretninger:  En vinter da der var en masse snekastning, der jo var pålignet efter hartkorn, (det var da Bedstefar boede i Odby.) Bedstefar var ved aftenstid gået om til Kr. Laustens, de var ikke færdig med fodring, Kr. Lausten råbte "gid fanden havde al den sne!" Bedstefar replicerede: Lad ham tage der har sendt det!  Da smed Kr. Lausten en stor træklods efter ham i arrigskab.

Kr. Laustens Far var også vognmand og hed Laust Kren, han ville begraves op mod kirkegårdsdiget mod vejen, så han kunne høre, om hans søn fortsatte med at køre fragt.

I Odby boede i min drengetid, i et lille fattigt hus Mathias og Nikoline, han arbejdede i kalkværket, en meget lille skægget mand, hun var norsk, "æ Norsker", hun malkede hos Kr. Gades, de var begge drankere begge 2 også i kogesprit, sloges ind imellem. Deres dreng blev taget fra dem.

Omkring århundredskiftet var Per Smed i Odby kirkebetjent og skulle jo søndag nat op i kirken for at fyre, en nat han gik op ad kirkegården hørte han harmonikamusik op fra våbenhuset, han stivnede uvilkårlig, men fortsatte alligevel, han gik jo i sit lovlige ærinde, det viste sig at være levende musik, leveret af Lars Hebsgård, A.Dueholm og en Theodor Kristensen, senere grisehandler i Hurup.

I Søndbjerg gik det ikke så godt. I længst forsvunden tid ville karlen i præstegården en mørk aften forskrække præsten, der var gået et ærinde op i kirken, han tog et lagen over sig, og gik oppe på kirkegården da præsten gik tilbage, men dengang kunne præsterne mane. Da karlen ikke svarede på tiltale manede præsterne ham i jorden, og ingen så karlen siden, men det blev fortalt for omkr. 50 år siden at der på kirkegården var en plet hvor jorden stadig sank, så der skulle fyldes nyt i.

Nu da vi i 1980 menes at stå ved afgrundens rand økonomisk, mindes jeg historien om min oldefar Poul Rokkjær: i hans fattigdom mindedes han sin ungdom i statsbankerottens tid, da man brugte en pengeseddel som fidibus til at tænde piben med under kortspillet, og så græd han af græmmelse.

Her er så fortællingen om Valdemar Nielsen, der boede ved det vi kaldte "æ præjstvej".

Hans Far var en assistent på Uglev station, hans Mor Ane Væver, han blev født hos en Moster, og blev der til han var vist 4 år, var hjemme hos Bedstemoderen Sidsel Væver en tid, men kom så til sin Mor, der var bleven gift og boede i Århus, men det var ikke så godt, stedfaderen tålte ham ikke, han skulle ud med aviser, skulle også tigge, og fik bank når han kom hjem og der ikke var penge nok.

En dag han var ude med aviser som otteårig, besluttede han at gå hjem til sin Bedstemor her i Serup, han havde lidt penge fra aviserne, og han gik i retning mod Viborg, på et tidspunkt var han heldig at komme op at køre med en Mand, der skulle næsten til Viborg, da han nåede Viborg, fandt han kasernen, og de beværtede ham, de skulle mod Struer dagen efter, og da han fortalte dem  at han skulle til Struer, tog de ham med, da de ikke skulle længere gav de ham penge til billetten til Struer, men dem gemte han til færgen over Sundet, og gik resten af vejen, til Bedstemoderen, der nær havde fået et chok, da han ankom, men han fik lov at blive der.

Og jeg mindes den gamle Smed Niels Husted (Husted smed).

Han var fra Salling og boede i et gammelt hvidkalket hus, lavlænget, lige nord for de gamles hjem, der var hygge når han og Bedstefar delte deres krigsoplevelser.

Der var lergulv i smedien, og den store blæsebælg, som datteren Else trak når der ret skulle smedes, hans kone var tidlig død.

De passede også missionshuset, og ved søndagskolen holdt de styr på børnene indtil lederen kom, det var bl.a. Anders Madsen, der gerne ville fortælle "en bette trææk" fræ hans drengdav, Peder Ravn der altid var spændende, Lærer Astrup, samt Helga og Emilie Paludan med flere.  

Da Husted smed fik en hjerneblødning, byggede Else hus og tog sin Far med, han blev rask igen og gik sin daglige tur omkr. 1/2 km.

og ellers læste han bibelen, han læste den igennem flere gange han blev over 90.   

Øst for det gamle alderdomshjem, der var bygget hvor fattig­huset havde været, for resten et trist hus med vist nok 3 lejligheder, boede også en smed, klejnsmed, min Fars fætter Mads Rokkjær, en robust type, lignede Hindenburg, han var gift med sin kusine Cecilie, opkaldt efter sin svenske Mormor.

Mads var en fin smed, havde rejst meget på valsen, ikke særlig glad for arbejde, var forøvrigt på arbejdsanstalten i Ålborg, var til gengæld glad for den billige brændevin,  det var et meget lille hus, men der blev mange børn. Kommunen lod bygge en smedie til ham i forlængelse af huset, så han selv kunne tjene til føden, mens Cecilie gik ud og vaskede for folk, om sommeren gik Mads i fjorden og brejlede rejer, og om vinteren til ålestang når der var is. Engang gik han gennem isen på udturen, men fortsatte til aften, uden at blive syg.

Der blev også sorger. 3 børn druknede ved Serup strand, de 2 var Mads og Cecilies, båden kom i drift, de sprang ud og kunne ikke bunde.

En søn kørte med et læs tørv, tørvene skred ned mellem hestene, og han gled med og blev dræbt.

Mads gik i fjorden og brejlede rejer om sommeren, og så loddede han transportspande, når de løb utætte.

Da han blev ældre, og brændevinen blev dyr, forandrede Mads sig, og blev fornuftig og hyggelig, og hjemlivet blev godt, han havde et robust lune..

Uglev Afholdshotel sikken samlingsplads det var, særlig vel efter 1ste verdenskrig.

Svinene blev leveret i krostalden med hestevogn. Modtagerne for privatslagterierne gav kaffe i skænkestuen, så der var stort opbud af køretøjer.

Exportkreaturerne blev leveret om aftenen i krostalden, da var også mange landmænd mødt op for at se og føle på dyrene, og der var de månedlige udbetalinger fra mejeriet, da var alle stuer fyldt, og dominospillet gik ved alle bordene. Kaffe, ægpuns, rødvinstoddy og Cigarer var gevinsterne, og da forretningerne havde åbent lørdag aften, var der også fyldt på kroen.

Og så de faste kunder der kom for at slå tiden ihjel, Kr. Jensen Due­holm, Laust Korsgård, Poul Kallerup, Poul Pedersen, Niels Møller, en tilflytter- Anton skråtobak og flere, men årene gik, og nye folk med andre interesser og mere udsyn, og bilerne kom, kroen stod tom til daglig, men den nye sal i Kresten Villadsens tid og senere i Marthas tid, blev stedet hvor fester blev holdt fra hele Thyholm.                                 

Jeg mindes køreturene om sommeren,- der var det årlige besøg hos Frederik Hinge og Kristiane hvor Mors Moster var, i Bar­slev, hos smeden i Semb og min Moster Kirsten, hos Niels Troelsgård og Moster Kåren i Styvel, samt en mindre tur til Jens Grønkjær i Bjørndal, det var festlig da jeg blev betroet tømmen.

Jeg mindes da mine forældre, smedens og Troelsgårds, vovede at tage på udenlandsrejse: Helt over fjorden til Hol­stebro, hvor Jens Madsen fra "Hedeager" i Borbjerg, min onkel, hentede dem, da fik de kaffe i noget der hed Palmehaven, de var borte i 2 nætter, sikken masse oplevelser, og da de var kørende til Barslev, hvor de så med Frederik Hinges kørte til Villerup til sølvbryllup og først kom hjem dagen efter, disse sjældne ture  var noget Mor nød i fulde drag, det interesserede ikke Far så meget, han var mere jordnær.

Her en tildragelse der viser kulden overfor Bedstefars svoger i Dalgård. -- En enlig kvinde af familien var død, hun boede overfor Søndbjerg møller. Der skulle være auktion over hendes bo.

Ved sådan lejlighed kunne der fås lov til at sælge kaffe til de mødte. Dalgårdfolkene bad Bedstefar, om han ville spørge herredsfogeden om lov, de turde ikke selv, det gjorde han også men til sig selv, og lod bevillingen gå videre til en Enke der havde det behov.

Da dagen kom mødte de op fra Dalgård med kaffe, brød, fløde, men herredsfogden viste dem bort, en anden havde fået tilladelsen.  Ja det var ikke et pænt træk, men der var noget der skulle hævnes, og han havde evnen til at gøre sig gældende.

Og hermed en oplevelse som jo ikke kan forklares, men alligevel er rigtig.----: I den første tid efter Mettes død, var jeg temmelig langt nede, syntes det var helt umuligt kun at tænke kun et år frem i tiden som enlig Far, og kunne ikke affinde mig med, at for Mette var det en vinding som forholdene var.-

Da vågnede jeg en nat, og tænk i døren så jeg Mette med et forklaret udtryk i ansigtet, hun stod som i et blidt lysskær, hun så simpelthen lykkelig ud, og luften i stuen var så ren og let som fyldt med ilt, og jeg tænkte om jeg var død  eller på vej, jeg var lysvågen, så forsvandt lyset langsomt, men det havde gjort det indtryk på mig, at jeg derefter bedre kunne affinde mig med savnet, og ikke føle mig forurettet.

Måske har min længsel nået hende, så hun har fået lov. Eller måske er synet sendt for at hjælpe mig.

 p.s.

P.D. skrev noget som jeg undlod at gengive, nu kan jeg bedre.

Det var Kr. Lunds kones sidste alt for svære fødsel. Lægen tillod sig at give hende smertestillende midler, og da ymtedes der i krogene om at dette var nok ikke rigtig, det var nok derfor at hun måtte på sindssygehospital.  (Martin )

 p.p.s.

Om P.D.s slægning Mads Rokkjær kan fortælles yderligere-:

 3 små piger- Anna Krabbe, Karen K. og Tutte var fnisende på vejen efter Søndbjerg til, med tøjrester til forarbejdning af tøjsko, som Mett. Larsen  skulle sy til dem efter mål.

Lige netop da de passerede forbi Mads Rokkjærs hus ville skæbnen at Mads med et vældigt klask tømte V.C.spanden, og de tre små nymfer fik et sådant latteranfald, at alle tre bukser blev så våde at de måtte ind til Ajs Krens og have tørt på.

Da jeg tjente hos P. Borre var Mads bleven en hyggelig gammel skægget Herre, som også fremgår af P.D.s forklaringer .

En aften hvor jeg sad på sengekanten og læste, kom der farende en lille københavnerpige ca. 7-8 år- ind til mig og snakkede op, og fortalte, at hendes Far var ubådskaptajn, det var Mads,s søn.  og så sagde hun: Hvad er det du læser, er det Guds ord?

Ja det er det da.

Osvald, en anden søn, tog hyre på et skib, som var uheldig at lande i Belgien under krigen, og kunne ikke komme ud af havnen igen, der blev søfolkene tvunget med i krigen, Osvald blev såret i benet som blev stift resten af hans dage. Da han kom hjem , boede han hjemme hos faderen, og etablerede sig som ægproducent med hønsegårde nord for vejen.

Indtil en dag Osvald fik lyst til at gifte sig, og han fik også hjemskreven sig en dame, ikke særlig køn, men dog en dame.

Nu tårnede sig imidlertid vanskelighederne op for Osvald, fordi der dengang var noget med, at man skulle have lov af sognerådet

til en så vigtig ting som bryllup. Det var nok noget med forsørgerpligt, og Thajsen sagde nej.

Jeg snakkede med Osvald en gang, han sagde: Thajsen sku skydes,

men det sku væ mæ lort, for krudt er for godt.     (M.)